Metal-kåre
Det er tydeligt, at Danmark oplever en ny bølge af radiovenlig metalcore. Heriblandt bands som Siamese, Cold Culture, Daze of June og i dette tilfælde Odd Palace. Det er en genre, der ofte bevæger sig over i den poppede ende af spektret, men som alligevel formår at levere catchy melodier og fængende lyrik, der gør musikken tilgængelig for et bredt publikum.
Odd Palace har nu udgivet sin nye EP, Blood & Bones, som består af knap et kvarters musik. Udgivelsen er båret af en række samarbejder med andre danske bands. Spørgsmålet er bare, om Kåre Quist-metallen er blevet for generisk, eller om Odd Palace faktisk har fat i noget.
Støttehjulene skal af
En af de ting, der kan være frustrerende ved kollaborationer, er, når man ikke opfatter, hvornår gæsteoptrædenerne begynder og slutter. På denne udgivelse har sangerne et forholdsvis ensartet udtryk, og derfor kan man hurtigt begynde at spørge sig selv, hvorfor de overhovedet er med. Det er en af EP'ens største udfordringer.
Hvert nummer byder på en gæsteoptræden og endda fra nogle rimeligt prominente navne. Heriblandt Mirza Radonjica fra Siamese og Afterlove samt Mads Zelesny fra Cold Culture. Alligevel tog det mig flere gennemlytninger, før jeg overhovedet opdagede, at de medvirkede på pladen. Det virker derfor mere som en marketingstrategi end som noget, der reelt løfter musikkens kvalitet.
Allerede på åbningsnummeret, "Blood & Bones", er der én ting, der øjeblikkeligt springer i øjnene, eller rettere i ørerne: produktionen og mixet. Jeg ved ikke, hvad der er gået galt, men det lyder overordnet set rigtig skraldet. Musikken lider under et usædvanligt mudret lydbillede, som fjerner den dybde, der ellers ofte klæder metalcore så godt. Problemet begrænser sig desværre ikke til åbningsnummeret, men præger hele EP'en. Det lader dog til at være en bevidst beslutning, da Odd Palace på ingen måde har haft de samme udfordringer med lyden på sine tidligere udgivelser.
Der er samtidig mange besynderlige valg på EP'en. Beslutninger, der kan være svære at forstå som lytter, eller som mest af alt fremstår som nemme genveje til at virke originale. Det bedste eksempel findes på "All in My Head", der omkring halvvejs inde byder på, hvad der lyder som en synth-trompetsolo. Resultatet er som forventet ikke specielt vellykket, og soloen bryder samtidig fuldstændig sangens opbygning. Jeg respekterer, at Odd Palace prøver noget anderledes, men her havde en guitarsolo fungeret langt bedre. Lige i dette tilfælde skulle de nok ikke have forsøgt at genopfinde den dybe tallerken.
"Blood & Bones" står som EP'ens klart stærkeste nummer alene på grund af nummerets momentum og flow. Det er lige det minut eller halvandet kortere end de andre, og det gør, at nummeret ikke slider på gæstfriheden. Netop det er også en af de største udfordringer på de resterende tre numre, som alle er væsentligt længere. Der gemmer sig flere fængende melodier undervejs, men Odd Palace læner sig ganske enkelt for meget op ad dem. Her fungerer sangskrivningen bedst, når numrene når at stoppe, før de bliver for gentagende og irriterende. EP'en mangler et ordentligt flow, og den havde utvivlsomt stået stærkere, hvis de tre sidste sange hver var blevet skåret med omkring et minut til fordel for et femte nummer.
Overordnet set er det nemt at se, hvad Odd Palace forsøger at opnå. Det er musik, der er let at lytte til, men det er også musik, jeg sagtens kunne forestille mig at zone ud til under en koncert. Balancen mellem tyngde og fængende melodier er ganske enkelt ikke stærk nok til, at projektet for alvor fungerer.
Som tyndt saftevand
Blood & Bones var desværre ikke den EP, man kunne have håbet på. Trods en stor kommerciel succes er musikken ikke på det niveau, som jeg ved, Odd Palace kan levere. Jeg havde sat mere pris på udgivelsen, hvis der ikke var lagt så stor vægt på gæsteoptrædenerne. Bare ét nummer uden gæster havde givet et bedre indtryk af, hvem Odd Palace egentlig er. Det er måske ikke nødvendigt for de eksisterende fans, men snarere for dem, der skal have chancen for at blive det.
På grund af en utilstrækkelig produktion, flad sangskrivning og et ujævnt flow ender EP'en derfor med en karakter under middel. Jeg er ikke i tvivl om, at Odd Palace har meget mere og bedre at byde på. Det var desværre bare ikke denne gang.
