Wurzeln, blutige Wurzeln

Det er godt og vel tre år siden, vi sidst hørte noget fra de tyske skovriddere Finsterforst. Dengang kunne vi høre, hvordan bandet havde valgt at skrue – gevaldigt – op for de proggede, postede og moderne aspekter af deres musik, hvilket fik mig til at opfinde termet 'post-viking'-metal, en ekstremt løs term, der nok egentlig kun passer til netop Finsterforst. Normalt er jeg den første til at slå ned på alt, hvad der lyder moderne, men alle regler har jo en undtagelse, og Finsterforst – eller i hvert fald Jenseits – var netop denne. Den EP viste, at Finsterforst udmærkede forstod og respekterede sine rødder, men samtidig at de havde et brændende ønske om at se, hvordan de samtidig kunne udvikle sig og lege løs. Spørgsmålet er så derfor, om legen stadig er god på Still, eller om de skulle være stoppet?

To covers fra kassen, tak!

Finsterforst har aldrig lagt skjul på, at de er nogle enormt ambitiøse musikere. Lige siden debut-EP’en fra 2006, Wiege der Finsternis, har de vist, at de bestemt ikke er bange for lange sange eller enormt store armbevægelser, også selvom det måske lige kammede over på det 37 minutter lange nummer “Ecce Homo” fra 2019’s Zerfall. Still er bestemt heller ikke nogen sylfide med en spilletid på 78 minutter. Her får vi hele to covernumre samt en mastodont af et nummer, “Leere”, der godt og vel varer lige så længe som hele Slayers plade Reign in Blood – desværre får man betydeligt mere ud af Reign in Blood end af ”Leere”. Med andre ord, så får man helt utroligt meget musik på Still, og når man kræver, at lytterne opgiver så meget af deres tid, ja, så forpligter det godt nok også.

Langt hen ad vejen formår Finsterforst da også at leve op til sine forpligtelser, selvom pladen ganske vist bliver lidt lang i spyttet nu og da. Eksempelvis er “Im Wind” alt for lang tid om at komme i gang, og ligeså er jeg ikke pjattet med den Rammstein-agtige vokalleverance, der er på “Herbstwanderung” – her bliver det lige moderne nok! Ydermere burde de virkelig have droppet ”Fels”, det nummer er simpelthen både komplet overflødigt og alt for meget Fællessang på Bakken-schlager.
Så er der de to covernumre, et af Immortal og et af Pink Floyd – normalt ville jeg ikke dedikere specielt meget spalteplads til et par covernumre, men lige her gør jeg undtagelsen. Dels fordi valget af netop Immortal og Pink Floyd faktisk siger utrolig meget om, hvor Finsterforst kommer fra, hvor de ser sig selv, og hvor de vil hen. De vil gerne beholde det mørke og epikken fra Immortal, men samtidig gerne have plads til de syrede, proggede og regelløse, som Pink Floyd repræsenterer – og jeg synes faktisk, at begge dele giver rigtig fin mening. Overraskende nok viser det sig, at Finsterforst slipper betydeligt bedre afsted med at lege Pink Floyd, end de gør med at lege Immortal – hvilket de færreste nok havde regnet med. Det kan selvfølgelig også skyldes, at ”Beyond the North Waves” ikke just er det bedste nummer, Immortal nogensinde har skrevet.

Finsterforst største styrke er dog fortsat vokalisten, Oliver Berlin. En ting er hans ganske hæderlige black-vokal, men der, hvor musikken virkelig går op i en højere enhed, er, når han slår over i clean-vokal … Av min arm, hvor kan den mand synge! Det beviste han allerede på Jenseits, hvor han virkelig sang igennem, så englene klappede i deres små, fede, Philadelphia-indsmurte hænder, og på Still lyder han om muligt endnu bedre. Hvilket han så fint demonstrerer på “Stille Nacht”, som nok også er det bedste nummer på hele pladen samt det bedste eksempel på, hvordan Finsterforst formår at stå med et ben i den klassiske vikingemetal og samtidig med et andet i den moderne prog-metal. Så derfor … post-viking!

Still-stand

Still er en rigtig fin plade, men den er desværre alt for usammenhængende, sat op imod alt hvad bandet tidligere har lavet, hvilket ikke kun skyldes inklusionen af de to covernumre. Hvor det tidligere var tydeligt, hvor bandet var på vej hen, er det nu, som om bandet har malet sig selv op i et kreativt hjørne, hvor de kan ikke helt finde ud af, hvordan de kommer væk uden at sjaske rundt i hele suppedasen. Jeg savner virkelig den samhørighed, der var på blandt andet Jenseits, hvor både albummets struktur og brugen af call-backs var med til at etablere en klar og tydelig ramme. Det er, som om Finsterforst så småt har bevæget sig for langt væk fra sine rødder, og selvom den hedenske skov-black da stadig er derinde et sted, så drukner det altså i elektro-keyboard og syvstrengende guitarer nu og da, og der skal altså være balance i tingene. Det er i hvert fald der, hvor Finsterforst fungerer bedst.