Den antikristne superstjerne

Manden, myten og ikonet Marilyn Manson har været i branchen mange år. Lige siden de gode gamle 90’ere, hvor han chokerede verden med sin provokerende og kontroversielle karakter, der dyrkede alt det forbudte – sex, stoffer og seriemordere. Mange myter og historier har fulgt Marilyn Manson, der går under det borgerlige navn Brian Hugh Warner, i mange år. Blandet andet at han efter signede skulle have sprøjtet heroin i sit eget øje og bortopereret sine ribben for egen tilfredsstillelses skyld. Alt det skulle siges at være spekulationer, og efterhånden fandt man ud af, at ham Marilyn Manson slet ikke var så farlig alligevel, men karakterdyrkelsen var i fokus, og det har den altid været i hans regi. Med hovedværket Antichrist Superstar, der gik platin, og som for alvor gav Warner kommerciel succes, har han ikke set sig tilbage siden da. Med en række heldige og ligeledes uheldige udgivelser kan han nu tælle sin ellevte langspiller WE ARE CHAOS med i repertoiret, og med det halvhjertede forsøg på foregående Heaven Upside Down kan det da kun gå fremad, eller hvad?

Et skridt frem

Først og fremmest, hvor er det dejligt med en trackliste, hvor der hverken indgår tal i stedet for bogstaver eller dollartegn i stedet for s’er. Hvor Mr. Manson virkede en smule identitetsforvirret på forrige album og nærmest var en remediering af tidligere udgivelser, tager han altså sig selv i nakken og mærker efter. For det er sgu okay at blive blød med årene, og selvom han ikke lægger sit frygtindgydende image fra sig og stadigvæk dyrker de okkulte tematikker, så er det faktisk et ret blødt album, vi har med at gøre. Og lad os nu for en gang skyld snakke om musikken og ikke fordums tider, for de er forbi.

Pladen begynder med ”RED BLACK AND BLUE”, der indledes med en panisk, dyster monolog, og slår over i en rå, post-punktet baslinje, der lægger grobund for nummeret med medrivende trommer. Det hele bygges mere energifyldt op med dobbelttracket vokal og fræserende guitarer i omkvædet og fungerer faktisk ganske groovende.

Inspirationen til David Bowie høres tydeligt i nummeret ”DON’T CHASE THE DEAD”, der giver associationer til både ”Ashes to Ashes” og ”Heroes”, forklædt i vanlig Manson stil med industrial elementer og dystre lag. Sangen er bygget op om et stærkt omkvæd, der heldigvis får lov til, med rette, at komme i fokus nummeret igennem og fremstår som en af pladens stærkeste sange.

Inspirationen fra fortidens giganter fortsætter på nummeret ”PAINT YOU WITH MY LOVE”, der med sin ”beatlesede” tilgang lyder som en gammel traver, man ikke helt kan placere, hvor man har hørt før. En ballade med nogle lidt mere hårde elementer, blandt andet et sjældent skrig, der overgår til en energiudladning i sidste tredje del, og man må sige, at han slipper helskindet igennem.

Der er faktisk mange positive takter at finde. Men på et nummer som ”HALF-WAY & ONE STEP FORWARD” (og ja, alle numrene skal skrives med stort!), bliver der ramt ved siden af. Med sin lige-ud-ad-landevejen og formelskårede klaverintro og ”champagne problems”, virker det både uinspirerende og gør umiddelbart hverken fra eller til på pladen.

Gedigen fanpleasing kommer der på ”INFINITE DARKNESS” med sin rent skårede industrial-formel, tæller en hviskende og underspillet vokal, fuzzede guitarer, ikke nær noget af hans bedste, men alligevel ganske solidt. ”KEEP MY HEAD TOGETHER” spiller på samme tangenter og viser også interessante, psykedeliske takter, der klæder albummet godt.

Konceptet intakt

Marilyn Manson kommer ganske fint i mål med sit ellevte studiealbum. Det ville være en skam at sige, at det er et metalalbum, og hvis det er det, man forventer, vil man blive skuffet, men det dystre, gotiske koncept er stadig intakt. Den oprørske mand, der har chokeret og provokeret i adskillige år, kan ikke blive ved med at overraske, men det er et fornøjeligt sammensurium af både inspirationer og karrierens hits and misses. Og det er faktisk et ganske fortræffeligt album at lytte til, ja, ligefrem hyggeligt flere steder. Mørkets fyrste lader ikke til at være så slem alligevel, ikondyrkelsen er stadig i højsædet, men måske det snart er tid til overgå til mørkets hyggemorfar.