Nye danske værktøjer
27 år før Kristi fødsel blev værket Ab urbe condita skrevet. De fleste tænker: ’Hvad satan er det for noget vrøvl?’, første gang de hører det, men det er faktisk her, via historikeren Titus Livius, at ordsproget ’bedre sent end aldrig’ stammer fra. Og ja, det er ganske relevant i denne tekst. Danske Kinetic udgav nemlig deres debut-ep, Sentience, i slutningen af 2025, som desværre faldt solidt mellem to stole hos os. Men selvfølgelig skal den anmeldes. Forventningerne fik også et nøk opad, da pressematerialet nævnte inspirationer som Tool og Gojira. Tool er i mine øjne et af de mest geniale bands nogensinde, der til tider også balancerer faretruende tæt på det rene nonsens. Der er, som man siger, ikke langt fra geni til fiasko. Spørgsmålet er så bare, om Sentience er ligesom Frankenstein, eller om den mere minder om hans monster – med en skrue løs.
En rejse rundt i tid og sted
Trods referencerne minder Sentience ikke om Gojira. Tool til dels, men musikken er ganske enkelt ikke skør nok. Tænk Fear Inoculum. Det kan være både godt og skidt. Til gengæld er det noget af det mest polerede, som vi har fået igennem Detektoren i lang tid, og det fortjener ros. Det er et meget professionelt stykke arbejde. Lydmæssigt bevæger vi os mere i retning af en kombination af Hakens progressive rødder, Green Carnations sentimentale univers, Volas teknik, med et snært af Pink Floyds synthesizers. Netop de mange synthesizerpassager, leveret af Marcus Levin, giver EP’en en drømmende, næsten forårsagtig stemning, som kun kortvarigt brydes af René Hougaards yderst solide vokal.
Det 20 minutter lange åbningsnummer ”Omega” fylder det meste af EP’en og viser et ungt band, der allerede tør udforske genrer og idéer. Der er mange stærke momenter. En flot intro, et velfungerende spoken word-segment (hvilket er sjældent i disse dage) og en lækker guitarsolo halvvejs. De sidste fem minutter kunne dog med fordel være skåret væk. Ikke fordi det står stille, men fordi tempoet daler. Slutdestinationen går lidt tabt. Man kan godt lidt frækt stille spørgsmålet: ’Har man gjort nummeret længere, blot for at skille sig mere ud?’. Samtidig savner jeg ganske enkelt mere af Hougaards vokal, som giver en god kontrast til lydbilledet.
Tool-referencen bliver meget tydelig i introen på ”Beginnings”. Heldigvis slipper Kinetic væk igen fra ’fælden’. Det er trods alt vigtigere at finde sin egen identitet end at leve i andres skygge. Soen fandt deres lyd tidligt, men glemte at udvikle den. Her ser det mere lovende ud, især når man husker på, at Sentience er en debut. ”Beginnings” udnytter også sine otte minutter fornuftigt. Jeg savner dog noget eksplosivt raseri, et moment, som bryder monotonien. Det er lidt som en thriller uden mord eller flugtscener. Spændingen er der, men den når ikke at peake, før forløsningen kommer. Teknikken fejler intet. Det bliver bare en tand for pænt.
Ingen prog … jeg mener brok herfra
Den danske progscene befinder sig et spændende sted, med stærke navne som Vola, Iotunn og Danefae som fanebærere. Kinetic har talentet til at blande sig i feltet på sigt, hvis de fremover tør arbejde mere med kontrasten mellem lys og skygge. Sentience gør mange ting rigtigt og tør eksperimentere og lege med udtrykket, selvom man godt kunne gå endnu længere. Talentet er tydeligt, og derfor kvitterer vi med syv fortjente forsinkede kranier.