Fra jaget til bedrager
’Behøver man overhovedet at høre andet doom metal end Black Sabbath og Epicus Doomicus Metallicus?’, har jeg ofte spurgt mig selv. Et af svarene på det relativt fordomsfulde spørgsmål kom, da jeg i 2016 faldt over amerikanske Khemmis, og deres helt forrygende Hunted-album. For jo, med den klassiske og melodiske doom, med en pæn snert death-doom indover, man blev mødt af der, var svaret et klart 'ja, det behøver man faktisk'. Siden da har gruppen desværre ikke helt nået samme højder, og nu har de endda mistet et af deres originale medlemmer, bassisten Daniel Beiers. Men lad os se, hvad deres seneste udspil, Deceiver, har at byde på.
For få højdepunkter og for mange gentagelser
Siden Hunted har gruppens vellykkede mix af death-doom, traditionel doom og traditionel heavy metal lænet sig stadigt mere mod det sidste, og den udvikling med mindre død i deres doom fortsætter her på Deceiver. Åbningsnummeret ”Avernal Gate” indeholder dog alt det, en Khemmis-sang skal. En smuk akustisk intro afbrydes efter kort tid af et højtempo NWOBHM-riff. Tempoet daler hurtigt igen i omkvædet, og vi er nu i velkendt doom-territorie. Men det er kun kortvarigt, for fræsende og melodiske soloer bekræfter atter, at det mere er Maiden end Sabbath, der inspirerer Khemmis i dag. C-stykket med tung bas, dommedagstrommer og masser af feedback fra guitaristerne er som taget ud af Celtic Frost/Triptykon sangbogen, og nummeret slutter af med et heftigt stykke svensker melo-død. Khemmis når godt nok langt rundt på de syv minutter, dette herlige nummer varer.
Men det er desværre også albummets absolutte højdepunkt. For selvom der er masser af godt guitararbejde og lækre soloer, er der alt for mange gentagelser og alt for få riffs, der for alvor fænger. På numre som ”Living Pyre” og "Shroud" er clean-vokalerne næsten umulige at skelne fra dem på ”Avernal”, og man aner et band, der er løbet tør for gode ideer. Produktionen er god, med guitarer der ikke drukner i fuzz og distortion, som så meget nutidig doom ellers benytter sig af. Det passer fint med gruppens trad metalambitioner, men det er ikke nok til at fjernet indtrykket af kedelige og repetitive sange.
Deceiver slutter dog af med et hårdt tiltrængt lyspunkt i form af "Astral Road", der indeholder rendyrket heavy metal riffing i højt tempo hentet direkte fra det årti, der for alvor satte fut i heavy metalgenren (det vil sige 80’erne, hvis nogen skulle være i tvivl). Det er de klart bedste momenter siden åbningsnummeret, hvor tunge omkvæd og et endnu tungere c-stykke udgør en stærk kontrast til det energiske 80’er tempo. "Astral Road", og dermed hele pladen, har dog en underlig flad afslutning, for der bygges op til noget stort, men forløsningen kommer aldrig, hvilket desværre er karakteristisk for hele denne ’lige-ved-og-næsten’ udgivelse.
Doom-metaller træd varsomt
Det går altså med få undtagelser kun ned ad bakke efter det stærke åbningsnummer på Deceiver. Doom-metallen som genre har altid trådt en risikofyldt sti mellem ægte sørgmodighed og banal kedsomhed. Den balance er ekstremt sværd at holde sig på den rigtige side af, og det viser dette skuffende udspil med al (u-)ønskelig tydelighed. Helhedsindtrykket er altså, at vi har at gøre med et dygtigt band, der ikke har gjort sig helt så meget umage med sangskrivningen, som de burde. Med andre ord: Khemmis virker som et band, hvis udvikling er gået i stampe.
