Alle gode gange tre
Der er efterhånden ingen tvivl om, hvorvidt Noise er den musiker, jeg har anmeldt mest; dette er tredje gang bare i år. Men når man bestyrer hele tre forskellige bands, der udgiver musik konstant, ja, så giver det sig selv. Oprindeligt var det egentlig planen, at den længe ventede efterfølger til mesterværket Menschenmühle skulle være udkommet i år, men da Noise vil være helt sikker på, at den er på niveau, får vi lov at vente til 2024. Men trods denne forsinkelse blev der da alligevel tid til at bikse en EP sammen i studiet, nemlig U-Bootsmann. Spørgsmålet er så, om udgivelsen af tre EP’er i streg kan tilfredsstille folket, eller om det kun er Menschenmühle 2, der kan det.
Tre EP’er vs. Et album
Når man som jeg har anmeldt Noise og hans projekter seks gange på tre år, ved man efterhånden, hvad man kan og bør forvente af mandens musik. For selvom Kanonenfieber, Non Est Deus og Leiþa teknisk set alle er forskellige bands, så er det nu engang tydeligt, at det er den samme maestro, der står bag. For uanset hvilken hat Noise ifører sig, så er hans tilgang til sangskrivning og kompositioner mere eller mindre den samme. I tidligere anmeldelser af mandens projekter har jeg udtrykt en frygt for, at denne konstante strøm af udgivelser har en negativ effekt på kvaliteten, da fokus umiddelbart virker til at være på det kvantitative – hvilket U-Bootsmann, delvist, er med til at bevise. EP’ens første nummer, ”Kampf und Sturm”, genbruger eksempelvis en del riffs fra numre på Menschenmühle som cirkusriffet fra ”Grabenlieder”. Heldigvis er EP’ens andet nummer, og derved anden halvdel, ”Die Havarie”, betydeligt mere originalt, selvom det da absolut stadig lyder som forventeligt Kanonenfieber. Især ”ahoi, ahoi”-passagen tilføjer et fornøjeligt element, altså så fornøjeligt, som en sang om folk, der drukner i en ubåd, nu engang kan være.
Det største problem med U-Bootsmann er grundlæggende det samme som med de to forrige EP’er, Yankee Division og Der Füsilier: nemlig det, at det mestendels virker som noget, Noise har skruet sammen på en eftermiddag og smidt på gaden for at købe sig selv mere tid til at få finpudset det næste album. Hvilket er en kende bizart, da de til sammen seks numre, som de tre EP’er består af, nemt kunne have været de numre, der udgjorde dette fiktive album! Hvis han nu havde fokuseret på ét band og taget de her numre, givet dem lidt mere kærlighed, så kunne det have resulteret i et album, der – nemt – kunne matche Menschenmühle.
Frustrerende forret
Er U-Nootsmann en dårlig EP? Nej. Men kunne den have været bedre, endda meget bedre? Ja. I bund og grund er det her den samme udgivelse som de to forrige EP’er – på godt og ondt. Ergo er min konklusion den samme som tidligere, om end at frustrationerne omkring netop denne er tydeligere end tidligere. Så selvom disse EP’er egentlig skulle fungere som appetitvækkere, så må jeg indrømme, at trods musikkens kvalitet så bliver det enerverende at få serveret den samme forret tre gange i streg.
