Hate über alles

Tre år er der gået, siden den amerikanske duo Minenwerfer sidst udgav et album – et værk, hvor de krigsfascinerede herrer skruede ned for aggressionerne og op for ambitionerne, hvilket delte fanbasen på tværs. De gamle fans blev nærmest forargede, mens lyden på Alpenpässe tiltrak alle dem, der ønskede mere end hvidglødende raseri i sin black metal. Albummets titel er en reference til, hvordan tysk artilleri på rekordtid sønderbombede modstandernes baser, og det understreger, at Minenwerfer er gået tilbage til sine rødder – for dette album er rendyrket vrede fra start til slut. Her er ingen stille passager eller blues-guitar – her er kun ødelæggelse.

Hvor mange synonymer for ”AAAARGH!” findes der?

Jeg var en af dem, der hoppede på Minenwerfer-vognen med Alpenpässe. Især nummeret ”Der Blutharsch” fangede min interesse med sine mange snørklede elementer og generelt storladne attitude. Men alt det smukke, følsomme og underfundige er blevet nakkeskudt og gasset her på Feuerwalze. Der er kun én følelse, der regerer her, og det er vrede. Produktionsmæssigt er bandet også gået tilbage til en mere skramlet (trve, om man vil) stil, og Generalfeldmarschall Kriegshammers vokal er mere skinger og vanvittig end på tidligere udgivelser. Ergo er Feuerwalze ækvivalenten til at blive skældt ud i næsten 50 minutter – hvilket, hånden på hjertet, hurtigt bliver anstrengende. Først på det tredje nummer, ”Eternal Attrition”, sker der noget interessant, og vi får noget, der minder om en reel struktur eller rytme, der ikke bare er seks minutters raserianfald. Her får vi en blanding af ”Raining Blood”-feedback blandet med Marduk-tempo og Kreator-riffs a la Endless Pain. Generelt er vi stilistisk set betydeligt tættere på den første bølge af black metal end den anden bølge – hvilket på sin vis er charmerende nok, da det ikke er hverdagskost.

Det konstante element af raseri er rent tematisk utrolig passende, men som lytter bliver man hurtigt mættet af denne konstante barrage af lyd – mestendels fordi det hurtigt bliver ekstremt ensformigt.

De sidste par år er der gået inflation i bands, der lader sig inspirere af Første Verdenskrig – derfor er det oplagt at sammenligne Minenwerfer med en række af disse som 1914, Kanonenfieber eller sågar God Dethroned. Alle disse har dog det tilfælles, at de formår at tilføje melodi og variation – dét lykkes absolut ikke for Minenwerfer, men jeg tror nu heller ikke, at det på noget tidspunkt var formålet – om end det ville have pyntet gevaldigt. For som lytter savner man virkelig en melodi at hænge sin hat på, og det tætteste man får, er et par minutter hist og pist som på albummets lukker, ”Labyrinthine Trench Sectors”. Det er generelt et ganske udmærket nummer og har potentiale til at være det bedste på albummet, men det er et potentiale, som de to herrer vælger at skrotte halvvejs gennem nummeret, hvor al musik erstattes af diverse dæmpede lyde af sirener, sprængninger og geværsalver. Havde det varet et par sekunder, havde det været fint, i stedet varer det næsten fire minutter – hvilket er decideret irriterende at lytte til.

En børnehave i en tunnel

To ting kunne have sikret Feuerwalze en højere karakter: havde det været en EP, ville udgivelsen havde stået betydeligt skarpere, da meget af fedtet ville være blevet skåret fra, eller hvis bandet havde valgt at fortsætte stilen fra Alpenpässe. Men ak, i stedet har bandet valgt at udgive en endeløs omgang bøllebank uden anden ambition end at skrige som en børnehaveklasse i en tunnel.