Falske forhåbninger

Det foregår altid med en vis portion skepsis i baghovedet, når jeg nærmer mig en skive melodisk dødsthrash. Man sidder og håber – for man er jo en tåbe – at netop dét her er gruppen, der vil bringe glæden ved mord tilbage til den melodiske dødsmetal, men musikken holder sjældent, hvad genren lover; deraf min skepsis. For nyligt har tjekkiske Innersphere meldt sig under den melodiske dødsthrashfane og søger på debutalbummet Amnesia at væde deres økser i vort blod. Vi krydser som altid fingre for, at bladene er skarpslebne og huggene drøje.

Ikke rigtig død, ikke rigtig thrash

Amnesia er ganske rigtigt melodisk, men hvad død/thrash angår, er det næsten udelukkende vokalerne, der efterstræber det. Innersphere lader det melodiske islæt komme til udtryk gennem velvalgte akkordprogressioner, men glemmer samtidig så godt som alt om egentlige riffs, mens de fleste leads er tarveligt simple. Bemærk allerede i åbningsnummeret, hvordan alle ”riffs” i virkeligheden blot spiller gennem de forskellige akkorder i en bestemt rytme. I omkvædet spiller andenguitaren endda blot åbne powerakkorder og lader dem ringe. Hints af black metal, for eksempel akkorderne spillet på sekstendedele på åbneren ”Shape the Nihilism” samt tonaliteten på ”Asylum”, er desuden spredt over albummet, men udførslen lider mestendels af samme problem som resten.

Amnesia har dog sine øjeblikke, og navnlig på ”Presence” rammer Innersphere helt rigtigt. Årsagen er helt ligefrem: Sangen er baseret på riffs først og akkordprogressioner derefter og er således langt mere aggressiv og intens end resten af albummet. Selv når lydniveauet dæmpes, idet riffs viger for dobbelte guitarleads, fastholdes intensiteten. Riffingen forplanter sig desuden til forsangerens growls, som virker mere passionerede end tidligere, om end jeg ikke kan afgøre, om det er forsangeren eller mig selv, der lader sig inspirere af kvaliteten.

Et øvrigt højdepunkt er ”Black Forest”, der lyder som en blanding af Susperia i verset og Panphage i omkvædet og huser dels de eneste vellykkede black metal-passager og dels de eneste rene vokaler.  Overraskende nok har gruppen en veludviklet sans for sangskrivning, og sangene føles sjældent lange eller gentagende. Titelsangen springer i ørerne af denne årsag, da sangens overordnede tema fastholdes og samtidig tilføres nye idéer. Endelig er albummet velproduceret med en acceptabel master der kun kvæler trommerne en lille smule, og på fyrre minutter (fraregnet intro og akustisk/instrumental afslutning) har det en meget passende længde.

Hukommelsestab igen

Amnesia tilfredsstiller ikke mit behov for hverken døds-, thrash eller black metal af den simple årsag, at det sjældent er farligt nok til at kalde sig nogle af delene. Det er sigende, at den eneste sang, der kommanderer min interesse fra start til slut, samtidig er den eneste sang, der har egentlige riffs og leads fra start til slut. Jeg venter dog med at afskrive Innersphere, da deres sangskrivning er overraskende moden, og hvis de kan ramme niveauet fra ”Presence” over et helt album, skal jeg være den første til at snakke metalverdenen et øre af om deres kvaliteter. Indtil da vil Amnesia, som adskillige melodøds-/thrashalbums før, stille og roligt glide ud af min hukommelse.