Med gode venner er intet farligt

Ershetu er en ny gruppe skabt af de to mystiske musikere Void og Sacr. De to herrer var dog ikke alene i studiet, da Xibalba skulle skabes. De var nemlig snedige nok til at rekruttere folk som Lars Are Nedland (Borknagar og Solefald) og Vindsval (Blut Aus Nord). Resultatet af denne alliance er så bandets debutalbum, Xibalba. Albummets titel er ligeledes navnet på underverdenen i mayafolkets mytologi og hjem for de 12 dæmoniske herskere, som var dem, som forsagede alverdens ulykker – eksempelvis har vi guden Xiquiripat, også kendt som ”den flyvende sårskorpe”. Ud fra kombinationen af tematik og det faktum, at manden bag Blut Aus Nord er med ombord, står det klart, at Xibalba er en vild og dyster omgang – så fat din jadeamulet og næsering, og lad os bevæge os ned i den dybe, mørke undergrund!

Sig det med xylofon

Ershetu er et Debemur Morti-band, og er man bare lidt bekendt med bands, der skriver kontrakt med det franske selskab som Aara, Sühnopfer, Blut Aus Nord eller White Ward, så ved man – mere eller mindre – hvad man kan/bør forvente. Nemlig tonstung og kulsort musik, der ikke er bange for at drømme stort og tænke ud af boksen. Og ganske rigtigt, så er det præcis, hvad Ershetu leverer med Xibalba. Det er ganske vist black metal, men af den særdeles storladne og episke slags med diverse elementer fra både folk-metallen og dødsmetallen. Bandet erklærede, at formålet med albummet var at skabe et kinematografisk værk af den slags, hvor man kunne undgå at få en decideret storm af billeder for sit indre øje. Det er særdeles store ord, og den slags skal altid tages med et gran salt på samme måde, som når gamle og etablerede bands postulerer, at deres næste udgivelse altså bliver både det tungeste og mest banebrydende nogensinde. Men det til trods, så er ”kinematografisk” en særdeles passende glose at benytte sig af, når man skal beskrive musikken på Xibalba. Brugen af diverse sydamerikanske folk-instrumenter som fløjter, xylofoner og tamburiner kombineret med Vindsvals særegne guitarspil og Lars’ eminente vokal er alle de virkemidler, der cementerer netop denne stemning. Hele albummet kunne nemt have været soundtracket til Mel Gibsons fremragende film Apocalyptica.

Det siger derfor sig selv, at det er et album med utrolig mange aspekter og dimensioner og derved et album, der skal lyttes til en hel del gange, hvis man ønsker at fange det hele.

Interessant nok er der heller ingen dårlige numre på Xibalba – ikke engang intronummeret, som ellers bare er en instrumentel omgang med lidt messen henover. Men det er et essentielt nummer i forhold til at opbygge stemning og atmosfære. Dog har et sådant værk den ulempe, at det helst skal høres ud i én køre, numrene kan ikke rigtigt tåle at stå alene – eller på egne ben, om man vil. De er alle afhængige hinanden, og man kan som bekendt ikke sige B uden først at have sagt A.

Undskyld, kan jeg få lidt mere helvede i mit helvede, tak?

Min eneste anke er dog, at det til tider bliver lidt for melodiøst og blødt i sit udtryk, i hvert fald hvis man har det i mente, at albummet jo havde i sinde at repræsentere en pendant til helvede. Jeg savner med andre ord, at der var lidt mere helvedesild i projektet, end der er. Men det til trods, så er det en virkelig stærk debut, og som en der altid har været meget fascineret af sydamerikansk mytologi, håber jeg, at de holder fat i temaet. Omvendt, hvis de kan tage et andet tema og gøre det ligeså gennemført, jamen så gør I bare det, Ershetu!