Elvellon - Until Dawn

Until Dawn

· Udkom

Type:Album
Genre:Symfonisk metal
Antal numre:12

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Daggry over Rhinen

De tyske symfoniske metalsmede Elvellon har siden stiftelsen i 2010 stille og roligt bygget op til deres debutalbum, Until Dawn. Først kom to singleudgivelser i 2013 og 2014 og siden kom EP’en Spellbound i 2015 med førnævnte singler og yderligere tre sange på. Indeværende Until Dawn giver genvalg til alle fem sange og tilføjer endnu syv nye på en overbevisende demonstration af meget af det, som symfonisk metal kan. På godt og ondt.

Symfoni og power-thrash

Den centrale figur i Elvellon er naturligvis forsangerinden Nele Messerschmidt, og ja, hun kan synge. Så meget er åbenlyst i den fire minutter lange intro ”Spellbound”, og – vent, fire minutter lang intro? Ja, Until Dawn åbner med en akustisk/symfonisk sjælfuld komposition, som udstiller Messerschmidts fremragende stemme, men ikke opnår meget andet. De facto-åbneren ”Oraculum” råder bod med trioliserede, hånddæmpede powerakkorder og passende udbasuneret dramatik fra orkestret (læs: keyboardet). Akkordprogressionen i verset fremviser et øre for spændingsfuld sangskrivning og det svævende omkvæd giver et hint af opera fra Messerschmidt.

”Silence of the Deep” følger op på de fine takter med et afgjort poppet men ørehængende keyboardhook, som snart får selskab af følelsesfulde vokaler og fine guitarleads. Tempoet og dramatikken øges på ”The Puppeteer”, som drives frem af kompetent riffværk, og det tegner lyst at Elvellon også kan skrive power/thrash-riffs at headbange til. Næsten hele vejen igennem albummet forstår de ovenikøbet at stoppe, mens sangen er god, så man ikke begynder at kede sig.

Næsten hele vejen. Som nævnt finder man tolv sange på Until Dawn, og selvom størstedelen fatter sig i korthed, trækker navnlig ”Fallen Into a Dream” og balladen ”Shore to Aeon” i langdrag. Begge har de hver deres tilfredsstillende crescendo, men ventetiden er lang. Navnlig balladen forhaler albummet i sådan grad, at man føler, det er slut bagefter, hvilket de to sidste sange lider under. Albummets midterste numre, mellemspillet ”Of Wind And Sand” samt ”King of Thieves”, falder i øvrigt igennem som de mindst interessante, primært på grund af sidstnævntes begivenhedsløse vokaler og generelle mangel på hooks. Dette problem rammer til gengæld ikke den efterfølgende titelsang, som på trods af en seks minutter lang spilletid forbliver interessant. Endelig varer albummet en hel time, hvilket jeg ærgrer mig over, specielt fordi der er plads til at skære væk og opnå en mere flydende og engageret lytteroplevelse.

Produktionen skal vi også lige hive frem. Alle mine alarmer blinker halvvejs inde i åbningsnummeret (dvs. introen), når jeg hører decideret skratten i dét øjeblik, hvor alle instrumenter stemmer i, hvilket ødelægger det højdepunkt, sangen har bygget op til. Dog forløber resten af albummet tilfredsstillende, selvom lydbilledet er en anelse forkrampet takket være en komprimeret master.

Klart kompetent

På deres debutalbum lykkes det Elvellon at skabe en håndfuld udmærkede sange, som fans af symfonisk metal kan bakke op om. De fleste sange udviser mådehold, men albummet trækker ikke desto mindre i langdrag på grund af enkelte sange, som kunne halveres uden videre, samt enkelte, som ikke holder niveau. Til gengæld er jeg overbevist om Elvellons kundskaber, ligesom jeg både håber og tror, der kommer flere værdige udspil i de kommende år.

Tracklist

  1. Spellbound
  2. Oraculum
  3. Silence From The Deep
  4. The Puppeteer
  5. Fallen Into A Dream
  6. Of Winds And Sand
  7. King Of Thieves
  8. Until Dawn
  9. Dead-End Alley
  10. Shore To Aeon
  11. Born From Hope
  12. Dreamcatcher