Et lille mesterværk fra Fredericia
Fuld fart fremad
I slutningen af marts 2022 udgav danske Deadnate deres første langspiller, The North Sea. Et fremragende album spækket med lige dele tekniske lækkerier og dragende smukke melodier.
Hele fire år der gået, og nu er den progressive tech death-kvartet fra Fredericia tilbage med endnu et brag af en plade. Hvis nogen sidder og tænker ‘jamen, er det ikke dem, der lyder vildt meget som Gojira?’, så er svaret jo. Men når nu Gojira – i hvert fald i denne anmelders optik – har toppet for år tilbage, må der jo være andre, der tager teten og fortsætter. Det gør Deadnate, og de gør det pokkers godt.
Næsten det perfekte album
Ved første lyt kunne man fristes til at tro, at Deadnate fortsætter hvor de slap, men det er kun delvist rigtigt. Musikalsk er der ikke de store ændringer udover en ambition om at forstærke ekstremerne; Det progressive og komplekse strækkes endnu længere, og ligeledes er der mere plads til det simple og det catchy. Tematisk sker der dog masser af nyt. På forrige plade kiggede bandet udad på naturen og specifikke problemer i verden, mens der på nyeste album, Mosaic, skues indad mod byen, dens mennesker og vores relation til både os selv og vores næste. Som titlen så fint antyder, er vi alle fragmenter af et større billede, der har hver vores betydning på et individuelt plan, men også kan anskues som helhed fra forskellige perspektiver. Og jeg skal da lige love for, at Deadnate i dette tilfælde formår at kreere en mageløs mosaik bestående af alt det, de kan og lidt til. Og det er slet ikke så lidt.
Man skal ikke ret langt ind i albummet, før man bliver blæst bagover. Ikke kun af den hårdtslående og uhyre velkomponerede musik, men i høj grad også af det format og den slagkraft bandet har fået. At tænke sig et relativt ungt band fra Fredericia har en så international lyd og ditto overbevisende sonisk fremtoning, er noget, vi her i Danmark skal være stolte af. Undertegnede fryder sig igen og igen over numre som åbneren “He Who Pays”, den fænomenale “Two Tongues” og ikke mindst afslutteren “Morass”. Balancen mellem det snørklede, eksperimenterende og til tider svært tilgængelige og så det melodiske, medrivende og direkte catchy er perfekt. Detaljerigdommen er enorm, melodierne mageløse og den helt unikke dobbeltvokal mellem d’herrer Simon Juul og Kenneth Kejlstrup udgør meget mere end blot summen af de tos stemmer. Det er smukt, det er sørgeligt, det er hårdtslående og det er brutalt. Dette er i sandhed en plade, hvor man ofte kniber en tåre, mens man headbanger til de skæve taktarter. Min eneste anke er, at Mosaic for hurtigt er overstået. Jeg vil have mere! Perspektiverne på den samlede mosaik er blandt andet sorg, vrede, empati og manglen på samme, og disse blæses i hovedet på lytteren gennem spektakulære riffs, der på smukkeste vis kommunikerer den helt særlige hybrid af progressiv og teknisk death diskret krydret med post metal. Det er mageløst. Men med otte skæringer på blot 42 minutter synes det en anelse komprimeret. Materialet fortjener ganske enkelt mere plads, det kan udfolde sig på.
Triumferende på skuldre af giganter
Ovenstående anke lyder større, end den egentlig er. For når alt gøres op, er Mosaic en helt fantastisk plade, som jeg på ingen måde vil tøve med at kalde et lille mesterværk. Alt spiller. Det er en plade, jeg med sikkerhed kommer til at høre rigtig meget, selvom andre måske vil mene, at Deadnate igen lyder for meget som Gojira. Men er der noget i vejen med det, når man faktisk lyder endnu bedre end sine forbilleder? Helt ærligt, Gojira har ikke været rigtig spændende siden L’Enfant Sauvage. Deadnate er voldsomt spændende her og nu. Derfor bør alle med bare den mindste smule interesse i melankolsk progressiv death metal give Mosaic et lyt. Man kommer ikke til at fortryde det.
