Analog mand i en digital tidsalder

17 studiealbummer. 14 forskellige udskiftninger i besætningen. 2 lange pauser på sammenlagt 11 år siden den spæde start tilbage i 1976. Ja, hvem havde dog forudset, at vi her midt i den digitale tidsalder stadig skulle forholde os til Accept. Netop spørgsmål vedrørende udviklingen af AI og hvordan mennesket har mistet sin identitet i takt med en stigende afhængighed af teknologi, rejses på Humanoid. Der bliver dog aldrig tale om en egentlig konceptudgivelse, men derimod refleksioner hos det analoge menneske leveret af en aldrende Mark Tornillo. Albummet lander i forlængelse af bundsolide Too Mean To Die, der primo 2021 markerede endnu et nyt kapitel i fortællingen om Solingens standhaftige sønner. Det var således første udgivelse, siden medstiftende bassist Peter Baltes i 2018 valgte at melde sin afgang. Dermed havde overtegnede en vis forventning om, at den mest iøjnefaldende overskrift forud for Humanoid ville blive det nyslåede samarbejde med Napalm Records.

Troldmandens lærling har stadig lidt magi gemt i de gamle fingre …

Legendariske Tony Iommi kan med en vis rimelighed betragtes som ’troldmanden fra Oz’, når vi taler om genredefinerende guitarspil. Og selvom Wolf Hoffmanns stil måske i højere grad har været afledt af NWoBH-institutioner som Saxon og den neoklassiske linje i Judas Priest, har tyskeren alligevel været at betragte som en af troldmandens innovative lærlinge. Da Hoffmann som bekendt er hjernen bag ”Fast as a Shark” (Restless and Wild, 1982), et af de tidligste eksempler på prototypisk speed metal, var forventningerne inden nærværende udgivelse også derefter. Mens Accept lykkeligvis har formået at styre fri af den udtryksløse ’powerinfusion’ modsat landsmændene fra Grave Digger, skinner Napalms kliniske greb desværre tydeligt gennem produktionen.

Et nummer som ”Humanoid” har sporadisk sine øjeblikke, men det 80’er-hvinende introriff såvel som lyrikken fra før far begyndte at gå i høje hæle, træder hurtigt i baggrunden. Den sammenbidte aggression må se sig fortrængt af midaldrende bitterhed, hvorfor nummeret ender med at fremstå nøjagtig som det bedagede segment for Tornillos tirade – ganske tandløst. Langt bedre lyder ”The Reckoning”, hvor en bouillonterning bestående af high pitch vokal, dobbelte basgange og Hoffmanns neoklassiske riffs udgør selve essensen af Accept. Tornillo selv bør tillige roses for at eksekvere med noget større behændighed end eksempelvis Boltendahl fra førnævnte Grave Digger, der på Symbol of Eternity havde store kvaler med at temperere tonelejet i sit vokalregister.

De vokale fortræffeligheder og det nydelige bundniveau ændrer dog ikke på det samlede billede af en udgivelse, hvor de helt uforglemmelige skæringer glimrer ved deres fravær. Revselse af Gen Z, balancen mellem frustrationerne ved at blive ældre samt agitation for hele Carpe Diem-retorikken i ”Nobody Gets Out Alive” bliver i min bog for meget. Det lugter lidt af gamle mænd, der selv fornemmer, at sidste salgsdato måske ikke ligger uendelig langt ude i fremtiden. ”Mind Games” og ”Southside of Hell” illustrerer til gengæld begge glimrende, at Accept stadig råder over en af de allerdygtigste riffsnedkere, og at melodisk tæft og klasse selv på halv damp sjældent fornægter sig.

… men det helt store nummer udebliver

Novra, så er der ellers dømt historietime på det lokale ældrecenter. Teknisk veludført som det tager sig ud, så er Humanoid cirka lige så ophidsende som at lytte til som morfar Marks fortælling om, hvordan alting var bedre i gamle dage … for 113. gang! Bevares, der er stadig en smule svirp i de gamle strenge, men der bliver saftsuseme også kørt på rutinen. På positivlisten kan ”The Reckoning”, ”Mind Games” og ”Southside of Hell” alle glimrende sparke en fest i gang på fjerdedagen, og krydret med personlige favoritter som ”Teutonic Terror”, førnævnte ”Fast as a Shark” og selvklart ’boldspil op ad muren’, så ser jeg da frem til et festligt ’blast from the past’, når tyskerne lægger vejen forbi Copenhell til sommer.