Man kunne nemt ønske sig på en dag med 30 grader i skyggen, at sørøverpunkpartybandet havde taget det vand med, som de sejler på. Ikke desto mindre var der dukket en del op til dagens første koncert. Selve lokalet var dog et lydmæssigt mareridt, hvor lydmanden selv så ud til at have den største fest. Skullclub selv gjorde det, som Skullclub skulle gøre. På scenen er især forsanger Troels Bjorholm en vildbasse. Scenen var ikke stor, men på en eller anden måde fik han gjort den større. Publikum skulle dog lige i gang, og det tog overraskende lang tid at få folk med på at synge og klappe i takt. De lydmæssige udfordringer, kombineret med at den fælles promille ikke helt var steget nok endnu, gjorde, at festen var lidt for lang tid om at komme i gang, og at den gode festivalstemning lod vente på sig helt indtil midten af sættet. Fællessange som “Ama’r Halshug”, “Knæk Nak Skipper” og “Du Som Lort” fik dog en del folk til at finde smilene og energien frem. Kan man løse de lydmæssige udfordringer til næste gang? Måske. Har Skullclub et problem, der skal løses? Bestemt ikke!

7/10

Manden, myten, enhver frisørs værste frygt. Jesper Binzer havde efterladt sine tre kumpaner i D-A-D og vendt snuden mod Horsens. Dagens første band på den store scene skulle dog igennem samme lydmæssige udfordringer som Skullclub. Vokalen var helt væk under starten af det første nummer, og når det nu er navngiveren til projektet, der er fokus på, bemærker man det ekstra meget, når han står på scenen og synger det bedste, han har lært, til ingen verdens nytte. Dette soloprojekt er en sjov størrelse at lytte til, for den ene halvdel af numrene er rendyrket motorcykelrock, som snildt kunne have været med i soundtracket til Sons of Anarchy, hvorimod hangen til de langsomme sjælere komplet dræbte energien blandt publikum. Man fik lige følelsen af, at man var vidne til noget superfedt, for blot at få en blød mavepuster af en ny ballade. Dette var synd og skam, for jeg er stor fan af Jesper Binzers musik, når han giver den lidt attitude og gas, men når det skal være blødt og ballade, så er det bare ikke godt nok. Bandet selv havde en fest på scenen, men det smittede desværre aldrig af på publikum, der stod som smeltende statuer i varmen. At det var varmen, kan selvfølgelig ikke udelukkes; der var trods alt lidt fællessang at spore hist og her, men der var ikke altid noget at være begejstret for, desværre.

6/10

Det psykedeliske stonerrockband fra New York var klart den booking på plakaten, som skilte sig mest ud genremæssigt. Derfor var det med en vis nysgerrighed, vi trådte ind i Fængslets Vestsal. Når beskrivelsen psykedelisk dukker op, så vandrer tankerne straks hen mod mange bands, hvor liveoptræden nærmest er som at været blevet inviteret med til en omgang garagebandjam. Trioen startede stille med en god instrumental opbygning, hvor bas rungede i Vestsalen med tydelig klang, og de forvrængede guitartoner anlagde det mere melodiøse aspekt. Det blev ret hurtigt tydeligt, at bandets musik ikke bare var en omgang jam, men meget stringent opbygget og gennemtænkt i sin musikalitet. Modsat Skullclub så gik King Buffalos lyd klart igennem – her var de også hjulpet af kun at være tre mand, så det var mere begrænset, hvad der kunne kastes rundt af lydelementer på gule murstensvægge og tremmevinduer. Der var dog problemer, når bassen ramte de helt lave frekvenser, og guitaren de helt høje, da det desværre gjorde, at vokalen blev meget udvasket i lydbilledet i de specifikke segmenter. Publikummet var ikke helt afvisende overfor bandet. Det første stykke tid blev brugt på at se bandet an, men da 20 minutter var passeret, så begyndte en del hoveder at vippe med til de langsomme tunge rytmer. Vestsalen var velbesøgt til koncerten, men det var tydeligt, at en del publikummer benyttede koncerten som baggrundsstøj til snak over fadøl. Da bandet heller aldrig interagerede med andet end deres instrumenter, så udeblev den store eufori, og Kongen måtte se sig slået af den fadølshungrende pøbel.

5/10

Hammerfall er et af de bands, som er svære at anmelde. Ikke fordi de minder om andre, men fordi alle andre minder en om dem. De har været med til at inspirere hundredvis af bands gennem tiden og har et bagkatalog fyldt med fantastiske numre. I modsætning til det sparsomme fremmøde ved dagens tidligere koncerter var der efter åbningsnummeret fyldt op på Infield og på den lille bakke – og hold nu op, hvor var Horsens med! Dagen havde indtil nu vist, at Horsens var klar på at møde op til byens nye arrangement, og mange, som ellers ikke er vante metalfestivalgæster, var mødt op for at støtte det nye foretagende. Pludselig var der en stor skare af Hammerfall-fans, som alle skrålede med, lavede dagens første moshpits og crowdsurfede til den store guldmedalje. Især sange som “Last Man Standing” og “Any Means Necessary” fik folk, som ellers ikke sang med eller udviste megen entusiasme, til at skråle med af lungernes fulde kraft. Mere Hammerfall næste år, tak!

9/10

Det er ikke mere end en måned siden, at Søren Andersen stod på Copenhell med sit soloprojekt – nu var han blevet en indsat i Horsens Fængsel sammen med makkeren Mika og resten af Electric Guitars. Forventningen til koncerten blev dog allerede præget af gåturen hen til Vestsalen. Køerne til madboderne var på deres peak, og det var tydeligt, at de fleste havde besluttet, at aftensmaden skulle være før Accept. Dette gik naturligvis ud over fremmødet til Electric Guitars. Heldigvis kunne man så glæde sig over, at det stod klart fra første tone, der blev slået an, at dette ville blive dagens mest vellydende koncert i Vestsalen: Alt stod snorlige i lydbilledet lige meget din placering. Entusiasmen fejlede bestemt ikke noget hos hverken Mika eller Søren, som var superveloplagte. Der var smil i store mængder, og spilleglæden strålede ud af dem begge. De søgte mange gange hinanden for at lave lir og diverse poses, mens de fyrede en masse melodiske og tekniske guitarriffs af med stor præcision. Deres vokaler stod også skarpt og komplementerede hinanden rigtigt godt. Modsat King Buffalo prøvede de at interagere med publikum, som dog virkede ret sløvsindet på dette tidspunkt. Guitarheltene tiljublede blandt andet arrangørerne for at have skabt en type festival, som havde manglet i Danmark, og de skålede på, at “det nok ikke blev sidste gang”. Noget, man normalt tænker, vil få en stor glædesreaktion hos publikum, da det er en virkelig effektiv manøvre i “band-til-publikum-interaktion-ABC”, men reaktionerne fra publikum var overraskende minimale. Selv 30 minutter inde i koncerten var Vestsalen mindre fyldt end til King Buffalo, og mange af de folk, som var der, var tydeligvis lidt trætte efter at have brugt mange timer i den gennemstegte fængselsgård. Hele publikumsaspektet trak derfor ned i den samlede oplevelse, på trods af at selve bandet egentligt leveret et godt show.

7/10

Når man skal lave en festival med nostalgiske guitarfræsere, er der et dejligt tysk band, som næsten er inkluderet automatisk i den ligning: Accept. Accept har, ligesom Hammerfall, været pionerer indenfor metalverdenen og har været inspirationskilde til så mange bands gennem tiden. Hoben af fans var endelig nået til bristepunktet i fængslet, og uanset hvor man kiggede hen, var der masser af mennesker, hvilket gav en dejlig festivalstemning. Det gode ved bands som Accept er, at de har et vildt bagkatalog af fede sange, som mange kender og ser frem til, bandet spiller. Det trælse ved bands som Accept er, at når de er på tour med en ny skive, så fastholder de, at majoriteten af sættet skal komme fra den nye skive. Det er der som sådan ikke noget galt med, men det efterlader lidt en tom smag i munden, når man skal en time ind i sættet for rigtigt at mærke gensynsglæden.

7/10

På papiret lyder det som en passende booking til en hård rock- og metalfestival med Phil Campbell fra Motörhead, som kommer med sine Bastard Sons for at fyre en masse Motörhead-klassikere af. Det var dog kun noget, som forblev en god idé på papiret. Koncerten startede med Phil Campbell, som stod lidt indadvendt og lirede guitar, hvilket var så uinspirerende, at hvis varmen ikke havde hevet energien ud af folk, så ville dette nok gøre det. Der kom lidt mere attitude og smæk på, da The Bastard Sons trådte på scenen og fik stukket langfingrene mod publikum og fotografer. Det var et covershow, hvor bandet prøvede på at have samme attitude som Motörhead selv, men det virkede altså bare ikke! Det var også Vestsalens mindst besøgte koncert, og da tonerne fra ”Ace of Spades” blev slået an, så kom der lige fem stykker udefra, men stemningen var stadigvæk så flad, at den næppe nåede de øverste fængselsceller i salen.

3/10

Aftenens store højdepunkt var, naturligvis, Sabaton. Sabaton er et af de største metalbands for tiden, og det er med rette. Deres show er indøvet, indstuderet og udført med militær præcision – meget passende for deres generelle udtryk. Sabaton leverer en koncert, som de plejer at gøre, dvs. du kan se en koncert på YouTube med dem, og så er alt på nær publikum og horisonten faktisk næsten det eksakt samme. Man tager altså til Sabaton-koncerter for fællesskabet og fællessang og ikke for at opleve noget nyt ved bandet. Det skulle da lige være deres sætliste, for den manglede et par personlige favoritter: ”Sparta”, ”Panzerkampf” og ”Shiroyama”, som ellers alle er nogle af deres mere kendte numre. Dette var en skam.

En anden indøvet sekvens, som Sabaton direkte bør stoppe, er Joakim Brodéns snak om, hvordan han blev dygtig til guitar. Joken om, at han var Michael Jacksons guitarist, og at “he got in touch with me when I was a child” er ikke alene sagt ved utallige shows før, men også upassende, når man tænker på, at det kun er et år siden, at et grundlæggende medlem af Sabaton blev dømt og sendt i fængsel for netop dette.

Jeg gik fra koncerten med følelsen af, at jeg egentlig havde oplevet det hele før, og selvom jeg havde skreget med på numre som “Soldier of Heaven”, “Primo Victoria”, ”Swedish Pagans” (sunget ”Danish” i dagens anledning) og “Resist and Bite”, så var der alligevel en følelse af deja-vu, på trods af at det var min første Sabaton-koncert i det virkelige liv. Fed førsteoplevelse, men måske også en engangsoplevelse.

7/10