Accept - Too Mean To Die

Too Mean To Die

· Udkom

Type:Album
Genre:Heavy Metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 10/10 baseret på 1 stemme.

Alene tilbage i den tyske metalsuppe

Siden Wolf Hoffmanns ”reformation” af Accept i 2010 er det blevet til fire udgivelser og lidt udskiftning i besætningen undervejs, og nu er de tilbage med deres 16. studiealbum, Too Mean To Die. Det var nok de færreste, der så komme, at de ville fortsætte med at være det umættelige tyske godstog, der bare kører henover alt og alle i deres kamp for metalherredømmet! Accept er heavy metal af den gamle skole; de har trods alt været med siden 1976, og selvom de i 2009 skiftede legendariske Udo Dirkschneider ud med amerikaneren Mark Tornillo (som lyder så vanvittigt tæt på den gamle Udo!), har de været med til at forme den tyske scene.
Too Mean To Die er Accepts første album uden deres originale bassist, Peter Baltes, og dermed også første album med Martin Motnik (eks-Uli Jon Roth), som i øvrigt gør det fremragende og så overbevisende, at kun den vilde fan kan høre en tydelig ændring på dén position.

Beethoven har ikke levet forgæves

Albumåbneren ”Zombie Apocalypse” gør lige præcis, hvad den skal. Som en del heavy metal-album åbnes, er der en kort intro i selve sangen, inden der går ”fuld Accept” i den: tempo, riffs og nogle fede soli af Wolf, der så går over i titelsangen ”Too Mean To Die”, som er speed metal, som vor mor lavede den! Der veksles i det hele taget ret godt mellem den klassiske heavy metal og speed metal på albummet, hvilket også gør det til en fornøjelse at lytte igennem flere gange. Den eneste skæring, der stikker lidt ud, er ”The Best Is Yet To Come”, som er albummets power-ballade, der fungerer ganske fint efter syv skæringer med tysk aggressivitet!
Det er ret tydeligt at høre på Too Mean To Die, hvor dygtig – måske endda overset – en guitarist Wolf Hoffmann egentlig er. Man kedes ikke med lange soli eller lir bare for lirens skyld. Det er tysk Spitzenklasse med små brudstykker af solo, der samtidig blandes ind i det gode riffarbejde, som kendetegner Accept.
En sidste ting, der bør nævnes, er ”Symphony Of Pain”, som er ganske veludført og hen over midten lidt legende med brug af brudstykker af Beethovens ”Ode to Joy” (Europahymnen) samt den legendariske ”Symphony no. 5”, alt sammen i et skarpt samspil mellem guitarer og bas, som der flere gange før er set på andre Accept-albummer
 

TÜV-godkendte

Det er knap fire år siden, at The Rise Of Chaos blev udgivet, og de første spadestik til Too Mean To Die blev taget kort tid efter. Man kan fornemme, at der ligger nogle års arbejde i det, og personligt synes jeg, at dette album er skrevet og komponeret bedre og er mere ”Accept” end førnævnte album, hvilket også afspejler sig i karakteren. De besidder en professionalisme og tysk arbejdsomhed, og tog man Accept under luppen i erhvervslivet, ville de med garanti både kunne blive TÜV-godkendt samt ISO-certificeret. Opskriften er, at man ikke går på kompromis med noget.

Med 2020 lagt bag os og et udspil i 2021 med dette album kan det hele kun blive godt. Det her er Accept, når det er allerbedst!

Tracklist

  1. Zombie Apocalypse
  2. Too Mean To Die
  3. Overnight Sensation
  4. No Ones Master
  5. The Undertaker
  6. Sucks To Be You
  7. Symphony Of Pain
  8. The Best Is Yet To Come
  9. How Do We Sleep
  10. Not My Problem
  11. Samson And Delilah