At lytte til det seneste udspil fra amerikanske Abigail Williams, var for mig lidt af en øjenåbner. Første gang jeg lyttede til den seneste skive Becoming fra bandet, synes jeg ikke lige den fangede. Umiddelbart virkede den for depressiv til den situation jeg var i, og derfor havde jeg ikke levnet skiven mange chancer, inden jeg en søndag morgen igen valgte at sætte den på igen. Hvor blev min mening dog ændret.
Abigail Williams befinder sig i black metal genren, så referencer til Darkthrone og tidlig Dimmu Borgir, er lige hvad der hvad der falder mig ind, uden dog at blive en ren kopi, for Abigail Williams har sin egen unikke lyd og univers, fyldt af desperation og smerte. Skiven begynder med Ascension Sickness, hvor vinden suser om de sneklædte bjergtoppe, indtil stille guitar akkorder tager over, for at blive erstattet af bankende black metal trommer, og et skrig kommende fra de golde og gudsforladte dale. Ascension Sikcness er et utroligt stemningsfuldt nummer, og man kan næsten mærke kulden krybe ind under huden, og blæstens riven i håret.
Alle numre på Becoming startes med en rolig, stemningsfuld intro, hvorefter nummeret eksplodere og trommerne brager ud. Flere steder er introen bygget op, som en intro til et rock nummer med rolige guitarer og trommer, indtil helvede bryder løs, og bandet giver los. Det er de velkendte black metal elementer, som Abigail Williams gør brug af på Becoming, men de forstår at tilsætte et tvist, så det aldrig bliver ensformigt og kommer til at lyde, som noget man har hørt før. Derudover er de enkelte numre virkelig velspillede, og numrene er bygget op på en fed måde. Hele skiven emmer af stemning og afmagt, hvilket kun styrkes af de effekter som kor og vind, bandet gør brug af.
Becoming er en perle indenfor black genren. Den emmer af stemning og atmosfære, og der er en underliggende desperation og smerte, som giver albummet sin helt specielle klang. Første gang jeg hørte Becoming, sad jeg i et tog til Århus omgivet af glade mennesker. Her fangede skiven mig ikke, da jeg følelsesmæssigt ikke var indstillet på den desperation, som jeg vil blive ramt af. Da jeg hørte skiven anden gang en søndag morgen, ramte skiven mig på en helt anden måde, og jeg blevet nærmest revet med af skivens atmosfære. Hvad jeg prøver at sige er, at Becoming er et album som kræver ro og opmærksom før, den kravler ind under huden og rammer. Det er først, når man giver skiven sin fulde opmærksomhed, at man får det udbytte af den. Derfor. Når du høre Becoming første gang. Lås døren, luk øjnene, slap af og lad dig rive med, for albummet har sin styrke i de stemningsbilleder og følelser, den skaber inde i kroppen og hovedet.
