Lasses Top 3
Hold da op! 2018 var bestemt ikke et skuffende år med hensyn til ny og dejlig musik. Som altid har det været en kollossal udfordring at finde ud af, hvem der var de allerbedste, og hvem der kom lige i hælene på dem. Havde en gammel og grå spåkone vist mig denne liste for et år siden, havde jeg grinet højlydt op i hendes rynkede fjæs, da jeg, trods store forventninger fra flere af navnene, må indrømme at jeg er blevet blæst bagover af deres skiver. Samtlige har præsteret langt bedre, end jeg havde troet og håbet.
De tre danske udgivelser er alle opfølgere til stærke debutalbums, men heldigvis blev ingen af dem ofre for "den svære toer." Tværtimod har de taget syvmileskridt, og gjort mig stolt på Danmarks vegne. Tænk sig, at vi har så fede bands her i Dannevang...!?!!
De tre udenlandske skiver kom faktisk også bag på mig - endnu mere end de danske gjorde - men det er jo kun skønt.
Kære 2018, tak for musikken. Her det bedste du har budt os:
Danske Udgivelser 2018
3. pladsen
Cold Night for Alligators – Fervor
Metalcore for de øvede. På Fervor er stilen blevet en del mere progget og melodisk siden den stærke debut fra 2016, men skridtet i denne retning er et meget naturligt et af slagsen og indfrier i den grad de høje forventninger. Bandets tidligere fokus på teknisk kompleksitet er blevet skiftet ud med et fokus på melodi, sangskrivning og dragende soniske landskaber. Denne unikke tilgang til metalcore er et solidt og forfriskende pust til en genre, der af og til har en tendens til at stagnere i floskler og forudsigelighed, men dem er der ingen af her – kun solide sange, der udgør et dejligt album af international klasse.
2. pladsen
The Yeah Force – Raptor
Garagerock, der kan danses til. Upoleret, rå garagerock med et poppet punk-udtryk – og så skal alt det overflødige fis lige skæres væk. Den opskrift benyttede bandet sig af på debutalbummet Ambassadors, og de gør det igen på Raptor. Med stor succes!
Her er lige dele aggressivitet, højt humør, smil, kiksede dansetrin, taktfast klappen og smittende sing-a-long, og det er fantastisk dejligt at overgive sig til. Raptor kan og skal – præcis som sin forgænger – høres igen og igen og anbefales til alt og alle, der elsker ren og klar fed musik, der er skåret helt ind til benet og er medrivende som bare fanden.
1. pladsen
I’ll Be Damned – Road to Disorder
Albummet, dansk rock har ventet på i mange år. Man kunne frygte den svære toer, men sådan skulle det heldigvis ikke gå. Med et energiniveau, der matcher legendariske Motörhead, brager det velsmurte band igennem med power, vellyd og den fabelagtige Stig Gamborg i front.
Det altoverskyggende tema på Road to Disorder er, som titlen også antyder, at vi mennesker stille og roligt er på vej mod afgrunden, og hvorfor i alverden gør vi ikke mere ved det? Jeg siger ikke, at hardrock omhandlende hurtige biler, hurtige damer og hurtige bajere er noget juks, men i Road to Disorder har alle rockelskere fået en skive, der både sætter sig i nakken, nosserne og ikke mindst i nødden. I’ll Be Damned har meget mere at byde på end knytnæver og hey-råb på to og fire; deres tilgang til den hårde rock er også vedkommende på et langt dybere plan, og Road to Disorder er i min bog årets danske album. Godt gået, drenge!
Internationale udgivelser 2018
3. pladsen
Dee Snider – For the Love of Metal
Med en formidabel vokal, der er bedre end nogensinde før, samt et hav af veloplagte gæstestjerner har den tidligere Twisted Sister-frontmand begået et brag af en plade. For the Love of Metal er et fremragende album, der med sine velskrevne numre, catchy hooks, fede riffs, sublime energi samt en Dee Snider i forrygende form kan anbefales på det skammeligste herfra.
2. pladsen
Alkaloid – Liquid Anatomy
Med medlemmer fra blandt andet Necrophagist, Obscura, Dark Fortress og Aborted debuterede Alkaloid i 2015 med den fremragende plade The Malkuth Grimoire, hvor tech death mødte dyster prog og snørklede soniske landskaber. Disse elementer mødte heldigvis hinanden igen i år på den fremragende opfølger Liquid Anatomy. Det er en drømmende, dyster og dystopisk rejse ind i et hårdtslående Lovecraft-lignende univers af vellyd og dragende melodier. Pladen holder en perfekt balance mellem et tårnhøjt teknisk niveau og flotte dystre melodier. Liquid Anatomy er en utrolig stærk, velkomponeret og vellydende nydelse af et album og i min bog årets næstbedste internationale udgivelse.
1. pladsen
Corrosion of Conformity – No Cross No Crown
Pepper Keenan var væk fra COC i over et årti, men sikke et comeback. No Cross No Crown er ikke bare et album, der skal finansiere pensionen – det er et album med meget på hjerte og starten på en ny æra for COC. Det er på mange planer COC fuldstændig som vi kender dem, men alligevel nyt og forfriskende. Fans af bandets storhedstid i midt-90’erne, og generelt alle fans af Pepper Keenan-versionen af bandet, må ikke snyde sig selv for No Cross No Crown, som faktisk matcher deres tidligere mesterværker Deliverance og Wiseblood. Der er ingen tvivl herfra – med noget af det bedste stoner-metal undertegnede har hørt i mange år, står Corrosion of Conformity for årets internationale udgivelse 2018.