Nu også med international headliner
Clawfinger. Der var nok ingen blandt Mejerhells følgere på de sociale medier, der havde regnet med denne annoncering. Ikke desto mindre var tilkendegivelserne nærmest udelukkende positive. På bandets egne kanaler kunne man da også læse, at de ikke helt vidste, hvad de var gået ind til, men det skulle ikke stå i vejen for, at de så frem til foretagendet. Der har op igennem det nye årtusinde været overvejende stille omkring bandet, der i 90'erne var med til at pionere rap og industriel metal. Tænk, der var engang, hvor Rammstein var opvarmningsband (!) for svenskerne med de rabiate tekster. Der er atter kog i gryderne samt et nyt album på vej, og selvom Clawfinger på deres nuværende turné har været omkring store festivaler som Wacken, så var de altså ikke for fine til at lægge vejen forbi en lillebitte festival i Morud. Og det skulle vise sig at komme både band og publikum til gavn.
Burn in (Mejer)hell
Til en modificeret udgave af “Goldfinger” gjorde festivalens hovednavn entré. Forsanger Zak Tell sendte et blik, der var lige dele glubsk, afvejende og forventningsfuld ud over forsamlingen, inden “Burn In Hell” buldrede løs fra scenen. Det stod hurtigt klart, at svenskerne ikke havde tænkt sig at levere en walkover af en koncert, og de satte barren højt fra start. Historisk set har svenskere og danskere haft en del uenigheder. Det lod dog til, at der var bred enighed om, hvad holdningen til en vis orangefarvet præsident af et ret så stort land var, da det nye nummer “Scum” blev annonceret. Et nummer, der tager plads blandt det tunge skyts fra bandet, både hvad riffs og det lyriske indhold angår. Jo, det rabiate lever i bedste velgående.
Efter de første justeringer skulle lyden vise sig fra sin bedste side her i de sene timer. Lige fra André Skaugs buldrende, groovy bas til Bård Torstensens crunchy guitar stod instrumenterne skarpt, og Tells vokal gik rent igennem. Især under numre som “Out To Get Me”, det førnævnte “Scum” og “Recipe For Hate” nåede budskaberne helt ned til endevæggen og tilbage igen. Det var ikke kun sætlisten, fremførelsen af den og lysforholdene, der gav folket på Mejerhell fuld valuta for pengene. Bandet var så behørigt på slap line, og især ping-pongen mellem Tell og keyboardist Jocke Skog var et fast element hele koncerten igennem. Udvekslingen af kærlige spydigheder og ordlege var ikke kun forbeholdt herrerne på scenen, og publikum blev ofte inddraget til stor moro for Tell og Skog. Under “Catch Me” kunne Tell heller ikke nære sig for at se, om pitten kunne fange ham – heldigvis forstod mejeriet den slet skjulte opfordring.
Medlemmer fra både Persecutor og Plaguemace havde tilsyneladende ikke fået brændt kalorier nok af i løbet af deres egne koncerter og var i fuld vigør i pitten. Nej, det er ikke ualmindeligt at spotte artister i folkemængden til koncerter, men hvor mange steder ser man dem lige danse løssluppent arm i arm med det øvrige publikum? Efter en kort pause blev der taget hul på trioen af ekstranumre, hvor den sidste omgang crowdpleasing blev sat ind. “Biggest & The Best” blev omdannet til en hyldest til Mejerhell til stor fryd for publikum. “The Truth” løftede ekstasen yderligere, og selvfølgelig blev der rundet af med “Do What I Say”, hvor fællessangen tilsyneladende ingen ende ville tage.
Ifølge Mejerhells arrangør, Jakob Madsen, så var koncerten anno 2024 med Kellermensch noget helt særligt – jeg var der, og jeg er enig – og et stort billede af bandet fra den aften pryder endevæggen som vidnesbyrd om den påstand. Jeg håber og tror på, at esbjergenserne får selskab af Clawfinger på væggen.
Vi gjorde, som de sagde
Det her var en koncert, som jeg aldrig vil glemme. Der var ikke en finger at sætte på noget som helst. Jeg er sikker på, at der gik mangen drenge- og pigedrøm i opfyldelse denne aften. Måske var det ikke det at opleve Clawfinger i sig selv – for man kunne jo bare være taget til Wacken sammen med tusindvis af andre – det var måske lige så meget det, at vi fik lov til at have dem for os selv i intime omgivelser. For skruer man tiden tilbage til 90’erne, så ville det have svaret til at tage til fest hos ham med den fede hybel, hvor det store anlæg brølede Clawfinger ud, mens alle hoppede rundt. I de to timer svenskerne spillede, følte vi os alle unge og ubekymrede igen – og at dømme ud fra Tells våde øjne, da publikum sang bandet fra scenen med “Do What I Say", så var de følelser gengældt. Hvad de ikke kunne få ørenlyd til at udtrykke for lutter hyldestsang, kom de senere ud med på Instagram, hvor de fra bussen på vej tilbage til hotellet lagde en taksigelse op til Mejerhell.
Sætliste:
- Burn In Hell
- Nothing Going On
- Prisoners
- Scum
- Rosegrove
- Warfair
- Catch Me
- Undone
- Money, Power, Glory
- Out To Get Me
- Ball & Chain
- Zero & Heroes
- Two Sides
- Recipe For Hate
- Hold Your Head Up
- The Price We Pay
Encore:
- Biggest & The Best
- The Truth
- Do What I Say
