Imperial Triumphant

Hotel Cecil, København

Nosferatu-grind og art deco død!

Hotel Cecil og Imperial Triumphant. Så findes der næppe et bedre match. Eklektisk, avantgardistisk art deco-død, opført på det gamle Jazz House. Det er faktisk smukt. 

Selv før jeg – for alvor – lærte at forstå og værdsætte det amerikanske bizarro-orkester, var jeg utroligt fascineret af deres lyd, men så sandelig også deres udseende og generelle tematik. Jeg vil faktisk vove at påstå, at der ikke findes et sejere band derude end netop Imperial Triumphant. 

Dette er første gang, hvor deres og min kalender faktisk gik op, så trods at de tre newyorkere ellers så tit har været her, er dette første gang, jeg skal se dem – og selvom det har været en lang, hård og kold uge, kan jeg mærke spændingen boble løs.

Det er dog ikke kun Imperial Triumphant, der gæster Hotel Cecil denne aften. De har nemlig medbragt Knoll – et band, hvis misantropiske lydbillede egentlig perfekt matcher deres egen. Ergo er der jo lagt op til en sublim aften.

Knoll

Foto: Lykke Nielsen photography

Præcise vampyrer fra mormors kolonihavehus

Jeg kendte ikke meget til Knoll inden i aften. Jeg havde hørt et nummer eller fem og fået dem beskrevet som ’indadvendt grind, der hader sit publikum’. Så langt, så godt. Indadvendte og hadefulde? Absolut! Men dertil skal man også føje præcise. Bandet gik på nøjagtigt klokken 20.00 – eller måske før. Det var egentlig umuligt at se ret meget af, hvad Knoll foretog sig på scenen. Det eneste lys var de fire mormorlamper, bandet selv havde medbragt. 

Knolls sceneshow lignede slet og ret mormors kolonihavehus fra Helvedes forgård. 

Den spartanske belysning, de støvede lamper og den slidte grammofon midt på scenen kombineret med sangerens Nosferatu-udstråling gav Knoll en særdeles ubehagelig fremtoning. 

Hvilket var ganske perfekt, for deres musik var bestemt også umådeligt ubehagelig. På den bedst tænkelige måde. 

Deres lydtæppe var som et sanseligt bombardement, bestående af unaturlige skrig, infame guitarhvin og en bas-/trommesektion, der gav musikken en tonstung bund.

Dejligt ubehag

Som altid var lyden på Hotel Cecil til UG, hvilket gjorde, at man virkeligt kunne høre, præcis hvor uhyrlig Knoll egentlig var. Men det, der virkeligt trak bandets optræden helt op, var deres sanger. Badet i en blanding af totalt mørke og natlampens skær væltede han forpint rundt på scenen og vred sig, som om hans indre var antændt af Satan selv. Hans skaldede isse og klolignende negle fik ham til at ligne grev Orlok fra den oprindelige Nosferatu fra 1922 – som jo også er pissehamrende uhyggelig. 

Deres musik var måske ikke det mest varierede nogensinde, og som en, der aldrig har dyrket dem, var det svært at høre, hvornår en sang stoppede, og hvornår en anden startede. Det gjorde dog ikke så meget, for den uvished tilføjede kun mere mystik og ubehag. 

Det ændrer heller ikke på, at musikken lød fremragende. Især var der en særlig sekvens, hvor trommerne og vokalen nærmest kørte solo, hvilket lød vanvittigt fedt. 

Selvom Knoll kun spillede en halv time, så følte man bestemt, at man havde fået en på opleveren, og jeg tror egentlig, at hvis de havde spillet meget længere, så var mystikken begyndt at forsvinde som dug for solen. ’Less is more’ og alt det der jazz. 

Kulsorte skygger

Som tidligere nævnt var Knoll et perfekt opvarmningsband for Imperial Triumphant. Ganske vist klæder de sig i mørkets skygger og ikke fordærvet bladguld, men da begge bands arbejder med det avantgardistiske, eksplosive og kulsorte, var der bestemt flere ligheder end forskelle mellem de to.

Uanset hvad så er det helt sikkert, at jeg skal dykke lidt mere ned i Knoll ved lejlighed.

9/10

Imperial Triumphant

Foto: Lykke Nielsen photography

Den sorte loges skrå brædder

Til tonerne af jazz noir og David Lynchs udødelige tema fra Twin Peaks entrerede det bedst klædte band i metalmiljøet Hotel Cecils skrå brædder. 

Hvor Knolls sceneshow var dunkelt og uhyggeligt, var Imperial Triumphants som taget direkte ud af The Black Lodge fra netop Twin Peaks. Men har man set tourplakaten, burde intet af dette komme bag på en. 

Bandet valgte at starte løjerne med deres absolut bedste nummer overhovedet, “Hotel Sphinx”. Så var stilen ligesom lagt.

Kaotiske troldmænd

Det her var en overjordisk oplevelse. Imperial Triumphants koncert var essensen af udtrykket ’kontrolleret kaos’. Intet band formår at indkapsle netop dette som dem. 

Det var smukt, det var grimt. 

Det var kaos, det var kosmos. 

Det var ekstremt stringent, men også utroligt afslappet.

Det ene øjeblik blev man tæsket af forpinte, skæve toner, og det næste blev man masseret af bløde jazzpassager, alt imens bassisten Steve Blanco stod helt afslappet og lænede sig op ad sine forstærkere og bare hyggede.

De brød aldrig karakter, men man fik alligevel lov – nu og da – til at skimte de ægte mennesker bag de esoteriske og forgyldte afgude-masker, som bare var kommet for at have det fedt og spille skæv musik til skæve eksistenser. Og spille …. det gjorde de! 

Jeg havde fornøjelsen af at stå få centimeter fra Zachary Ezrin, deres guitarist/vokalist. At se ham stå der og hive det ene absurde riff ud af ærmet efter det andet og se hans bizarre akkorder og greb var intet mindre end dybt hypnotiserende. At se ham stå der og trylle løs var, som da man var en stor teenager og for første gang så Kirk Hammett spille. Det var magi på det niveau. 

Sonisk vanvidsstorm

En ting var, når de spillede deres reelle numre, men når de gled over i de lange, semiimproviserede jamsessioner, opstod der atter magi. 

Den professionelle legesyge, som de tre troldmænd lagde for dagen, var nærmest rørende – det var så vanvittigt at opleve, for igen var der en konstant vals mellem orden og kaos.

Men derudover fik vi jo det obligatoriske champagneritual, Blanco, der tævede sin bas med et lysende valdhorn, og naturligvis også en fantastisk trompetsolo. Jeg har aldrig før set folk headbange og kaste horn til netop en trompetsolo, men jøsses, hvor var det et vildt moment. Det lød fuldstændigt fantastisk kombineret med resten af bandets soniske vanvidsstorm. 

Jeg ankom til Hotel Cecil som en ret stor Imperial Triumphant-fan. Jeg gik derfra som en endnu større fan. Alle bør se Imperial Triumphant bare én gang. Uanset om du er fan eller ej. Uanset om du kan lide metal eller ej. Ja, uanset om du er døv eller ej! Oplev dem nu bare for helvede, for dét her er kunst – ægte kunst! 

10/10