Endless Chain - Nothingness

Nothingness

· Udkom

Type:Album
Genrer:Gotisk metal, Melodisk Death Metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 8/10 baseret på 1 stemme.

En fortrydelse med efterklang

Det hører til sjældenhederne, at et pladeselskab offentligt begræder sin beslutning om ikke at udgive et album. Ikke desto mindre har M-Theory Audios grundlægger, Marco Barbieri, erkendt sin eklatante brøler, da han tilbage i 2024 lod finske Endless Chains Agony passere. Den selverkendelse kan jeg sådan set godt tilslutte mig. Her på Heavymetal.dk kvitterede undertegnede nemlig med otte kranier for den overvejende vellykkede sammenfletning af melodisk dødsmetal, progressiv gotik og en melankoli, vi kender fra både Insomnium og Amorphis. Et lettere svigtende momentum i opløbet forhindrede dog kvintetten i at sprænge karakterskalaen. To år senere har Barbieri taget konsekvensen af sit fejlskøn og budt bandet indenfor hos M-Theory Audio. Resultatet er bandets tredje fuldlængde, Nothingness, der både skal bygge videre på en lovende forgænger og retfærdiggøre den fornyede tillid. Spørgsmålet er nu, hvorvidt finnerne formår at løfte arven, eller om ambitionerne ender med at overskygge deres musikalske særkende.

Når intetheden finder sin form

Med vibrerende synthesizere, strygere og dæmpet vokal etablerer ouverturen et dystert lydlandskab, som viser sig toneangivende for de næstkommende tre kvarter. ”Down” trækker i naturlig forlængelse heraf bastunge tråde til Katatonias fodslæbende kystlinjer snarere end til melodødens velkendte territorium. Ville Hovis rene vokal besidder en underspillet elegance, om end den savner noget af den følelsesmæssige intensitet, vi forbinder med Jonas Renkse. Herefter træder finnerne faretruende nær afgrundens rand. Aki Salonens growl ledsages af monumentale keyboardflader og dystopiske tekstmotiver, som et resonerende ekko af Dark Tranquillitys Endtime Signals. Atmosfæren på ”Fade to Nothingness” er storslået, næsten kosmisk frygtindgydende. Som at stirre lige lukt ind i et sort hul, hvor tristessen ikke længere betragtes på sikker afstand, men langsomt truer med at opsluge os.

Singlen ”Save Me” demonstrerer sidenhen, at guldet ingenlunde behøver gemme sig i bakkerne. Den andægtige opbygning og Salonens stoiske knurren giver nummeret karakter af et musikalsk sørgeoptog. Her er resignationen tydelig, men værdigheden intakt. Andetsteds finder ”Everything Fades” forankring i en gennemgående klaverfigur, der sammen med rytmesektionen udgør nummerets rygrad. Associationen til landsmændene i Mors Principium Est virker nærliggende, selvom det navnlig er kontrasten til det dominerende growl, der imponerer. Her omfavner det billedskønne og det hæslige hinanden i et mønstereksempel på, hvorfor musikalsk fusionskøkken ofte forekommer væsentligt mere berigende end gemen genrepurisme.

Den hidtil imponerende konsistens udfordres kortvarigt af ”Hollow Line”, hvor et mere ligefremt groove og en let tilgængelig vokal ledsages af overraskende få dynamiske udsving. Resultatet fremstår næsten generisk, om end nummeret kan fungere som en tiltrængt ganerenser. Heldigvis genfinder ”Into the Oblivion” straks den musikalske nerve gennem Hovis kunstfærdigt afmålte fraseringer, der i samspillet med Salonens snerren antager en nærmest hypnotisk karakter. ”The Rain That Never Ends” vælger derefter et sagte suk af akustisk og melodisk vellyd frem for bulder og brag, hvorved Hovi får plads til at sætte sin sidste vokalsignatur på helheden. Det er en bemærkelsesværdigt afdæmpet afrunding, der understreger finnernes sans for at lade de små musikalske nuancer tale med stor vægt.

At mestre sit eget mørke

Nothingness er først og fremmest et kontinuitetsopus, hvis styrke ligger i fordybelsen og den kompositoriske omhu frem for de hurtigt omsættelige kalorier. Her demonstrerer Endless Chain, at kunstnerisk udvikling ikke nødvendigvis forudsætter revolution. Finnerne har fundet deres ståsted og forvalter gennem størstedelen af albummet deres virkemidler med en sikkerhed, der imponerer. Det altomsluttende tungsind, det massive lydtableau og især kontrasterne mellem det besnærende og det brutale smelter sammen til et helstøbt værk. Enkelte kompositioner savner ganske vist den særlige gnist, der kendetegner helheden, men svaghederne udgør undtagelsen snarere end reglen. Endless Chain har ikke genskabt sig selv. De har gjort noget næsten lige så vanskeligt: De har fundet og forfinet deres egen identitet. Og det er bestemt ikke så lidt værd!

Tracklist

  1. What Life Could Be
  2. Down
  3. Fade to Nothingness
  4. Save Me
  5. Forever Gone
  6. Everything Fades
  7. Hollow Line
  8. Into the Oblivion
  9. The Rain That Never Ends