Sludge, sydstatsrock og store riffs
Gode gamle Down
De fem gamle venner fra New Orleans holder stadig sammen. Heldigvis har de ikke glemt, hvordan man skaber riffs, grooves og ørehængere. Hvad der startede som et sideprojekt helt tilbage i 1991, og siden udmundede i mesterværket NOLA fire år senere, lever stadig i bedste velgående. Men der er, grundet de respektive medlemmers øvrige bandforpligtelser, langt mellem gruppens udgivelser. Det er efterhånden hele 20 år siden tredje plade, Over the Under, der stadig står som bandets seneste fuldlængdealbum. I mellemtiden har vi dog fået to fremragende ep'er i form af Down IV – Part I og Part II, men nu er ventetiden endelig forbi. Down er endelig klar med et nyt album, og det er bestemt ikke nogen dårlig nyhed.
King Diamond og Satan på speed dial
Down er tilbage med endnu en omgang af deres karakteristiske blanding af sludge, doom og bluesy southern rock, og den nye samling, der består af to håndfulde nye numre, har fået titlen Volume V. Singlen ”The Myth” er en fremragende åbner med stærke riffs, fabelagtig dynamik og alt det, der gør Down til Down. Det er ganske enkelt den helt rigtige lyd, og for pokker, hvor fungerer det godt. På efterfølgeren ”Merciful Fate” får vi så lidt af en overraskelse, da selveste Knogle-Kim fra Hvidovre dukker op med lidt falset-skrigeri her og der. Et scoop uden lige og endnu et nummer, der emmer af alt det bedste fra Down. ”Blood Oath” var pladens første single, og det er samtidig et af de bedste Down-numre siden de gode gamle dage. Riffet i verset er muligvis noget af det ondeste, bandet nogensinde har præsteret. Det er ganske enkelt umuligt at sidde stille til. ”Ozz” er en smuk og rørende, akustisk hyldest til mørkets fyrste, der desværre ikke længere er iblandt os, mens afslutteren ”Twice-Told Tales” er intet mindre end fænomenal. Her rammer bandet igen plet og sender lytteren hjem med et stort smil på læben.
Det hele er dog ikke til absolut topkarakter. På ”Turn Out the Light” og ”The Message” springes der lidt over, hvor gærdet er lavest. Bevares, Down har efterhånden intet at bevise over for nogen, men her lyder det en anelse for meget, som om gutterne bare hygger sig i øvelokalet og tager den på rutinen. De kunne med fordel have jammet lidt længere og finpudset de ellers ret så solide ideer. ”They Came From Dust” er ligeledes et nummer, der næppe kommer til at gå over i historien, men bestemt lytbart. Heldigvis er bundniveauet stadig forbavsende højt, og så har hverken Pepper Keenan eller Kirk Windstein vel nogensinde skrevet et kedeligt riff. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre.
Kvintetten er ikke blevet yngre med tiden. Ungdommens fandenivoldske spræl er delvist erstattet af hygge og rutine, og lyden er måske ikke helt så mørk og dyster, som den var engang. Men den er stadig hårdtslående og groovy som bare fanden. Og så må man altså bare – endnu en gang – tage hatten af for Phil Anselmo, der, når han ikke er inde i en af sine svære perioder, har en formidabel stemme til lige netop denne genre. Mon ikke han og vennerne stadig har Satans direkte nummer liggende et sted?
Gamle syndere i topform
Det er fantastisk at have Down tilbage med en ny fuldlængde, og Volume V skuffer bestemt ikke. Der er kommet en anelse mere hygge over foretagendet sammenlignet med den efterhånden 31 år gamle debut, der var både mørkere og mere præget af den tunge Sabbath-doom. Men det klæder egentlig også de aldrende herrer at løsne lidt op og blive endnu mere bluesy. Med undtagelse af et par lidt overflødige skæringer er Down anno 2026 stadig et band i topform. De gamle venner fra New Orleans kan deres kram, og når de rammer plet, er det fandens godt.