The Hirs Collective. Foto: Rolf Meldgaard
Lysvæld bag ved lysvæld
Salen var næsten tom, og de få gæster, der ventede på aftenens første band, stod gemt i krogene som klynger af larveæg. Spillestedet Alice har tidligere holdt til i Valby, men beriger nu Unions baghave med sin tilstedeværelse. Alice’s lystekniker fortjener særligt ros, for lyssætningen var både intens og stemningsfuld alle koncerterne igennem, og til tider var lyset næsten af højere kvalitet end musikken. Akustikken virkede fin forrest i begge sider, mens jeg ikke nåede at afprøve den fra salens midte. Alice virker som et fint, mindre spillested, og man kan håbe, at de også i fremtiden har plads til mere punk og metal i koncertkalenderen.
Jakobe
Et øvelokale er en god ting at have - men kun, hvis man bruger det til andet end opmagasinering af de øl, som bandmedlemmerne i Jakobe så for unge ud til at drikke. Det holdt dem dog ikke tilbage, da de ifølge forsanger Carla Vorsholt var på sidstedagen af en tredages rustur. Om der også havde været tid til at øve sig på den tur, virkede tvivlsomt, for alle bandmedlemmerne spillede i hvert deres tempi. Energien var dog så stoflig og tætvævet, at man kunne mærke den svirpe som en våd klud i ansigtet. Det var råt og autentisk, som Riot Grrrl-inspireret punk netop skal være. Dog havde Jakobe flere tekniske udfordringer som en for lav mikrofon og en flosset guitar, hvis strenge strittede ud til alle sider som knurhårene på en særdeles veltilfreds kat. Det lød mest af alt som et fejlslagent spil Guitar Hero, og man kunne se på guitarist May Lunas ansigtsudtryk, at det måske ikke helt var meningen. På en eller anden måde tilføjede det dog noget charme og ægthed til musikken, selvom det ikke lød videre velklingende. Jakobe har mange styrker: Ung energi med noget på hjertet, viljestyrke og smukt, umiddelbart scenenærvær. Det er prisværdigt, at bandet spillede for fuldt blus trods de mange udfordringer, og særligt trommeslager Aske Winther højnede bandets samlede kvalitet med en teknisk kunnen, som tyder på et naturligt talent for at slå rytmerne på plads. Dog forstrakte de lidt lægmusklerne ved at løbe maraton med de mange benspænd, og det var svært at abstrahere fra de snublende rytmer. Jakobes sange virker ellers velskrevne med en brod, man kan stikke sig på, og det var forfriskende at høre dem genoplive den unge punks ånd (som jo aldrig for alvor har været lagt i graven). Trods den nuværende kvalitet kan man mærke, at Jakobe bærer på kimen til et stort, punket egetræ, hvorfra man kan hænge hele systemet. Jeg håber, at de fortsætter deres musikalske karriere, for med mere erfaring under nittebæltet har de potentiale til at nå langt.
In Atlas
Der var skruet så højt op for den bananoliebaserede teaterrøg, at salen duftede af nybagt bananbrød. Man kunne næsten ikke se en meter for sig, men dog ane, at noget var på vej, da frontperson Stine Hansen i soloprojektet In Atlas sprang ud fra skyggerne. Der var drøn på dark wave-inspireret synth og diskotrommemaskine, hvis hjerte stadig banker fra firserne. Hansen stod meget sjældent stille på scenen, men tonsede rundt i cirkler, dukkede sig for de rytmer, hun selv producerede, og lavede så store vejrmøller med armene, at det ville have skræmt Don Quixote fra vid og sans. Det var svært ikke at blive smittet af hendes energi, særligt da hun gentagne gange hoppede ned blandt publikum og skreg sine veråb direkte op i vores ansigter. Det kunne dog have gavnet at rykke hendes koncert til tidligere på aftenen, for In Atlas virkede en anelse malplaceret mellem de mere punkede artister. In Atlas ville gå sig glimrende til en goth night, men passede ikke helt ind i aftenens stemning. Vokalen haltede en del under skønsangen, men var til gengæld stærk under det performanceagtige stykke, hvor det lød, som om Hansen enten var ved at føde eller dø. De repetitive beats ligger til genren, men da flere af numrene forekom meget lange, blev det alligevel for meget af det gode. Publikum var dog en del mere talstærke og medvirkende end ved første koncert, og til sidst kom Alice næsten til at minde om natklubben fra Blade lige inden, de tænder blodsprinklerne. Mere variation i rytmekompositionerne og mere fokus på at udvikle vokalen ville gavne In Atlas. Det kan dog heller ikke udelukkes, at min samlede oplevelse af koncerten farves af, at man var i et punket mindspace og mere klar på moshing end mopey two-step. Det ville således være interessant at høre dem spille igen i et mere passende line-up.
The Hirs Collective
Hjertet sad uden på knytnæverne, da The Hirs Collective sprang scenen i stykker med hårdtslående og kærlig hardcore punk. Musikken var crusty som skorpen på en udtørret tvebakke, og guitaren flænsede ørerne op, så de var klar til frontalangrebet fra trommernes atypiske rytmebataljon, der gned grus ind i såret. Det skurrede herligt som en tørretumbler fyldt med småsten, men der var stadig en tydelig sammenhæng i musikken. Lyssætningen var stemningsfuld aftenen igennem, og det lød til, at problemerne med mikrofonen fra de tidligere koncerter enten var udbedret eller var en uvæsentlig detalje under The Hirs Collective. Mens deres studiealbum bærer præg af en bevidst lav produktionskvalitet, brillerer bandets kaoslagkage med lag på lag af larm, når det spilles live med bedre lyd. Bandet har fingeren på pulsen og talte klart mod folkemord og for transpersoners rettigheder, og de viser vigtigheden af, at punken bevarer sin brod, og at oprøret aldrig standser, fordi der altid er mere at kæmpe for og imod. Bandet balancerede mellem brandtaler, blastbeats og båndbidder med Shania Twain. Denne collage kunne være kollapset, men resulterede i stedet i en velkomponeret kakofoni. Bandet havde en forfriskende selvironi, der som et pift citron fremhævede de dybere toner og budskaber. Deres hjerte banker klart for punken, og de skal opleves live, for det er her, man bedst mærker hjerteslagene i både bryst og fødder, når bassen forplanter sig til gulvet.
Punk er hverken død eller sover
Punk dør ikke, før verden begynder at lytte til den og ændrer sig. I trange tider, hvor rettigheder bliver revet væk som smør på tilbud, er det usigeligt vigtigt, at der står nogen på vagt for dem, der ikke selv har en stemme eller en scenekant at udkrænge den fra. The Hirs Collective viste, at punk i allerhøjeste grad stadig har relevans, og at dens budskaber og slagkraft ikke udvandes af at røre lidt humor i smeltediglen. Tværtimod. Desværre blev The Hirs Collectives høje niveau ikke afspejlet af de andre bands, som har fint, sammenfoldet potentiale i baglommerne, men ikke nåede dem til tennissokkeholderne.