Ghost
Kærlighed trumfer logik
Det er egentlig sjovt, at jeg var her i aften. Sidst, jeg så Forge og hans maskerede gespenster, var jeg alt andet end imponeret, og vi skal også en hel del år tilbage, før deres studioudgivelser var noget jeg for alvor nød. Ydermere er Royal Arena heller ikke på min personlige top-5 over spillesteder i Danmark – så når man kigger på den udregning, er der ingen logik bag, at jeg valfartede til Ørestaden for at se netop Ghost. Dog skal man selvfølgelig lige have det lillebitte faktum i mente, at jeg overordnet set holder utrolig meget af Ghost, thi deri ligger forklaringen på ovenstående ysterium. Når man så ovenikøbet kunne se frem til et show på to timer, uden opvarmning og med mulighed for at sidde ned, jamen, så er det jo alt sammen bare ekstra flødeskum på toppen af den i forvejen overdængede kage.
Koncerten var en telefonfri omgang, og diverse billeder fra blandt andet nogle shows i England fik koldsveden til at springe frem, men jeg skal indrømme, at den potentielle, diabolske flaskehals viste sig at være en ganske hurtig og gelinde omgang – så gelinde som det nu kan være at få så mange mennesker ind ad så få indgange – så point til de ansatte for håndteringen. Man kan man mene, hvad man vil om de mobilregler, men det var nu utrolig rart at opleve et publikum der var – lidt – mere til stede, end man ellers er blevet så vant til at se til så store arrangementer. Så lige der kunne man ikke kritisere folket, men der skal nok komme rigeligt kritik af dem senere, for pludselig dukkede Papa V Perpetuas ansigt op på storskærmen, og showet gik i gang til tonerne af ”Peacefield”.
SHOWmanship
Man læser tit om, at der ikke findes flere store arenarockbands, ja, faktisk skal man tit høre om, at der ikke er flere store rockstjerner derude. Det er, af mange årsager, noget eklatant vås, men primært fordi vi har Ghost. Man kan mene utrolig meget om bandets musikalske udvikling fra støvet okkultrock anno 1968 til Satan-ABBA til yachtrock og senest Bon Jovi-Journey-Van Halen-jam, men uanset hvad, så er det show, som Ghost leverer anno 2025, et ægte, ufortrødent rockshow, som var både hverdagskost og allemandseje i 1980’erne. Hvis vi kigger helt nøgternt og objektivt på det, som Ghost leverede i går aftes, ja, så er der virkelig ikke mange fingre at sætte på det.
Samtlige medlemmer var i hopla, alle vidste præcis, hvad de skulle gøre, hvornår de skulle gøre det, og hvor de skulle stå – det var en velsmurt og topprofessionel maskine. Desuden så alt jo fuldstændigt forrygende ud, bandets sceneshow var weltklasse, alt lige fra pyroteknikken til de imponerende storskærmsshow, hvor enorme mosaikker sprang i luften. Men samtidig var der tilpas mange organiske elementer med i showet, så det føltes ikke bare som at sætte en film på derhjemme.
Her kan nævnes, da Tobias Forge glemte, at han rent faktisk skulle spille en rolle, som en der aldrig havde været i København før, eller da medhjælperen, Kevin Jesus (ja, det hed han sgu!), lige måtte op på scenen med en løvblæser for at blæse de mange Ghost-dollars – som blev skudt ud af enorme kanoner, mens ”Mummy Dust” spillede – ned fra scenen og hen til publikum. Det var alt sammen vældig morsomt og charmerende og med til at understrege, at man ikke kan skrive ’showmanship’ uden først at skrive ’show’.
Men uanset hvor skægt og charmerende alt nu var, så handler en koncert grundlæggende om musikken, der spiller, så lad os da lige diskutere den. Det er ikke længe siden, Ghost udgav sit nyeste album, Skeletá , som ikke just er det bedste, de nogensinde har produceret, men stadig den primære årsag til turnéen her, der da også hedder ’Skeletour’. Derfor undrede det mig noget så gevaldigt, at det album der fyldte absolut mest i aften – og helt generelt på touren – var Meliora fra 2015. Hele syv ud af ti sange derfra blev vi spist af med, deriblandt ”Spirit” og ”Majesty”, som aldrig har været blandt bandets bedste numre, samt det komplet ligegyldige intermezzo ”Devil Church”. Jeg forstår fuldt ud behovet for et intermezzo, for Papa skal igennem utallige kostumer sådan en aften, men så spil da et bedre nummer som det eminente ”Miasma” eller sågar ”Helvetesfönster”. Til gengæld har ”He is” nok aldrig lydt bedre. At folk så ikke kunne synge med, var en enorm fadæse – men en generel en, desværre!
Sluk for TikTok, og kom op af den klapstol – nu!
Jeg lovede jo, at vi skulle diskutere publikum, og det kommer så nu …! Fra min siddeplads kunne jeg beskue stort set alle de tilstedeværende, og det stod ganske klart, at den absolutte majoritet af publikum på tribunerne bestod af folk, hvis puls var omtrent den samme som en gennemsnitlig koma-patients.
Det var dybt enerverende at opleve – og uforståeligt, når nu man tænker på billetprisen. Jeg tænker, at hvis man bare vil sidde og halvsove i en klapstol, så kan det gøres betydeligt billigere derhjemme i kolonihaven. Det var kun, da Ghost spillede den ekstremt malplacerede og enormt døsige ”Darkness at the Heart of My Love”, at det gav mening at sidde og halvsove i sin klapstol.
Derudover så er jeg jo ikke meget for at være ham den gamle og sure (det er i øvrigt løgn), der partout skal sidde og påpege, hvor fesent det er, at folk tropper op til en koncert med et band, hvor de måske lige akkurat kender 10-15 procent af det materiale, de så bliver præsenteret for. Jeg siger ikke, at man ikke må være med i hulen, førend man har fået tatoveret ’I <3 Papa’ hen over lysken, men jeg kan slet og ret ikke forstå, at man møder op med en så laissez faire, ”happy go lucky”-attitude. Det var decideret pinligt at opleve, hvor få der kunne synge med på ”Ritual”, ”Year Zero” og ”Monstrance Clock”. Så er jeg med på, at sidstnævnte ikke er verdens bedste sang, men omkvædet stod på storskærmen, for pokker da!
Hvis man var i tvivl, om folket kun var kommet for at se giraffen og derved skråle med på de tre-fire numre, de kendte, ja, så blev det for alvor slået fast, da TikTok-hittet (jeg hader, at det er en ting!) og pøbel-pleaseren ”Mary on a Cross” blev spillet. Det nummer er så ekstremt ligegyldigt og nok et af de mest kedelige numre, bandet endnu har skrevet, men takket være diverse forbandede algoritmer på sociale medier, ja, så er det nu bandets største hit – og jeg hader det. Heldigvis formåede publikum at holde gejsten oppe til de to sidste numre, der kom derefter, nemlig ”Danse Macabre” og ”Square Hammer”. Her kogte Royal Arena over, og alle var tændte, man kan sige, at publikum ”came together, together as one”.
Kærlighed og Satan!
Det her var min fjerde og nok bedste Ghost-koncert. Forge & Co. formåede så afgjort at få genoprejsning oven på den elendige koncert på Copenhell. De leverede et fantastisk flot show, som så fantastisk ud, og som lød fantastisk 80 % af tiden – guitarsoliene druknede desværre totalt i trommerne. Sætlisten kunne have været bedre, men det er jo sådan en ting, man altid kan diskutere i timevis efter en koncert, og publikum var desværre, som publikum ofte er til de enorme, og dyre, arenakoncerter, nemlig røvsyge – selv uden deres telefoner. Jeg tror dog, at det, jeg savnede allermest ved gårsdagens show, var Papa selv. Jeg er helt med på, at samtlige fem af Forges personaer har haft forskellige fremgangsmåder, jokes osv., men jeg savnede helt oprigtigt noget af alt det fjol og de lumre jokes, som eksempelvis Papa Emeritus III eller Cardinal Copia havde – for lad os være helt ærlige, et Ghost-show skal jo være fyldt med liderlige onkel-jokes, det er en lige så vigtig del af bandets DNA som musikken, maskerne og … Satan! ’Kærlighed og Satan’, som Katla ville sige det!
Sætliste:
