JAD

Old-school hardcore, på polsk!

Først til at indtage scenen var polske JAD. Under min oplæsning til aftenen havde de ikke imponeret. Det var dog mere på baggrund af genrepræference, end det var fordi, de var dårlige. Der var nemlig ikke tale om et metalband, men et hardcore band, der skar skiven, som de gjorde det i 80’erne. Sangene var max to minutter lange, riffsne var simple, og udtrykket byggede hovedsageligt på rebelsk energi og ungdommelig, undertrykt vrede. Trods at jeg ikke syntes, at stilen var det mest engagerende på plade, var jeg meget spændt på at se, hvad de kunne i liveomgivelser. Min frekventering af punkaftener i Ungeren har nemlig vist, at punk skal opleves live.

Fart på, kammerat!

Da kvartetten trådte på scenen, var de belyst bagfra, så man kun kunne se deres silhuetter, og dernæst begyndte de på et sonisk angreb af hurtige skank-beats og d-beats, der varede i tyve minutter. Indimellem sin råbte polske lyrik dansede Forsanger Krzysztof Paciorek på en unik og sjov måde, der viste, at han ikke tog sig selv alt for seriøst. Om resten af JAD tog sig selv seriøst, vides ikke, da bassisten og guitaristen, der flankerede Paciorek, ikke nænnede at bevæge sig særlig meget. Men lyset, der skinnede eksklusivt fra bag bandet hele sættet og ud i publikum, talte også mest til, at det var meningen, det skulle være publikums show, og at det, der var i fokus, var vores engagement i musikken.

Det var derfor lidt synd, at publikum ikke formåede at komme i højt gear, indtil ”Na Kolanach” omkring slutningen af sættet. Her startede aftenens første moshpit, og derefter gav musikken meget mere mening. Det var energisk og sjovt, og det var bare om at sætte i gang. Hurtige skank-beats forvandlede sig til effektive breakdowns, som morfar ville have skrevet dem, og man kunne mærke, at stemningen i lokalet begyndte at løfte sig. I nogle af pauserne imellem musikken kom Paciorek både med en hjertefyldt tak til turné-crewet og Full of Hell og med en sjov tale om, hvor brugbart polsk var uden for Polen. Desværre sluttede sættet alt for tidligt til, at publikum helt kunne leve sig ind i udtrykket. Man var derfor efterladt med fornemmelsen af, at man gerne ville have én chance til for fuldstændigt at kunne forstå denne klassiske version af metallens søster-genre.

Det kan noget, der skal bare fordøjelsestid til

Efter JAD havde spillet, kunne jeg derfor kun tænke på, hvor fede de havde været i Ungerens lille sal, hvor mennesker, med større kærlighed til genren, havde kunne opleve dem. Deres udtryk var råt og sjovt, og de spillede et kort og kontant sæt, der ville have bragt et punkpublikum i kog. Som det stod til, havde de dog bedt om lidt for meget engagement fra det mere introverte og introspektive metalpublikum, der var mødt op i aften. Et publikum som godt kan have svært ved at vise kærlighed til opvarmningen, dette især når det ikke falder inden for vores vante musiske rammer. Man savnede også en lidt mere dynamisk og indlevelsesrig optræden fra resten af bandet, der måske kunne have ført til en endnu bedre oplevelse.

7/10

Jarhead Fertilizer

Vi skal ned i hulen!

En debut på dansk jord fik vi næst i form af Jarhead Fertilizer, som deler flere medlemmer med Full of Hell. Deres 2023 plade, Carceral Warfare, var jeg nået at blive ret glad for under min oplæsning til aftenen. Pladen byder på en rå og eksperimentel blanding af den relativt nyligt navngivne undergenre, cavernous death metal, og grindcore, med fokus på et utroligt brutalt, kaotisk og ondskabsfuldt udtryk. Jeg var meget spændt på at se, om deres underlige sangskrivning med skiftende tempi og taktarter, og tré vokalister kunne holde stik live, eller om det ville blive til en uforståelig mudret masse.

Måske lidt for langt inde i hulen

Under den hurtige lydprøve før sættet, blev jeg endnu mere begejstret, da bassist Vinny Vitillios tunge og klamme tone rungede ud over publikum. Denne spænding blev dog hurtigt forvandlet til skuffelse, da Jarhead Fertilizer gik i gang. Trommeslager David Bland var utroligt dygtig, da han under sin tekniske tæsken på slagtøjet også stod for lidt over halvdelen af vokalerne. Men om resten af medlemmerne kunne finde ud af at spille var lige meget, for man kunne ikke høre dem over den konstante bombardering af blast-beats. Det var kun, når Bland gearede ned under diverse slam og groove sektioner, at man kunne ænse, at der rent faktisk var tændt for forstærkerne.

Og sådan blev det ved. Man kunne også mærke det på publikum, der svajede lidt og hujede og klappede efter numrene, men ellers ikke fik antændt meget mere end spredte to- og tre-mands pits. Lyden blev minimalt bedre hen imod slutningen af sættet, men alt for sent og alt for lidt til at redde oplevelsen. Dette var synd, for jeg kunne se på de andre musikeres hænder, at de spillede som gjaldt det deres liv, man kunne bare ikke helt fornemme de egentlige toner, de producerede. Der var også så meget røg på scenen, at man knapt nok kunne ane Blands silhuet, hvilket ikke hjalp på den manglende kontakt, der var til musikken. Der var masser af imponerende rytmiske skift, både i tempo og taktart, som jeg ville have elsket at vide, hvordan bandet bar sig ad med, men det var oprigtigt ikke til at se.

Kom tilbage med ny lydmand

Jeg holder stadig fast i, at Carceral Warfare er en stærk og unik udgivelse, der leger med de etablerede konventioner inden for dødens og grindens verden. Jeg håber også på flere eksperimenterende plader fra gruppen i fremtiden. Jeg ville blot have ønsket, at der havde været langt bedre lyd denne aften, så vi kunne have hørt denne legen med de kompositionelle normer fremfor at høre en lang trommesolo med tre vokalister som akkompagnement. Den atmosfære, som Jarhead Fertilizer bygger, når de har et godt mix bag sig, bliver komplet intetsigende, når man ikke kan høre alle lagene i deres sange. Forhåbentlig kan de få endnu en chance på dansk jord, hvor der er styr på lyden.

5/10

The Body

Det, dine forældre hører, når du viser dem metal

The Body er en eksperimentel sludge/noise duo, der har været aktiv og skabt uhyre mængder af musik siden 1999. Som en der ellers er fan af en god omgang larm og underlighed, bliver deres soloudgivelser dog lidt overvældende for mig. Alt er så komprimeret og sammenpresset, at jeg ikke kan lytte til det i særlig lang tid ad gangen, uden at mine ører bliver trætte. Men det er ikke ensbetydende med, at det er dårlig kunst, blot at det er ubehageligt. Efter egen mening brillerer The Body dog, når de laver samarbejdsudgivelser med andre kunstnere, som de har gjort med Full of Hell to gange. Jeg havde derfor et lille håb om, at vi denne aften ville høre nogle sange fra disse udgivelser, når nu de to grupper var på turné sammen.

Støjmur med stort ”S”

Som en der aldrig har set The Body før, må jeg derfor indrømme at det var lidt sjovt at se en hyggemorfar og en IT-teknikker træde på scenen, og levere en af de tungeste og mest larmende optrædener, jeg nogensinde har set. Guitaren var stemt så lavt, og havde så meget distortion på, at den fysisk rungede i brystet samtidig med, at trommeslager Lee Buford tæskede på det minimalistisk konstruerede trommesæt med en passion, man ikke ofte ser. Det var en nærmest apokalyptisk oplevelse, alt sammen badet i helt almindeligt hvidt ovenlys, som om publikum blot var med i duoens øvelokale.

Sangene bevægede sig dynamisk igennem lange meditative passager, der bestod af støjmurs-riffs og fæle grooves, imens guitarist Chip King skreg med, hvad der føltes som oprigtig rædsel ind i mikrofonen. Denne vokal var der skruet så meget ned for, at den blot blev til et baggrundselement, men den satte også den emotionelle tone for den dommedagsagtige musik. Dette blev lidt sjovt, når King snakkede med publikum imellem sangene, da man ikke kunne høre ham over forstærkerstøjen, der stadig drønede ud over salen.

Sangenes udtryk gav meget mere mening i live-omgivelserne, hvor man kunne mærke hvert slag på trommerne, og den konstante bas-frekvens fra guitaren. Publikum gav sig også til langsomt at headbange i takt med de rituelle rundgange. Lyset begyndte til sidst stille at ændre sig i takt med musikken, da de mest brutale og atmosfæriske sange blev spillet. Her lukkede jeg også selv øjnene, og lod musikken overtage bevægelserne i kroppen. Man kunne ikke andet, i mødet med så stor og magtfuld en lyd. Og bandet bestod blot af to mennesker!

Apokalypseduo

Der er ofte et niveau af kunstnerisk separering mellem publikum og den musik, de lytter til, netop fordi de lytter fremfor at være en del af lyden. Med The Bodys voldsomme og fordybende lydmur, var dette ikke muligt. Man tvinges til at overgive sig til oplevelsen på baggrund af den rene magt som lyden besidder. Enorme akkord efter enorme akkord rungede igennem de fremmødte, og tvang i hvert fald denne anmelder i metaforisk knæ med ren støj. Man måtte bøje sig i støvet over for lyden af moderne nihilistisk undergang. Desværre kom Full of Hell ikke på scenen for at spille nogle af de to gruppers kollaborationer, men det var der heldigvis stadig mulighed for.

8/10

Full of Hell

Jeg må desværre starte med at indrømme, at Full of Hell ikke får en endelig karakter i denne anmeldelse. Der opstod en helbredsmæssig situation hos en fra publikum, der gjorde, at mit fokus forsvandt fra koncerten den sidste halvdel af bandets spilletid. Jeg føler derfor ikke, at det vil være fair at give Full of Hell en karakter, givet at jeg ikke fik hele oplevelsen med. Anmeldelsen er derfor mere en beskrivelse af det, som jeg nåede at høre med fuld fokus.

Samfundsbevidst, poetisk grind

Full of Hell er ligesom The Body, et hårdtarbejdende eksperimentelt band, der næsten konstant enten arbejder på ny musik, eller er på turné. Igennem årene har de fået stor ros fra anmeldere, også hos os, for deres store koncepter og endnu større lyrik, samt deres teknisk adrætte vokalist, Dylan Walker. Jeg var personligt spændt på at se dem, da jeg har set diverse af deres optrædener på internettet, som viser et utroligt energisk band med nær kontakt til publikum. Også det, at deres seneste plade, Coagulated Bliss, havde en fed blanding af de lyde, de har leget med på samarbejdsprojekter henover årene, som man med god vilje vil kunne kalde for ”mathgrind”.

Skrigeri i det ulmende mørke af den moderne tragedie

Da Full of Hell trådte på scenen, var det klart at mærke, at det var et helt andet bæst, vi havde at gøre med. Det var hurtigere og mørkere, og musikerne var mere energiske. Dylan Walker havde en fed publikumskontakt, og man kunne i hvert fald fornemme på sangenes rendyrkede fart og kaos, at mange af dem handlede om amfetaminmisbrug, som Walker også selv nævnte. Trommeslager Dave Bland, som igen var på scenen, tonsede igennem tekniske rytmeskift og fills, og denne gang kunne man høre, at resten af bandet også fulgte med. Lyden var nemlig fantastisk, og lyset, der skiftede konstant, forhøjede kun atmosfæren af kaos. Pitten var endelig for alvor i gang, og det var den lige fra starten.

Alle diverse variationer af riffs, man kan høre i ekstrem-metal, blev spillet i dobbelttempo, imens Walker skiftede febrilsk imellem black metal-skrig og dybe growls. Han blev suppleret af en ægte cookie-monstervokal fra bassist Sam DiGristine, når det alligevel blev for hurtigt til, at han kunne klare den alene. Sangene var korte, men imens de blev spillet, blev man alligevel fortabt i den rene hvirvelvind af kaos, der fyldte lokalet. Både nye, såvel som gamle numre, førte til større niveauer af forløsning for et publikum, der ikke helt vidste, hvad de skulle gøre med opvarmningen. Desværre gik min lille drøm om at høre nogle af deres kollaborationsnumre med The Body aldrig i opfyldelse.

Det er desværre her, historien må slutte for dette sæt. Selvom jeg kunne høre, at de også spillede nogle af deres sludgede numre henimod slutningen, var jeg optaget af den førnævnte helbredsmæssige situation. Jeg vil dog stærkt anbefale at se Full of Hell, hvis man er til særligt hurtig og støjende musik, da det jeg nåede at se, var en fuldstændig overlegen optræden. Forhåbentligt gæster de Danmark igen snart, så jeg kan få helhedsoplevelsen med.