Lasse Jacobsen
Lasse Jacobsen · Se flere billeder i galleriet

D-A-D og Dizzy Mizz Lizzy

Royal Arena, København S

Som det nok er de fleste mennesker bekendt, var det ingen ringere end Metallica der fik lov til at åbne den nye Royal Arena i den Københavnske Ørestad med hele fire planlagte koncerter.
Fredag aften var det så tid til endnu en omgang folkefest og der var fuldstændig udsolgt, da D-A-D og Dizzy Mizz Lizzy co-headlinede som de første danske navne til nogensinde at spille i den amagerkanske multiarena. Og folkefest blev det! Unge som gamle havde fundet vej til Ørestaden, og godt bevæbnede med fadøl og shots fik langt de fleste en formidabel aften. Ikke helt uden skønhedsfejl, men de mangler aftenen havde var bestemt i den tilgivelige ende af skalaen. 

D-A-D

Lasse Jacobsen

For meget rutine?

D-A-D var første navn på plakaten. Noget denne anmelder studsede en anelse over, for burde D-A-D ikke være en større garant for at lukke en fest med bulder og brag end Dizzy er? - Men, undertegnede skulle blive klogere som aftenen skred frem… Med en fantastisk start og en fandens portion energi startede de danske Disney-drenge med en jernhård triple-combo - “Evil Twin”, “Jihad” og “The Road Below Me” blæste håret tilbage på størstedelen af de fremmødte. Og så var vi edder-sparke mig i gang! Men ligeså høje som forventningerne om en episk D-A-D koncert var på dette tidspunkt, ligeså høj og irriterende var den der lidt for velkendte buldrende skurren, som også var lidt af en ørebæ til Metallica-koncerterne tidligere på måneden. Ærgerligt! Og som om det ikke skulle være nok, gik bandet en anelse ned i kadence en tredjedel inde i sættet. Nok er D-A-D så hamrende rutinerede at de altid formår at holde et tårnhøjt bundniveau, men når man har rutinen skal man også passe rigtig godt på, at præstationen ikke bliver for præget af det. Og det skete desværre for D-A-D i den midterste tredjedel af deres set. Mod slutningen rejste de sig dog igen med nogle mesterligt leverede udgaver af “Monster Philosophy”, “I Want What She’s Got" og "Sleeping My Day Away", some tvang publikum op af stolene. Dejligt at se, da vi jo alle ved, at D-A-D i mange år har været de ubestridte danmarksmestre i disciplinen “Rock til folket!” 

Som ekstranumre fik vi sjæleren “Laugh ’n’ a 1/2” samt den obligatoriske “It’s After Dark” og så kunne man ellers konkludere, at det kunne de alt i alt godt have gjort lidt bedre. Bevares, nogen decideret skuffelse var det ikke, men noget rutinepræget blev det desværre. Og hvor hel…. blev “Bad Craziness” egentlig af? 

7/10

Dizzy Mizz Lizzy

Lasse Jacobsen

Næsten lidt for pænt.

Efter en lidt længere pause end det nok var tiltænkt, var det blevet Dizzy Mizz Lizzys tur til at entrere den store scene. Efter det korte instrumentale nummer “Mindgasm” leverede trioen stramme og potente udgaver af klassikerne “Waterline” efterfulgt af “Barbwired Baby’s Dream”. For fanden i panden hvor kan disse tre gutter spille! Og så endda med en gigantisk gejst og spilleglæde. Ved flere lejligheder så man Tim Christensen smile stort, og det var på ingen måde svært at forstå. De buldrende toner der skurrede i ørerne under D-A-Ds koncert var nu pistvæk, og med stor selvsikkerhed, super god lyd, samt en fed setliste bestående af både nyt og gammelt kunne Dizzy nu cruise sikkert og roligt igennem hvad der skulle blive en rigtig god koncert. Det var som om - at de i publikums øjne - ikke kunne gøre noget som helst galt. Og båret af 16.000 ellevilde (og på dette tidspunkt lettere berusede) publikummer fuldendte Dizzy Mizz Lizzy en fornøjelig folkefest med “Mother Nature’s Recipe” og “Silverflame”. Folket fik deres rock, smilene var store hos alle, og på dette tidspunkt gav det perfekt mening, at det var Dizzy Mizz Lizzy og ikke D-A-D der lukkede festen. Sikke en præstation.

Vi var dog ikke helt oppe på det niveau hvor taget letter, og det er der især én grund til: Et band som Dizzy Mizz Lizzy er ikke ret meget uden mastermind Tim Christensen. Og sagt med al respekt for manden, så mangler han lidt kant og karisma når man tænker på han er frontmand for et af landets største rockbands. Nogen James Hetfield bliver han nok aldrig - og det skal han da heller ikke, vi elsker ham jo til dels for hans stoiske ro og ydmyghed - men en anelse mere råberi og nogle flere bandeord ville klæde ham. Men hey - “One guitar, one bass and a drummer is really all it takes” - og den opskrift holdt hele vejen hjem. 

8/10