Copenhell-gæsterne fik, hvad de kom for, da Iron Maiden lukkede for Helviti-scenen. Men så heller ikke mere end det.
Fanboy eller ej – alle elsker Maiden
Uanset om man elsker alt, Iron Maiden laver, eller, som denne anmelder, igennem årene har fået et lidt anstrengt forhold til mægtige Maiden, så har englænderne igen og igen bevist, at de er tæt på urørlige som liveband. Så selvom man mener, at sidste års kedsommelige Senjutsu var det foreløbige lavpunkt i en diskografi, der er gået støt ned ad bakke siden det eminente ”comebackalbum” Brave New World i 2001, kunne man kun have store forventninger til legendernes optræden på Copenhell. De har været her før (2014), men denne gang skulle de slutte festen af som det sidste band i 2022 på festivalens største scene.
Festen udskudt
Festen kom dog ikke i gang med det samme, da tonerne til ”Doctor Doctor” ebbede ud. For Maiden havde beklageligvis valgt at starte med tre numre fra Senjutsu. Det er jo ikke, fordi de nye sange er decideret dårlige, især er Adrian Smith-nummeret ”The Writing On The Wall” en fin lille mid-tempo-rocker, men de er bare middelmådige i en Iron Maiden-kontekst. Det er en dum måde at starte festen på, især når man så lige skal bruge fem-syv minutter på at fjerne de japanske kulisser – det virkede nærmest lidt ufrivilligt Spinal Tap-agtigt.
Men så skete der til gengæld noget, for efter den malplacerede pause fik vi ”Revelations” og ”Blood Brothers” – to af gruppens absolut bedste sange – og det satte i den grad gang i både band og publikum. Samtidig blev man for alvor overbevist om, at af alle de aldrende sangere her på Copenhell var Bruce den skarpeste. På trods af endnu en omgang teknisk bøvl (lydteknikeren var ifølge Bruce en ’fucking cunt’) lød han ret fantastisk. Energien dykkede desværre igen under ”Sign Of The Cross”, og det er jo en fin anledning til at kommentere sætlisten igen. Udover de tre omtalte sange fra Senjutsu var ”Blood Brothers” eneste nye sang i forhold til Maidens besøg i Royal Arena i 2018. Det er svært at forstå med gruppens imponerende bagkatalog in mente, at de ikke kunne variere det bare en lille smule mere, ligesom ”The Clansman” slet ikke er værdig som ekstranummer. Lars Ulrich er helt sikkert stadig uofficiel mester i sætlistegenerering.
Men så var det jo altså heller ikke værre. Bruce var i topform, hele gruppen velspillende som altid, og så er der bare ikke ret mange ting, der siger ”metal” mere tydeligt end at se Steve Harris med foden på sin monitor synge med på de klassikere, han har komponeret, mens hans fingre ubesværet hamrer løs på bassen. Præcis som med Kiss i torsdags var alle showets elementer noget, vi havde oplevet før, men det blev leveret med vanligt overskud, tilpas entusiasme og med masser af glimt i øjet. Vi lappede det i os, præcis som vi plejer.
Business as usual
’Præcis, som vi plejer’ er i virkeligheden nok kodeordet her, men gør det så meget? Nok ikke, men med en historik som Iron Maiden så skal der alligevel lidt mere til for at komme helt derop, hvor man har været med til noget decideret magisk. Maiden leverede varen; vi fik, hvad vi kom for, men så heller ikke mere end det.
Sætliste
Senjutsu Samurai
Stratego
The Writing On The Wall
Revelations
Blood Brothers
Sign Of The Cross
Flight Of Icarus
Fear Of The Dark
Hallowed Be Thy Name
The Number Of The Beast
The Trooper
The Clansman
Run To The Hills
Aces High
Kommentarer (3)
UMUR
Indlæg: 93
...enig. Det var ganske
...enig. Det var ganske udmærket, men aldrig helt vildt, og ja starten på koncerten var rimelig kedelig.
Hugh Main
Maiden Copenhell
Ringe start og ringe opfølgning. Publikum sang ikke med før Fear Of The Dark, halvvejs inde i koncerten. Først til sidst kom der gang i de gamle numre, men da kunne Bruce Dickinsons stemme ikke følge med. Bruce kan ikke synge de gamle numre som kræver de høje toner mere. 2/5 stjerner.
Ravens
Iron Maiden
Velspillende og -syngende, men det var godt nok en kedelig sætliste med alle disse lange ensformige og enslydende numre.