Foto: Lykke Nielsen Photography
Bedstemor med slam i
‘Sewer Haul lyder, som når din mor skælder ud … hvis hun ellers er en 57-årig mand fra Esbjerg med KOL.’ Sådan blev Sewer Haul introduceret. Jeg ved ikke, om konferencieren har været ude for nogle solide barndomstraumer, eller om mødre fra Esbjerg bare er af en helt særlig, skrækindjagende støbning. Mødre, der grundet boligpriserne indkvarterer sig i kloaksystemer og lever på en diæt af smældfede, slam-ædende rotter. Bedstemødre og muttere med slag i … bogstaveligt talt, når de slår dig ned med afrevne nedløbsrør.
For Sewer Haul spiller slamming grindcore uden dikkedarer, og titlerne på deres EP’er lyder som snuff-film af den kaliber, der for evigt skænder øjenæblernes regnbuehinde og skaber arvæv på sjælen. Den seneste af disse, Torso Mangled Beyond Repair, fik hele otte skalperede kranier med fra redaktionen. Selv en blind maddike kan dog finde et kadaver, og nu ville det således blive spændende, om Sewer Hauls kloak-gore ville tage sig lige så ildelugtende ud live som på studieproduktionen.
Smatslam på menuen
Dybt fra mavens inderste hentede denne dynamiske grindcoreduo toner frem, der ellers kun høres i mareridt. Men vi skulle længere ind … vi skulle helt ind i indvoldene! Trommeslager og vokalist Lukas Nysted må have bragt sin mavesyre til et ætsende kogepunkt, da han hentede de dybe toner til sin rumlende growling på eksempelvis “OPEN FACE SURGERY”. Guitarist og medvokalist Kasper Szupienko havde et lidt højere toneleje … ikke at det siger meget, når bundlejet lå så dybt nede i snasket. Deres stemmer komplimenterede således hinanden fint, selvom Nysted ikke lå lige så dybt live som på studieversionen af eksempelvis “THE MORTICIAN”. Trommekompositionerne havde i højere grad fokus på intensitet end finesse … men hvilken intensitet! Allerede under første nummer knækkede Nysted den ene trommestik, og herfra blev det kun vildere, så man blev helt bekymret for, hvorvidt bækkenerne ville briste eller bære. Det hele gik hæsblæsende hurtigt, og hvis de uindviede blev en anelse afskrækkede af den lange sætliste inden koncerten, så må denne ængstelighed hurtigt være forduftet. Sewer Haul blæste igennem hele 17 sange på 24 minutter og har dermed årets rekord for den korteste koncert på Copenhagen Metal Fest. Normalt er omtrent den koncertlængde da også perfekt til slam, grind og alt det andet beskidte hittegods fra metalundergrundens mølbefængte nicher. Denne gang stod man dog tilbage med en vis følelse af antiklimaks, idet koncerten føltes en anelse uforløst med en manglende afrunding. Det lyder måske udpræget negativt, men er egentlig også et kompliment, for det er kun godt at efterlade publikum sultne efter mere smatslam.
Vi fik også en ny sang, der var en anelse langsommere end de tidligere trommetonsende sange med tusind kilometer i timen. Det var rart for ørerne med lidt afveksling, men ellers er Sewer Haul bedst, når de skruer slamsugeren op på maksimal hastighed, og septiktanken eksploderer i en gylleudgydelse, der splatter øregangene til med beskidte rytmer. Det hele var kaotisk, og hvis man ledte efter sammenhæng, symfonier og spidsfindigheder, skulle man lede længe i slammet. Men det var i høj grad et organiseret kaos, hvor kakofonien var sat på nodeark … eller måske rettere slået direkte gennem arket. Publikum tog sig endelig sammen til en ordentlig pit, også selvom det (hvis man altså som mange blandt gæsterne var faldet i gryden med fadøl dagen forinden) var tidligt på dagen. Sådan skal det være!
Metamorfose fra larve til kloak-krokodille
Fra Wayward Dawn til Slough til Sewer Haul … bandet har gennemgået mange metamorfoser. Som enhver sommerfugl må erkende, er tiden i puppen en smattet fornøjelse, hvor hele dens larvekorpus destrueres og øjnene smelter for at gøre plads til et nyt syn på tilværelsen, fra larve- til fugleperspektiv. De er egentlig ret metal, de sommerfugle! Sewer Haul lod denne dag til at være sprunget ud af puppens mørke omformningskammer og ud i lyset som et nyskabt bæst med blod på tanden. Dette bæsts blodtørst resulterede i en kaotisk, til tider kakofonisk massakre … men selvom denne massakre kun tog 24 minutter, ville man gerne have haft, at de var blevet lidt længere. Dog hellere det end en langtrukken pine … Jeg står i hvert fald klar, næste gang denne kloak-krokodille knurrer mod en mikrofon.
