Eyes. Foto: Rolf Meldgaard
En hardcore københavnsk cirkuspony
Vi stod som sild i en tønde klar til at blive banket fra kugle- til fladfisk. Lille VEGA var fyldt til randen med publikum, hvis munde allerede havde fundet sig til rette i solide stank faces. Således så de egentlig ikke anderledes ud i ansigterne end de fleste københavnere: Mere bundsur end det pesticidbefængte grundvand er danskens gemyt som skabt til metalscenens hardcore udtryk. Således har hardcoregutterne i danske Eyes haft god grobund for deres musik, og de har da også snart spillet København tyndt. Efterhånden burde tre spørgsmål kunne afgøre, om man er rigtig københavner: Har du betalt overpris for en fastelavnsbolle, ejer du en ladcykel, og har du set Eyes? Efter i aften kunne jeg endelig svare ja til et af disse. Spørgsmålet er, om Eyes efterhånden er blevet en træt københavnsk cirkuspony, eller om de stadig havde hestekræfter i sig til at skabe en galoperende pit.
Tinnitus på tilbud
Eyes har lige hentet hele otte kranier hjem for deres seneste udgivelse, Spinner, her på redaktionen. Således ville nogle mene, at det nu var tid til at hvile på laurbærrene. Men ikke Eyes. De sagtnede på intet tidspunkt farten under koncerten, og man blev næsten stakåndet af deres fremdrift med fråde i mundvigen. Pitten blev en smeltedigel, hvor man ikke skulle have øjnene for meget på stilke, hvis man ikke ville have dem stukket ud ved albuestød.
Lyden var lidt mangelfuld, men det betyder jo heller ikke det store, når det handler om hardcore. Selvfølgelig måtte det gerne have lydt bedre med mere fylde i lydbilledet, men når man allerede har fået trommehinderne slået til plukfisk efter øretæver i pitten, kan man alligevel ikke høre de dybere toner. Til gengæld var det ærgerligt, at særligt guitar og bas blev mudret sammen i én pærevælling, der ofte kvalte riffene i ren støj. Her reddede Eyes’ ukuelige energi koncerten hjem, og forsanger Victor Kaas kom i den grad ud over scenen til pittens pøbel.
Hans vokal kunne fræse gennem titanium med sin klassiske hardcoreklang. Hans soniske knytnæver ville dog have være endnu mere hårdtslående med en dybere bundklang. Trommernes rytmiske stød var relativt klassiske uden de store dikkedarer. Hvis man ikke havde tinnitus før, var dette ens heldige dag, da bækkenernes tinklang stadig hang i ørernes gange længe efter koncerten.
Hardcore hovedpine
Nakkerne hang som slunkne blomsterstilke mod presserummets bord efter koncerten. Fotografen og jeg fandt samhørighed om at have hamrende hovedpine efter Eyes – helt uden at have nærmet os den iltre energi i pittens inferno. Så ved man, at det har været hardcore! Der er ikke meget at klage over, for bandet leverede klassisk hardcore (med lidt ekstra krydderi), og hvis man ikke kan lide lugten i det bageri, så kan man få sig en småkage lige i smasken.
Pittens varme strålede ud gennem publikum, hvilket skabte den mest absurde linedanceforestilling, hvor der blev two-steppet i (og ude af) takt. Mens lyden var mangelfuld, var Eyes’ præstation det ingenlunde, og denne hardcorepony kan tydeligvis klare mange flere tonsende trav i circlepittens manege.
