Billeder udlånt af Peter Troest / Rockfreaks.net
Intimitet i mørket
Det var ikke mange, der havde fundet vej til Basement her på andendagen af A Colossal Weekend. Men dem, der gjorde, fik sig en musikalsk oplevelse af karakter. Ikke en som måles i decibel, men i nærvær. Den danske duo Lueenas, bestående af Ida Duelund på kontrabas og Maria Jagd på violin, skabte et lydrum så intenst og sårbart, at det føltes mere som at træde ind i et ritual end en koncert. Denne anmelder fik i hvert fald én på opleveren. Var det rock, metal eller bare i afkrogen af dette? Ingenlunde. Var det en af de helt store og dybtfølte musikalske oplevelser? Uden tvivl!
Minimalisme med dyb resonans
Duoen indtog den lille scene på Basement, og koncerten blev åbnet med melankolske og dragende toner. Det var nummeret ”Styx”, hvor de to instrumenter virkede til at føre en stille samtale. Nogle gange nærmest flirtende i tonerne og anslagene på strengene. Andre gange gik bølgerne højere - skænderi-lignende faktisk. Indtil melodien og tonerne igen genfandt hinanden i en forløsende harmoni. Musikken bevægede sig langsomt og eksperimenterende frem og tilbage, båret af effekter, gentagelser og loops af musikken, hvilket nærmest satte publikum i trance. Man blev med det samme suget ind i deres univers, og det var svært at slippe ud af igen.
De forskellige numre spændte over stemninger fra legende nysgerrighed til underliggende vrede og drømmende ro. Gennem de syv numre, der blev spillet, fik man hele følelsesregisteret berørt. Lyden og lysdesignet spillede tæt sammen, hvor røde, blå og lilla nuancer forstærkede musikkens indre billeder. Det hele krævede tålmodighed og åbenhed, men for dem, der lod sig indfange, var det en helt unik, smuk og meditativ oplevelse. Tiden fløj afsted, og man mistede fuldstændig tidsfornemmelsen som publikummer. Dette gjorde bandet også selv, da Ida Duelund hen mod slutningen af deres koncert spørger ud i publikum ’What is the time?’.
Samspillet mellem musikerne var levende og organisk, og deres kommunikation gennem blikke, smil og små gestusser gav følelsen af at være vidne til noget skrøbeligt og ægte. Da tonerne fra det sidste nummer, ”Glide”, ringede ud, havde beskuerne været vidne til et tungere og mere skævt nummer. Der var gang i effekt-pedalerne og man blev trukket ned i dybet samtidig med, ens sjæl blev kastet ud i kosmos. En storslået oplevelse, hvor man som publikum stod tilbage fyldt med kontraster. Helt tom, og alligevel følelsesmæssigt fyldt op.
Et dragende værk uden for tid
Lueenas leverede ikke en klassisk koncert i traditionel forstand, men snarere et æstetisk værk, der balancerede mellem komposition og improvisation. En oplevelse, der talte til sjælen mere end kroppen, og som ikke efterlod nogen tvivl om duoens kunstneriske format. Det var nichepræget, men samtidig universelt i sin følelse af menneskelig sårbarhed og skønhed. Kort sagt: en af de bedste musikalske oplevelser, jeg har haft i mange år. Der er ingen tvivl om, jeg skal se dem igen! Hvis ikke, når de varmer op for ORM i VEGA til efteråret, så på et andet tidspunkt. For hold nu fast, det var intet mindre end fantastisk.
Sætliste:
Styx
Nyx
Beatrice
Rondo
Souls/Dark
Ether
Canis Lupus
Glide
Billeder udlånt af Peter Troest / Rockfreaks.net