Agabas

Aftenens første freaks så for en umiddelbar betragtning relativt tilforladelige ud. Lange lokker, guitarernes blottede halse, hvis strenge glimtede i scenelyset og slagtøjet, der var forvist til bagtæppets folder. Agabas lignede et helt almindeligt metalband … og så alligevel. For hvad fanden lavede den saxofon midt i det hele? Det skulle vi snart få svar på, for Agabas kalder sig selv ‘death jazz’ og inkorporerer jazzkomponenter i deres dødsmetalprægede lydbillede. Det er så avantgarde, som det kan blive, og koncerten var ikke for sarte sjæle, for de formåede at fornærme folk fra begge genrefløje. Hverken jazz-aficionadoer eller fans af klassisk fee’ døø’ blev begejstrede, for Agabas brød alle konventioner i … ja, faktisk næsten alle genrer. Dem, der hørte Agabas for første gang, blev således godt gennemrystet i deres grundvold, og jeg holdt mine ører stive efter hver synkope og atypiske rytmesentens. Man forventede på intet tidspunkt, hvad der ville følge efter næste taktslag, og man holdt sig således årvågen. Som med en lagret Roquefort, der er lige så gammelsur som mig, skal man smage et par gange på sagerne, inden ens palette vænner sig til det uventede angreb. For en fan af alt det musikalsk utilpassede var særligt de diskante saxofonsoloer dog gefundenes Fressen. Forsanger Sondre Sørensen Brønstad kom helt ud over scenen med sine dybe growls, både i overført og bogstavelig forstand. Det eneste minus var den mudrede lyd, der af og til udtværede guitarens toner. Det forhindrede dog ikke publikum i at kaste sig næsegrus ind i en sanserus af heftige moshpits og walls of death, hvis intensitet var imponerende så tidligt på aftenen.

8/10

Alien Weaponry

Vi befinder os stadig i kolonialismens tidsalder, og selvom en del af Alien Weaponrys tekster omhandler scenarier fra 1800-tallet, så kunne de ikke være mere relevante. De lagde ud med den jordrystende "Rū Ana te Whenua", hvis indledende krigsråb på maori vakte salen til dåd. Sangen er skrevet om slaget ved Pukehinahina i 1864, der var et led i den britiske kolonimagts forsøg på at besætte newzealandsk jord. Den historiske kontekst klingede ingenlunde anakronistisk. Forsanger Lewis de Jong og bassist Tūranga Morgan-Edmonds råbte og growlede i lige dele vrede og afmagt, som begge virkede dybtfølt. Energien sitrede statisk i rummet, og man kunne mærke, at der for alvor var noget på spil. Jong lettede næsten under sine helikoptersvingende dreads, og tungen hang langt ud af halsen på Morgan-Edmonds, mens han drønede sine toner ud over publikumsmasserne. Således var de trods deres knappe ord til publikum særdeles nærværende på scenen. Desværre var problemet med det mudrede lydbillede endnu ikke løst til fulde, og det var en skam, da det udvandede oplevelsen en del. Mod koncertens slutning sagtnedes deres momentum en anelse under eksempelvis “Taniwah” (trods referencen til Lamb Of God), og tonerne trættedes. Vi endte dog højt med “Kai Tangata”, hvor urkraften af indestængt vrede over årtiers undertrykkelse igen blev krænget frem. Alien Weaponry er en særdeles vigtig stemme i samtidens debat, men et lidt spøjst fyld af seriøsitet i metalsandwichen mellem Agabas og Avatars hvide brød, idet begge bands er mere gakkede. Måske gik bookeren bare telefonbogen igennem og valgte bands, der begyndte med A? Mens ræsonnementet bag aftenens lineup er uransageligt, er jeg dog glad for at have oplevet Alien Weaponry.

7/10

Avatar

Styg Styx

Man blev næsten lullet i søvn af den hvide støj fra det kunstige uvejr, som højtalerne overregnede os med i den rumme tid, vi ventede på Avatars ankomst. Men så skete det: Et skibs forstavn skilte scenetæppets røde folder, da Avatar sejlede ind på scenen som færgemanden på floden Styx. Hvilket afsnit af Helvede ville han mon bringe vor forpinte sjæls ører til? En ting var sikker: Hele salen var beredt på at følge Avatar i døden.

 

Midt i mareridtenes manege

Det var selvfølgelig ikke selveste døden, der stod ved roret, men Kaptajn Ged (eller “Captain Goat”). Fællessangen gjaldede straks gennem salen og viste publikums dedikation til det svenske cirkus, som var vendt tilbage til den danske manege. Sætlisten bød både på gamle kendinge og nyere toner fra for eksempel Don’t Go in the Forest, som udkom sidste år. Det er ikke deres stærkeste album, og selvom titelsangen er særdeles stærk, var “Tonight We Must Be Warriors” fra samme plade et af aftenens lavpunkter.  

Der var dog ikke tale om et særligt dybt lavpunkt, for niveauet var generelt højt og energien ligeså. Smilet stod malet på forsanger Johannes Eckerströms ansigt – og det skyldtes ikke udelukkende sminken. Som en snakkesalig pauseklovn gav han klart udtryk for sin spilleglæde, og selvom han nok siger det samme til alle byer, så virkede hans glæde over det danske publikum ikke påtaget. Snakkepauserne trak en anelse i langdrag, men til gengæld morede man sig gevaldigt i selskab med den sminkede hyggeonkel. Hans stemmes ambitus svingede sig mellem imponerende højdedrag og melodiske dybder. Det var umuligt at kede sig til et show med så mange sceneskift og små humoristiske indslag, som eksempelvis manden med highhat-hatten på, der modtog trommeslager John Alfredssons meget brutale slag. Alfredsson er i det hele taget en ekvilibrist bag sit slagtøj og beherskede salen med både sit tempo, sine rytmer og sit isnende vanvidsbliks forfrosne fjelde. Det var tydeligt, at Avatar består af musikanter af et højt format. Særligt udmærkede den kronede konge, guitaristen Jonas "Kungen" Jarlsby sig, da han uddelte fingerspidsopsplittende riffs fra sin tronstol, der mindede om en scene fra febervildelsesfilmen “Legend of Avatar Country”. Var der lige lovligt mange gimmicks og indstuderet guitarføring? Ja, men det er jo for hulen forventeligt, når man tager ind for at se Avatar. Vi sluttede med et stærkt efterspil, hvor vi fik hyldet apokalypsen og spredt dunsten af et freakshow i salen. Man skulle være et skarn, hvis ikke man havde en fest – omend modvilligt.

8/10