Totalteateret fortsætter

Tilbage i 2006 debuterede Avatar med albummet Thoughts of No Tomorrow. En omgang moderne melodisk dødsmetal, der ikke lagde skjul på, at bandet var fra Göteborg. Sådan fortsatte de i et par år frem. I 2012 udgav de albummet Black Waltz, der varslede nye og mere teatralske tider for Avatar. Bandet begyndte at orientere sig mere og mere mod det konceptuelle, og deres visuelle udtryk voksede markant, hvilket de efterfølgende albummer bærer præg af, kulminerende med pladerne Feathers & Flesh og Avatar Country. Sidstnævnte mundede sågar ud i en fanfinansieret film, der byggede videre på albummets overordnede historier og tema. Nu er Avatar tilbage med endnu et studiealbum, og spørgsmålet er, om de fortsætter i det konceptuelle univers, eller om de nok en gang har fundet på noget nyt?

Hårdere og mørkere end tidligere

Ja, der er kommet lidt nye farver på paletten, men Avatar er det uden tvivl. Det konceptuelle er stadigvæk til stede, men i modsætning til bandets to seneste studiealbummer så er det de enkelte sange, der her er i fokus, og ikke en overordnet og gennemgående historie. I et interview fortæller frontmand Johannes Eckerström, at de på albummet Avatar Country gerne ville lave noget sjovt og humoristisk. De følte selv, at de nåede i mål med deres forehavende, hvilket betød, at den næste plade skulle være alt andet end sjov og humoristisk, og endnu en gang er de nået i mål.

Pladen åbner med det hårdtslående nummer ”Silence in the Age of Apes”, der for alvor får sparket albummet i gang, og dedikerede fans vil med det samme bemærke, at det er den hårdeste udgave af Avatar til dato. Der er i den grad fyret op under kedlerne, og det svenske totalteater folder sig på fornemmeste vis ud. Et stærkt nummer, der lover godt for resten af Hunter Gatherer. Anden skæring, ”Colossus”, følger fint op på det første nummer, og Eckerström får lov at vise, hvor bredt hans vokal spænder. To andre sange, der også skal fremhæves for det positive, er “Child” og ”When All But Force Has Failed”. Førstnævnte viser endnu en gang et vokalt overskud udover det sædvanlige, og særligt verset henleder tankerne på System of a Downs ”Toxicity”. ”When All But Force Has Failed” er i stil med Marilyn Manson, som han lød på Antichrist Superstar. Et aggressivt nummer med en lynhurtig, næsten rappende vokal.

Men træerne vokser ikke ind i himlen for Avatar. En sang som ”Gun” er tæt på forfærdelig. Et kedeligt og ligegyldigt klaver spiller under Eckerströms vokal, og det er det. Ikke at alle sange skal være hårdtslående og vilde, men denne ballade er ganske enkelt for tynd. Tilbage er en håndfuld numre, som på hver deres måde har noget interessant i sig, dog uden at feje benene væk under lytteren. Et eksempel herpå kunne være den tredje sang på albummet, ”A Secret Door”, der med en intro, hvor der fløjtes, og et countryinspireret riff adskiller sig fra resten. Det er dog kun, indtil det hele bryder sammen, og sangen skriges og brøles i mål.

Solid præstation – men med plads til forbedringer

Avatar har med Hunter Gatherer lavet et ganske godt album, hvor der uden tvivl er en lille håndfuld fede sange. Det er godt produceret, og som lytter kan man sagtens høre det dramatiske og teatralske islæt, der er et af Avatars varemærker. Det er melodisk og afvekslende, og måske er det faktisk det, som gør, at en del af sangene ikke rigtig bider fra sig. Og så er vi tilbage ved sangen ”Gun”. Den skulle ganske enkelt ikke have været med på albummet, og som det sikkert er blevet tydeligt for læseren, så er den i høj grad med til at holde Avatars karakter lige under de syv dødningehoveder.