På dette års Copenhell fik vi os en lille snak med Orange Goblin.

Lad os bare starte ved begyndelsen. I har været sammen i bandet siden 1995, ikke?
Jo, vi startede bandet i ’95, men før det havde vi sådan en… du ved, vi prøvede forskellige ting af. Bandet hed Our Haunted Kingdom en overgang før… Ja altså, vi var mere dødsmetal og et eller andet sted undervejs, så ændrede vi os. Vi lyttede til Black Sabbath og Led Zeppelin, og det gik ligesom i den retning. Men ja, stort set det samme lineup bortset fra Pete, der forlod os, en af rytmeguitaristerne forlod os i 2004 – tror jeg. Men siden da, har det været det samme lineup. De andre fyre fra dengang og indtil nu, vi kører stadig.

Hvordan startede det hele?
For at gøre en lang historie kort, så gik vi alle ud af skolen, og jeg mødte Ben og Martin, da vi var omkring 17 år. Og vi var i det der stadie imellem skole og arbejde, og du ved ikke rigtigt, hvad du skal stille op, og du er lidt fortabt, og dine forældre bliver ved med at spørge ”Hvad har du tænkt dig at stille op med dit liv?”. Så vi sagde bare, ”hvad med, at vi laver et band?”, og det var seriøst ikke bare en joke, men det var mere som en hobby. Og vi lavede bandet og kunne virkelig godt lide det. Og vi lavede et par småjobs på små lokale pubber, hvor du betaler for at spille, og folk kom for at se os. Og vi blev med det samme overraskede over, hvor karismatisk Ben var helt fra de første dage. Det var sådan lidt wow, han er virkelig en dygtig frontmand, og det gik bare op for os, at han havde en gave. Så vi tænkte bare, at vi skulle fortsætte. Og vi kniber stadig os selv i armene over, at vi laver det her, for vi havde slet ikke planlagt, at vi skulle spille festivaler som denne og have 9 udgivne albums – og nu er det 25 år senere… Det er som et virkelig lykkeligt uheld, så du ved, vi har bare været virkelig heldige.

Hvordan føles det at holde sammen så længe, I er vel en slags musikfamilie?
Ja, det er vi nærmest. Jeg tror, du har helt ret. Chris sagde det virkelig godt, da han – fordi vi har jo alle familier og ser dem mindre, end vi plejede, men han sagde, at når du mødes med dine venner i weekenden og lige skal ud og have et par øl, sådan er vi! Vi får at vide, at vi skal komme og lave et par shows, og så tropper vi op, og det er det, tror jeg, der bibeholder vores familie. Altså vi samles og har ikke set hinanden en rum tid, og så er det ligesom en aften ude med vennerne for at få et par øl, og vi bliver så bare betalt for at spille. Så det, tror jeg, er hemmeligheden. Vi har aldrig haft skænderier – eller selvfølgelig har vi det, men det har aldrig været seriøst, men vi har ligesom de der afbræk ind imellem. 

Jeg ved, at I alle plejede at have almindelige jobs samtidig med dette. Så hvordan fandt I tiden til både at have et almindeligt arbejde, skrive musik og turnere?
Det er virkelig hårdt, for vi har alle familier nu, og vi er i fyrrerne, og Chris er i halvtredserne, så du ved… Vi er virkelig gamle. Eller altså min familie er vant til det, og mine børn er vokset op med, at vi tit var væk på turné, så de er bare vant til, at jeg er meget væk. Vi turnerer ikke så meget længere af samme årsag. Jeg tror, at vi brugte al vores tid på bandet i 2013, og det var ret hårdt, for vi var hele tiden væk. Og vi kunne sagtens have fortsat til i dag, men det var for hårdt for vores personlige liv, og vi fandt et godt kompromis. Vi kan have et fuldtidsarbejde, tage væk i weekenden og lave festivaler og shows og små turneer. Men vi forsøger at sætte farten lidt ned, men uden at stoppe – jeg tror aldrig vi stopper. Så vi fortsætter med at rulle sådan her indtil videre.

Så I har musik i årene. Jeg læste også et sted, at din far spillede guitar?
Godt klaret, det gjorde han da for pokker!

Fik du dit talent fra ham?
Ja, min far havde en masse forskellige hobbyer, mens jeg voksede op. Han blev rigtigt god til en hobby, og så stoppede han med det. Og en af dem var at spille klassisk guitar og bas. Og da jeg så blev interesseret i guitar, så var jeg jo heldig, at han havde spillet, så han kunne sende mig i den rigtige retning. Men jeg ville nu ikke gå den klassiske vej. Jeg havde allerede fundet Jimmy Page på det tidspunkt, så han sagde, at jeg skulle prøve noget af det. Men han var meget støttende, da jeg var barn, men så stoppede han med at spille, og jeg lærte ham at spille en smule bas, så det omvendte ligesom rollerne.

Så du ville ikke lave klassisk musik, og det er jo heller ikke ligefrem det Orange Goblin laver – I laver et stort mix af genrer. På en af jeres ældre sange hører jeg lidt Metallica-inspiration. Hvor finder I inspiration til al jeres musik?
Vi har alle sammen forskellig musiksmag – det er tydeligvis alt sammen indenfor metal og rock. Ben og jeg er nok mere i retning af new wave of heavy metal, Ben er kæmpe Metallica-fan. Det samme var Martin, men jeg er mere til blues og 70’er-rock, Chris var meget mere til punk – og så tror jeg, at vi alle har en stor kærlighed til Black Sabbath, og så spreder det sig ligesom ud derfra. Og vi har sagt lige fra begyndelsen, at der ikke er nogen regler. Vi behøver ikke lyde som Metallica. Vi behøver ikke lyde ligesom Discharge eller nogen af de andre. Vi blander bare det hele sammen, og der er absolut ingen regler. Og tit kommer jeg med en blueset ide – og 10 af dem bliver smidt ud, fordi vi ikke vil lyde som BB King og omvendt. Så vi finder ligesom det bedste i stakken, og Millard kommer med et Metallica-riff, og vi blander det med mit bluesede riff, og Chris smider lidt punk ind, og så blander vi det hele sammen.

Så det er bare en stor smeltedigel?
Det er en stor smeltedigel af ting, vi har stjålet igennem årene.

Hvad er vigtigst for jer i skriveprocessen?
Øhh det er normalt, at vi begynder at panikke, når vi opdager, at vi har et album at udgive om et par måneder. Og så siger vi pludselig; ”Åhr! Vi må hellere komme igang med at gøre noget”. Og jeg tror, at det virker for os på en eller anden måde. Det gør det ikke for ret mange bands, men vi starter med at have en tidsplan. Typisk når jeg kommer med en masse ideer, så Chris… nåhr ja, Chris er jo trommeslager, men spiller også guitar, og han kommer med en masse ideer, og så går vi i studiet med det samme. Og som jeg sagde før, så vælger vi et riff, og de andre siger, at det er forfærdeligt – og vi er virkeligt ærlige, så vi tager ikke kritik så seriøst. Så hvis nogen ikke kan lide et eller andet, som en anden har lavet, så siger vi bare, ”at det bruger vi altså ikke”. Og vi eksperimenterer, og det er det, der er den sjove del. Som ”The Stranger” på det nye album, det er lidt anderledes end, hvad vi ellers har lavet, og det holder det friskt for os. Og normalt, når vi har lavet det hele, så kommer Ben og siger ”Jeg må hellere gå i gang med at skrive nogle melodier og tekster”, og det gemmer han til senere. Og nogle gange så har vi indspillet et helt album, og så kommer han og siger, at han kun vil synge den linje. Men som sagt, så virker det på en eller anden måde, og grunden til, at det virker, er, at hvor vi tidligere skrev sange måneder og måneder og måneder, før vi indspillede det. Så når vi nåede til at indspille det, så var vi trætte af det. Og det ændrer sig, og vi glemmer, hvorfor sangen var god til at starte med, fordi den forandrer sig, og så er slutresultatet ikke så spændende. Du ved… Den der gnist i ideen – vi prøver at få indspillet den gnist, ellers er den ude.

Det lyder lidt som en stressende proces, men også inspirerende, fordi du ændrer, hvad du kommer med til slutresultatet...
Ja, altså det, der sker, er jo, at de første øvedage er stressende, fordi vi… Du ved, det er ligesom, når du lavede lektier som barn, og de der første par linjer er bare… Argh, jeg bliver nødt til at skrive en essay, hvad stiller jeg op? Men så snart du får de første par ideer, så flyder det. Det er som magi. Men det er min yndlingsdel af det hele, og det er sjovt. 

I har skabt 9 albums, så der må være en slags magi. Der har været en del snak om, at jeres seneste album, The Wolf Bites Back, har en usædvanlig lyd ift. Orange Goblins bagkatalog. Hvad har I ændret og hvorfor?
Øhm, igen så gik vi jo ikke ind i det med den ide, at vi ville ændre lyden. Det er bare det, der kom ud. Mange af vores albums har tidligere haft et gennemgående tema, fx med Healing Through Fire, der handlede om den sorte død i London. Så de havde temaer, og den her var om zombier, der kom tilbage fra de døde – og de døde af pest eller noget. Men med dette album ville vi gerne holde det simpelt, så vi kunne spille numrene live. Jeg tror, at jeg havde meget af skylden for A Eulogy for the Damned og Back From the Abyss. For jeg lavede meget overdub med guitarer og harmonier, og så glemte jeg, at jeg i virkeligheden er den eneste live guitarist, så nogle af sangene er virkelig svære. Og denne gang ville vi gerne holde det mere råt og tilbagelænet og mere sådan rent rock’n’roll. Sådan endte det selvfølgelig ikke, for vi faldt i fælden med at overgøre det en lille smule, men de fleste af sangene er kortere og lettere at spille live.

Det er fedt, så I kan få samme lyd fra albummet og ud på scenen.
Det er nemlig rigtigt. Det var hele pointen, og jeg synes, at det virkede. Sangene virker til at fungere ret godt live…

Jaa… det får vi jo at se om en time eller to!
Ja, så kan du være dommeren for, om det virkede eller ej.

Vi blev nødt til at vente lidt fra Back From the Abyss til The Wolf Bites Back – det var 4 år. Og det er faktisk det længste, der er gået imellem nogle af jeres albums – hvorfor tog det så lang tid at skabe dette album?
Øhh jamen… vi gjorde Back From the Abyss færdig, og turnerede en masse med det, og som sagt, så har vi alle sammen et liv udenfor bandet. Og det tager ligesom bare over, og tiden går virkelig hurtigt, når du bliver ældre. Så vi arbejdede bare og koncentrerede os om familielivet, og vi spillede også en masse liveshows i den periode, så vi havde jo spillejobs hele tiden, men skriveprocessen sagtnede bare farten. Men du har ret. 4 år er IKKE acceptabelt, men vi kunne bare ikke… Måske var inspirationen der bare ikke rigtigt i en periode. Vi levede bare vores liv, og så kom vi væk fra det med at være klar og være det rigtige sted. Det tager bare tid ind imellem, og vi er dovne!

Det tror jeg ikke på! Men hvornår får vi så det næste album?
Åhr, det ved jeg ikke. Vi snakker da om at skrive i slutningen af året. Det bliver måske til, at vi udgiver et par EP’er, for der er jo altid ideer og nye sange i støbeskeen. Indtil videre er det ikke en fast plan, men forhåbentligt så starter vi i slutningen af året – vi har ideerne til at begynde at indspille noget. Vi ved aldrig, hvad vi laver…

I laver det på farten?
Fuldstændig uden system, ja…

I har turneret i et stykke tid nu, og har været i gang i mere end 20 år. Hvilken af jeres turneer har været din favorit, og hvilket band har været dit yndlingsband at turnere med?
Wow, der har været så mange, og jeg vil ikke fornærme andre bands. Men jeg tænker på en af de første turneer, som vi lavede med Cathedral. Det var en Europaturné og til Japan også – sikkert tilbage i 1999 eller 2000? Det var ret specielt, og Lee Dorrian har virkelig hjulpet os med at komme derhen, hvor vi er i dag. Og vi elsker bare det band. Vi er kæmpe Cathedral-fans, og på det tidspunkt var de nok vores top-indflydelse. Så da vi blev spurgt, om vi ville på turné med dem i Europa og Japan, var fuldstændigt utroligt. Vi boede på et hotel, hvor Michael Jackson også boede – og vi tænkte bare ”Wow! Det her er rigtigt!”. Tre dage senere var vi tilbage i vores egne huse, men lige i det øjeblik, var det bare fantastisk. Men det er svært at udvælge en turné, fordi de alle sammen har været fede og havde gode øjeblikke såvel som dårlige øjeblikke. Men den der stikker ud som en af de mest uforglemmelige.

Lige nu er I så på Copenhell og skal spille en festivalkoncert. Men hvad er egentligt jeres favorit – spille et lukket show eller en festival som denne med en åben scene?
De er jo forskellige. Jeg kan rigtigt godt lide intimiteten i et klubshow, hvor sved vælter ned fra loftet, og det er højt og mørkt, og folk bare går amok – det elsker jeg. Men… det er også fedt at være udenfor på en stor scene, og du føler virkelig, at du er en rockstjerne! Og så bare se, at folk går ind i det, som måske ikke engang kender dit band. På en festival så vil der selvfølgelig være personer, der hører dig for første gang. Det er fedt, når folk kommer op til dig og siger ”Jeg har aldrig hørt jeres band før, wow!”, når du lige kommer forbi. Så det elsker vi. Men de er begge fede af forskellige årsager, og det er jo sådan med alle shows, at de er fede af forskellige årsager. Men jeg kan virkelig godt lide de der små, svedige klubshows – de er virkeligt fede. 

Det her er jeres første gang på Copenhell. Er der noget specielt, I har set frem til på denne festival?
Øhm faktisk bare at spille her. Vi har ikke spillet i Danmark i… Jeg kan ikke engang huske, hvor længe siden det er. Det er virkeligt længe siden, så det er rigtigt dejligt at være tilbage hertil igen. Og jeg havde lige en gåtur rundt på pladsen, og det virker til at være et rigtigt godt sted. Som en glad, afslappet, tilbagelænet festival, så jeg glæder mig bare til at komme derop på scene og rocke. Vi har kun 45 minutter, såå… Vi bliver nødt til bare at gå ind og have det sjovt. 

Jeg har kun et spørgsmål mere. Er der noget, du gerne vil sige til alle dine danske fans?
I må bare ikke give op! Vi kommer tilbage med mere musik, men mest så siger vi tak for at blive ved vores side. Vi har lige haft sådan en signing og et interview i teltet, og vi forventede ikke rigtigt, at der kom nogen. Vi gik ligesom bare ind, og så var der bare en masse mennesker, og det var virkelig fedt og uventet. Så undskyld, fordi det har taget så lang tid, vi kommer tilbage og tak for al støtten. Det har været fedt!