Metallens geografi

I løbet af de ni år, jeg har været musikanmelder, har jeg formået at anmelde bands fra alle kontinenter med undtagelse af Antarktis – hvilket udelukkende skyldes, at pingviner sværger til swingjazz.

Noget af det, jeg elsker allermest ved at være musikanmelder, er at dykke dybt ned i puljen med obskure mikrobands fra lande, man ikke traditionelt set forbinder med metal, eller at anmelde musik fra lande, jeg ikke har arbejdet med før. Dels fordi det er sjovt at høre, om X eller Y land har en helt særlig måde at fortolke metal på, dels fordi der er noget fedt i at kunne sige, man har anmeldt bands fra Kirgisistan, Aserbajdsjan og Fransk Polynesien. Derfor er der ikke mange steder på verdenskortet, jeg ikke kan sætte et lille kryds ud for – det skulle da lige være … Letland! Dievs, svētī Latviju!

Hedenske herligheder

Trods det faktum at Skyforger er et af Letlands mest kendte bands, samt at de snart kan fejre deres 30-årsjubilæum, så har vi faktisk aldrig anmeldt orkestret før. Bevares, det er da også præcis ti år siden, de sidst udgav noget, og de har da også kun besøgt os én enkelt gang i løbet af deres karriere, men alligevel.

Det skal der sørme gøres noget ved nu – dels fordi de er lidt af en institution inden for baltisk metal, dels fordi Teikas er intet mindre end fremragende! Hvis man ikke kender Skyforger, så spiller de den outrerede nichegenre ’pagan black’. En udefinerbar pærevælling af viking, black, folk, død og traditionel heavy fyldt med bands, der, på papiret, ikke har meget tilfælles. Med andre ord kan man i løbet af ét enkelt nummer blive mødt af soniske indtryk, der minder om alt lige fra Bathory, Slayer, Dissection, Iron Maiden til Jethro Tull – og her er Teikas ingen undtagelse. Tag nu bare numrene ”Dieva suns”, ”Spīgana” og ”Mājas kungs”, hvor man virkeligt bliver inviteret på en gedigen rusketur og bliver præsenteret for samtlige af genrens virkemidler, alt lige fra hvinende fræserguitar til sækkepibe, jødeharpe og dobbelt stortromme.

Der sker så meget i løbet af den lille time, som albummet varer, og hvert nummer formår at kunne stå på egne ben, trods at der er 13 (11, hvis vi fraregner intermezziene) af dem – der er med andre ord tale om sublim sangskrivning. At samtlige medlemmer så også formår at spille røven ud af bukserne, hjælper bestemt også – man kan godt mærke, at det her album er Skyforger, der skriger af fulde lungers kraft: ’Fuck ja, vi er tilbage, røvhuller!’. Der skal især sendes skud ud til bassisten Edgars ’Zirgs’ Grabovskis. Det er altså en mand, der er blevet opflasket med Lemmy – er du gal, hvor hans bas buldrer!

Dog giver det sig selv, at når der nu er så mange numre, som der er, så er det ikke dem alle, der er lige fremme i skoene. ”Svētbirzs” er et sådant eksempel. Det er en udmærket sang, men den kan ikke helt holde trit med resten af pladen, desværre – det havde også været meget forlangt ganske vist.

Fuldstændigt forrygende!

Teikas er, som tidligere nævnt, en fuldstændig forrygende skive og noget af det bedste pagan black, jeg har hørt længe. Det er ydermere fantastisk at høre en skive fra et ældre band, som ikke har udgivet noget i årevis, som har så meget smæk på. Det sker alt for tit, at når bands har rundet de 20, så falder kvaliteten drastisk, men ikke her! Skyforger spiller fortsat med den samme passion og ild i hjertet, som man ellers kun har, når man er en uvasket teenager med sit første instrument – og ganske vist har de ikke udgivet noget siden 2015, men de har bestemt ikke hvilet på laurbærrene. Tværtimod! Så derfor skal der herfra lyde et: Liels paldies, mani draugi!