Toto, I’ve a feeling we’re not in Middle-Earth anymore!

Efter at have fortolket både J.R.R. Tolkien og Andrzej Sapkowski har engelske Firienholt valgt at skyde med spredehagl. Jovist, lyrikken er da stadig baseret på fantasygenren, men ikke længere på bestemte værker. Om det så spiller en stor rolle med hensyn til musikken og sangskrivningen, ja, det er jo et godt spørgsmål – og et spørgsmål, der kun kan besvares ved at slå lyttebøfferne ud! Så bestig din ganger, træk dit sværd, og rid mod Gondo… nå, nej!

Plus og minus

Firienholt spiller den, måske, mindste af alle metalgenrer, nemlig ’epic black’. En genre, hvor, selv hvis vi samlede alle de bands, der spiller den, så ville de nok have svært ved at fylde mere end et gennemsnitligt banegårdstoilet. Genren er så diminutiv, at den kan koges ned til ’Lyder det som Caladan Brood eller Summoning? Godt, så er I epic black’. Så simpelt kan man næppe beskrive andre genrer; prøv bare at tænke på prog metal, hvor man ikke just yder genren retfærdighed ved at spørge, om det lyder som Dream Theater.

Firienholt har da heller aldrig skjult, at deres primære inspirationskilde er Caladan Brood, og da der er større chancer for fred imellem Hamas og Israel, end der er for, at Caladan Brood laver en ny skive, så er det egentlig ganske fint, at Firienholt gør det for dem i stedet. Tag nu bare c-stykket i ”Entombed in the Halls of Stone”. Det er så tæt på at lyde som det legendariske sidste vers fra ”Book of the Fallen”, som det kan være.

Så umiddelbart lyder det jo, som om at der ikke er sket meget, siden bandet sidst udgav musik, og det er der da heller ikke – Firienholt lyder stort set, som de altid har gjort – og dog! Det står hurtigt klart, at de to vokalister har øvet sig gevaldigt siden sidst. Især er den rå vokal markant bedre end på bandets tidligere udgivelser, både i forhold til teknik, men også gennemslagskraft. At albummet så også, rent generelt, er bedre produceret, hjælper naturligvis også. Dette opvejer, at albummets sangskrivning ikke er helt på niveau med White Frost and Elder Blood. Night Eternal er til tider lidt for træg og anæmisk. Der savner jeg noget af den gennemslagskraft – og melankoli ej at forglemme – et nummer som ”The Wolf and the Raven” havde. Ganske vist er ”A Realm Reborn in Fires of War” et decideret smukt nummer, hvor Firienholt virkeligt viser alt, hvad de kan og er. Men desværre trækker ”The Vale of Haunted Shadow” i den anden retning. Så der er med andre ord lidt fra alle hylder.

Niveauet holder

Om Firienholt nogensinde kommer til at lyde som andet end et Caladan Brood-tributband er, af åbenlyse årsager, svært at spå om. Og hvem ved, måske er det faktisk også totalt ligegyldigt, så længe musikken er god – bands som Airbourne har da skabt en glorværdig karriere ved at kopiere andre, større bands. Heldigvis er musikken da også god; den kunne være bedre, men alt i alt er Night Eternal på samme niveau som White Frost and Elder Blood, og selvom sangskrivningen halter lidt, så har de tre herrer oppet sig rent musikalsk, og med det in mente er jeg spædt på at høre, hvad de finder på næste gang.