Ej blot til lyst

Hvad er formålet egentlig med kunst? At underholde? At oplyse? At inspirere? At provokere? Noget helt femte eller måske dét hele?

Uanset hvad så håber jeg da, at vi alle har oplevet kunst, der har haft en skelsættende betydning for os. Noget, der har stadfæstet sig i os og været med til at forme os som mennesker. Da Rafał ’Czarnuch’ Chruścicki (som i øvrigt også spiller trommer i Kalt Vindur) skabte Wesele tilbage i 2021, var det på baggrund af hans fascination af både det polske nationaldrama af samme navn og hele Młoda Polska-bevægelsen. Alt dette minder mig utroligt meget om Afskys mesterværk Ofte jeg drømmer mig død – hvilket er en god ting. Men der kan, som bekendt, være umådeligt langt fra store tanker til stor kunst.

Er der nogen, der har set en rød tråd her et sted?

Zmierzch er, på mange måder, et spøjst værk, men desværre også et usammenhængende værk. Det første nummer ”Kamień” narrer lytteren til at tro, albummet er en klassisk omgang atmo-black meget lig Afsky. Faktisk lyder den sang utroligt meget som ”Altid Veltilfreds” – næsten for meget … Men bortset fra det så er det et ganske udmærket nummer.

Dog skifter stilen allerede gevaldigt på det næste nummer, ”Oberek”. Her går bassen, for eksempel, fra at være totalt fraværende i lydmixet til at være det ledende instrument – og helt generelt: Desto længere ind i pladen, man kommer, desto mere progget og melodisk bliver musikken. Ja, det ender egentlig med at lyde som en lidt doven Kalt Vindur-jam, hvilket jo ikke er så underligt, men altså, hvis jeg ville høre Kalt Vindur … ja, så satte jeg jo nok dem på i stedet.

Et andet eksempel på, hvor usammenhængende det her værk er, er, at numrene enten er alt for korte eller alt for lange. Der er ingen rød tråd rent sangskrivningsmæssigt. ”Wyzwolenie”, for eksempel, er en lille hurtig omgang Dissection-inspireret bølleblack, men med en længde på lige under fire minutter, så når den ikke at gøre meget væsen af sig. Den bliver så efterfulgt af ”Drzewo” på godt og vel 12 minutter, hvoraf omtrent halvdelen er blipbloplyde og ekko fra et keyboard – for hvem elsker ikke den slags!? Man græmmes bare ved tanken!

Ingen mand er en ø

Black metal-genren er, ganske vist, fyldt med eksempler på storladne værker skabt af enkeltpersoner – og jeg kan sagtens se, hvordan ideen om den totale kunstneriske frihed er så tillokkende. Problemet er dog, at for hver god soloskive er der mindst ti elendige og endnu flere, hvor det er tydeligt, at behovet for et ekstra sæt ører havde gjort en enorm forskel. Zmierzch er dog ikke elendig, og Chruścicki er bestemt en dygtig musiker, men han er ikke en dygtig nok sangskriver til, at han kan stå på egne ben. Desværre.