Top 3 - Rolf Meldgaard 2023
Billede af Nikolaj Bransholm / Bransholm Photography
Et godt år i fortvivlelsens malstrøm
2023 er et år, hvor det føles, som om verden er gået i brand med konstant snak om krigen i Ukraine og klimaet, der er endnu mere ude på et skråplan end først antaget. Da sendefladerne endelig holdt pause fra disse ting, så var det gudhjælpemig på grund af, at Palæstina og Israel skulle levere et kæmpe nyt kapitel til den allerede meget triste historiebog derom. Som almindelig borger i verdenssamfundet, så er det ærligt talt svært ikke føle en vis mængde fortvivlelse. Heldigvis er musikken der altid som en konstant til at fortælle om de tanker og følelser, som verdensbilledet planter i os mennesker, og står som skarpt indblik i verdenshistorie for tidsperioden. Kriser giver ofte anledning til en række interessante musikalske værker. I 2022 var vi ret enige på redaktionen om, at det var et skuffende musikår. Det ene store band efter det andet smed mildest talt intetsigende eller decideret dårlige værker på gaden. I år forholder det sig anderledes, selvom Metallica er gået i total tomgang, så er der meget tvivl ved redaktionen om, hvordan 2023 har været som helhed med de musikinteresserede briller på. Nogen af os synes, det har været et ret godt år, og andre det modsatte. Jeg tilhører heldigvis første segment, og derfor har det ikke været nogen nem opgave at sammensætte en Top-3 i år.
Derudover er koncerterne for alvor vendt tilbage til danske land ovenpå pandemien, og som en meget ivrig koncertgænger og passioneret koncertfotograf, så har det bragt utrolig meget glæde. Selv har jeg taget billeder af omkring 200 forskellige optrædener, så derfor er det naturligt, at min liste skal afrundes med mine yndlingsskud fra i år for at honorere, at livemusikken lever og ånder igen. Så lad os dykke ned i det.
Årets danske udgivelser
3.pladsen
Jeg har haft mange dybe samtaler med mig selv, om en EP virkelig skulle have en plads på listen. Konklusionen blev, at Étre simpelthen fortjener det. De har løftet deres niveau et stykke siden deres første EP i trilogien, som ellers allerede var på et helt fornuftigt niveau. Særligt fedt er det at høre, hvordan forsangerinde, Freja Ordell, har udvidet spændvidde i vokalen, og det klæder virkelig bandets komplekse, drømmende og melodiøse lydbillede godt. De gode progressive metalbands gror ikke på træerne i Danmark, da interessen for genren forsat virker lille. Forhåbentligt vil den gro med tiden, Étre er i hvert fald godt bud på et af de bands, som skal være dansk fanebærer for genren.
2.pladsen
Afsky har været der, her og alle vegne, eller sådan føles det i hvert fald i år. Det er også yderst velfortjent, for Ole Luk har igen skruet et lækkert black-metalalbum sammen, hvor sørgmodighed og melankoli pakkes ind i smukke melodier. Det er en meget naturlig forsættelse af Ofte Drømmer Jeg Mig Død. Selvom Luk selv fører pennen på Om Hundrede År, så må man sige, at lyrikken stadigvæk er flot sammensat og skrevet, næsten helt på niveau med de gamle mestre. Det matcher det univers, som er blevet skabt med Afsky. Det er ikke for sjov, at Luk efterhånden er gået hen og blevet kært folkeeje i Metal Danmarks sorte afkroge. Jeg siger i hvert fald tak for musikken og de gode liveoplevelser i år.
1. pladsen
Det var ikke en plade, som jeg troede skulle ende i min top-3 før dens udgivelse. Det stod dog lynhurtigt klart efter få gennemlytninger i marts, at Delude nok ville være en kandidat til at ende på min årsliste, og her står vi så. Victor Kaas er vokalist i projektet, og selvom hans andre projekter, LLNN og Eyes, løber med alt opmærksomheden (og det er også forståeligt nok – bevares), så bør Telos ikke gå ubemærket hen. Bandet spiller blackened hardcore eller blackcore, som det også betegnes, og der er fuld fart over feltet. Sjældent har jeg hørt en plade med så meget kaos og misantropi repræsenteret i dets lydbillede. Dette er samtidigt med, at musikken leveres med kæmpe nerve og intensitet. Det er 32 minutters rent raseri og håbløshed smidt direkte i fjæset, og man efterlades en anelse forpustet og rundt på gulvet efter sådan en omgang. Et lydunivers som matcher verdensbilledet meget godt lige nu, og måske netop derfor var det så tiltrængt med denne soniske lussing.
Boblere:
- Oxx – The Primordial Blues
- Eyes - Congratulations
- Kold – Intet Mere Er
- Persecutor - Vendetta
- Memoir Sonata – Seven Hills of Rome
Årets internationale udgivelser
3.pladsen
Great Cold Emptiness – Immaculate Hearts Will Triumph
Nøj, hvor var 3.pladsen svær at beslutte sig for i år. Der er virkelig mange fantastiske udgivelser om buddet som Bizarrekult, Host, Svalbard, Mutoid Man, Antrisch, Sleep Token osv. Valget faldt dog på Great Cold Emptiness, da det også delvist var en stor overraskelse for mig. En kollega ved magasinet anbefalede mig dette blackgaze-album. Det er muligvis det mest opløftende blackgaze-album, jeg nogensinde har hørt, og ”The Patron Saint of Whalewatching” er et nummer, jeg har nydt utroligt meget i år. Det var mildest talt soundtracket til årets første mørke måneder. Hvis du er glad for Deafheaven’s Sunbather eller danske Møl, så skylder du virkelig dig selv at give dette album en chance, da det er i samme boldgade. Det er dog en anelse mere drømmende og svævende med keyboardmelodier og rene kvindelige vokaler, som virkelig giver et ekstra element til den opløftende følelse. Et ægte bevis på, at alt black ikke behøver at være melankolsk eller trist, selvom jeg nu ellers godt kan lide det sådan.
2.pladsen
Det tyske orkester er muligvis en af verdens mest undervurderede metalbands. De har leveret på højt niveau i mange år med både deres plader og liveshows. Holocene er heller ingen undtagelse der, da det er en yderst flot og passende afslutning på deres konceptalbummer omhandlende de geografiske epoker. Man fristes til at sige, at det er en selvfølge, at de afslutter serien med epoken, som omhandler vores nuværende tidsalder, hvor menneskeheden skriver historien. Særligt bemærkelsesværdigt er deres nummer ”Uncomformities”, som har en feature med Karin Park. Det er mere afdæmpet, end hvad vi ellers kender fra bandet, men hendes specielle stemme og deres måde at implementere hende i deres univers er simpelthen genial. Klimakset i sangen er simpelthen yderst rammende for, hvad bandet gør så godt. De er og bliver mestre i god sangsangskrivning og opbygning. Er du til progressiv metal, og er du ikke bekendt med The Ocean, så er det tid til at komme i gang nu!
1.pladsen
Når det kommer til moderne progressiv metal, som nogen referer til som djent, så har Tesseract cementeret nu, at de er på toppen af fødekæden. Periphery skuffede en anelse med deres plade i år, hvor de gjorde det, som de har slem tendens til; at lave for meget fjol og lege memelords. Her er Tesseract anderledes seriøse og har skruet et konceptalbum sammen på en times spilletid, hvor der er tænkt ned i alle de små detaljer. Daniel Tompkins har også endelig valgt at give helt slip og folde sig 100% ud i studiet, og nøj hvor det klæder musikken. Intensiteten og nerven fra deres debutalbum One er tilbage, samtidigt med de har beholdt det atmosfæriske og drømmende fra Altered States. War of Being er på mange måder en opsummering af alt det bedste fra deres karriere sat ind i ny kontekst, hvor niveauet er blevet hævet. I min optik kan der ikke være meget tvivl om, at dette album vil stå som deres magnum opus, og det kommer til at stå som et af de bedste/hvis ikke det bedste progressive metalalbum i dette årti. Så der er ikke noget bedre tidspunkt at hoppe ombord på ”The Tesseract fan wagon” end nu, så kom med.
Boblere:
- Bizarrekult – Den Tapte Krigen
- Svalbard – Weight of the Mask
- Mutoid Man – Mutants
- Host – IX
- Antrisch – EXPEDITION II: Die Passage
2023 set gennem kameraet
Traditionen tro startede mit år som fotograf ud med Prime Is Coming (Hvilket også er tilfældet i 2024). Her var blandt andet Ghost Iris på plakaten.
Det var i sandhed et år, hvor jeg blev forkælet. Mange af mine favoritter kiggede forbi Danmark. Først var det Karnivool, som i øvrigt er at finde på Copenhell næste år!
Så kiggede Rolo Tomassi forbi Pumpehuset med Holy Fawn. Hvilken aften!
Endnu vildere blev det, da jeg endelig så Brutus for første gang, og så endda i Aarhus på mit yndlingsspillested, Radar.
Men årets største oplevelse for mig, både som musikfan og fotograf, var Copenhell med Møl, hvor jeg også tog billeder for bandet.
Dette resulterede i mit absolut favoritbillede fra i år - ja, måske endda nogensinde.
Det var mega fedt at se hvordan gutterne fra hjembyen blev modtaget, og shit de gav den også gas.
Sjælden har jeg følt en så stor dopaminrus, som efter showet. Tak Møl fordi jeg måtte være med. Må det blive til flere eventyr.
Copenhell er selvfølgelig et kæmpe højdepunkt på året som fotograf. Så der var også andre kæmpe oplevelser for mig...
Vejret blev skidt sidste dag på Copenhell, men det stoppede ikke Gaerea i at spille et kanonfedt show.
Publikummet elskede det også på trods af regnen.
Og nu hvor vi snakker om publikum. Ja, så giver Copenhell også rig mulighed for seje billeder af alle mine medmetalhoveder.
Ekstra sjovt er det, når der bliver givet fuld gas, som til Employed to Serve.
Eller til danske Swartzheim ved Copenhells Pre-event.
802 gav også publikum, små som store, lidt af oplevelse til det pre-event. De kan i øvrigt opleves til Copenhell 2024.
Okay okay. Nok Copenhell, right? Nej lige en mere. Jeg var også heldig at være med til hele showet ved Dirt Forge. Det var rimelig hedt.
Jeg bliver også nødt til at vende Copenhells søsterfestival, Jailbreak. Her kun man blandt andet opleve Arch Enemy
Men også Within Temptation og deres kæmpe produktion.
Alestorm og deres pirat- og ølelskende fans var der selvfølgelig også
Og når vi snakker om Alestorm. Hele 3 gange tog jeg billeder af dem i år. Første gang var i Falkonersalen.
Her havde de blandt andet Gloryhammer med som support
Men tilbage til det med at have oplevet mange af mine favoritter i år. Wardruna i Musikhuset Aarhus...Wow
Alcest var, som altid, magiske, da de kiggede forbi Lille Vega i år
Blandt nogle af danske favoritter finder vi Feather Mountain. De kiggede forbi Radar i starten af året. Flot show!
Lidt hårdere var det her i slutningen af året, hvor jeg endelig fik set Whitechapel live, endda som opvarmning for Thy Art is Murder.
Sidst men ikke mindst, så lad os da slutte af med nogle af de fede oplevelser i det lokale miljø for mig. Smilets by, Aarhus. Her kiggede blandt andet Imperial Triumphant forbi.
Bastian Thusgaard var flyvende med resten af Soilwork på Voxhall.
Der var post-punkerne fra Shame lidt mere kravlende, dog i de store højder.
Timechild bød på en masse lækre riff i de intime rammer på HeadQuarters.
2023, jeg siger tak for et fantastisk år på musikfronten. Jeg har nydt alt den dejlige nye musik, og følt mig utroligt privilegeret med alle de lækre koncerter, som jeg har oplevet gennem kameraet. Jeg håber det fortsætter i 2024, hvor jeg atter glæder mig til at se en masse koncerter gennem mine objektiver.