Top 3 - Kent Lillelund 2025
Vi graver videre
2025 stod i økonomiens tegn. Vi fik tudet ørene fulde af ting, som skatter, afgifter og toldsatser, det blev nøje gransket, hvorfor man skal have et tocifret millionbeløb op af lommen, hvis man ville bestemme over begge sider af sine ydervægge i hovedstaden, og flere og flere mennesker syntes, at der var lige lovlig meget måned i slutningen af deres penge. Men skud ud til lobbyorganisationen for sønderjysk kaffebord for at få sænket afgiften på kaffe og sukkervarer. Apropos skud ud, så har den danske metalscene, igen udelukkende i kraft af en beundringsværdig undergrund, også vist sig at være kommet godt op i gear igen efter nogle afsindigt magre år. Selvfølgelig er der undtagelser, der bekræfter reglen, men sådan er det. Lige omvendt virkede det dog til, at resten af metalverdenen tog sig noget af en off-dag, hvor man lige akkurat nåede det middelmådige og så ellers mente, at det var fyraften.
Årets Danske udgivelser:
3. Plads: Gabestok – Alle Dør I Fremtiden
Det er ingen hemmelighed, at jeg bevæger mig op af kælderen. Men i foråret hev Gabestok mig ud af mørket, smed mig op på Puch Maxien og sendte mig ud på en farefuld gennem storslåede sagnriger i den syrede rockopera, de kaldte Alle Dør I Fremtiden. Et fremragende konceptalbum om kærligheden til det analoge og frygten for det digitale, der på trods af at have et budget på dåsepanten efter en julefrokost, var mere dragende og episk end Iliaden på steroider. Man kunne fristes til at kalde pladen for fjollet og lettere meningsløs, men i det øjeblik, fuzzen og falsetten ramte, var jeg solgt til stanglakrids.
2. Plads: Guttural Disgorge - First Degree Murder
En god start er vigtig, det ved vi alle. Så ikke nok med at jeg i januar kunne fejre min kærestes fødselsdag, men samme dag velsignede Guttural Disgorge også vores øregange med debuten First Degree Murder. En tung og væmmelig omgang moderne brutal død, hvor en perlerække af radbrækker-grooves, godstog-slams og væg til væg-tæpper af størknet blod tog mig med storm. Sjældent har en brutal dødsmetalplade og endda en dansk brutal dødsmetalplade været så fængende, velproduceret og afhængighedsskabende. Guttural Disgorge gjorde slamdøden underholdende igen. Det eneste jeg dog stadig mangler, er den tshirt med teksten “Elbow Deep Anal Fisting” påtrykt ryggen.
1. Plads: Galge - Dødelig
Galge er ubestridt mit yndlingsmetalband i Danmark. Drønhamrende useriøse mennesker, som er så seriøse omkring musikken, at selv en tysk ingeniør siger stop. Men da bandet i oktober udgav Dødelig, slog Galge tydeligt fast, at de på ingen måde har i sinde at stoppe. Dødsmetal, black metal, prog, jazz, hardcore og hvad ellers man kunne få fingre i, hev de fire gutter gladeligt ned af hylden for at servere muligvis den bedste danske ekstremmetalskive i mange år. Der blev ikke gået på kompromis med noget, ikke givet så meget som en millimeter for hverken trends, jantelov eller andre stopklodser, og resultatet blev perfektioneret Galge. Jeg kan ikke få armene ned over, hvor fed en skive Dødelig er, og det er den skive, jeg fremover kommer til at bruge som målestok for resten af den danske ekstremmetal. Der er ikke meget andet at sige end, at Dødelig er Herlig, og jeg er Løkkelig.
Boblere:
- Eyes – Spinner
- Sewer Haul – Torso Mangled Beyond Repair
- Fordærv – Nogen Skal Jo Dø
Årets internationale udgivelser:
3. Plads: Meth Leppard - Gatekeepers
For at forstå Meth Leppard behøver man egentlig kun overveje, hvordan en leopard på meth ville opføre sig. Hvilket er hurtigt og uforudsigeligt. Hvilket også er ordene, man kan bruge om australiernes seneste skive Gatekeepers. Et glimrende kaos af simpel grindcore, hvis eneste formål lød til at være at komme fra A til B hurtigst muligt, samtidig med at man tager så mange svinkeærinder som muligt, uden at nogen lægger mærke til det. Prominente grind-navne har de senere år prøvet at tage grinden ud på nye veje, så at Meth Leppard gav det hele fingeren og bare ville køre stærkt, ligegyldigt om det var motorvej eller villavej, var meget tiltrængt. Gatekeepers er et lysende eksempel på, hvordan man holder traditionerne i live uden at lade traditionerne holde dig i live.
2. Plads: Teitanblood - From the Visceral Abyss
Fra sydens sol kom en af årets mørkeste plader. På From the Visceral Abyss trak spanske Teitanblood lytteren, tiggende om nåde, ned gennem vredens brølende malstrøm og spyttede dem afkræftede ud i det endeløse uigennemtrængelige mørke. Det var kaos, ondskab og afsky, der trak på alt fra døden, blacken og thrashen med den gennemførte kulsorte sejhed, der har kendetegnet hele bandets karriere. Der er bare noget lækkert og blæret i at baldre skrigende Rayban-bærende riffs af over lyden af et Stalin-orgel, der både jævner din fysiske og psykiske eksistens med jorden. From the Visceral Abyss var derfor også glimrende nytænkning i, hvordan war metallens ugerninger kunne tages på nyere og mere interessante skovture.
1. Plads: Atomic Goatcrime - Thermonuclear Humanicide
Et band, der dog på ingen måde var interesseret i nytænkning, men derimod noget der nærmede sig total perfektionering af netop war metallen, var ecuadorianske Atomic Goatcrime på deres debut Thermonuclear Humanicide. Rendyrket had, krig, afsky, destruktion, vrede, og hvad man nu ellers forbinder med kaos, krudt og kugler, flød i lange baner. Med en jernnæve dikterede Subsonic Decimator enevældigt krigens rædsler, og som lytter anede man ikke, hvad næste skridt var, man vidste kun, at så længe der er fjender i sigte, er der progression at spore. Jeg aner stadig ikke, hvor Atomic Goatcrime kom fra, eller hvad den større ide med at finpudse Blasphemy var. Jeg ved kun, at Thermonuclear Humanicide er en tæskefed plade, hvis lige jeg ikke har hørt, siden Revenge udgav Behold.Total.Rejection. Så går sommerferien til Ecuador? Tjah, hvorfor ikke.
Boblere:
- Dephosphorous – Planetoktonos
- Hedonist – Scapulimancy
- ByoNoiseGenerator – Subnormal Dives
Årets Skuffelse:
Nu vi er ved Revenge, så var jeg ret så skuffet over Violation.Strife.Abomoninate. Efter fem års albumtørke havde jeg håbet på Tysklands invasion af Polen kogt ned til tre kvarter, men realiteten var desværre mere i stil med et par vejsidebomber og kaotisk guerillakrig. Det var ikke dårligt, men lidt for meget autopilot. Som sådan er jeg også skuffet over, at metalscene stadig cykler rundt i de samme hovednavne for ti og tyve år siden, men at være skuffet over mainstream metallens status quo er jo ikke nogen nyhed.
Årets Overraskelse:
At 2025 skulle blive året, hvor Danmark skulle få en spirende goregrind-scene var bestemt ikke noget, jeg ville have satset penge på. Så da der med jævne mellemrum begyndte at tikke forskellige udgivelser af genren ind hos Detektoren, blev jeg mere positivt overrasket af den danske metalscene, end jeg har været i meget lang tid. Bevares børnesygdommene skal stadig lige rystes af, og den reelle scene består muligvis af halvt så mange mennesker som den islandske black scene, men det er en start. En start, som jeg i den grad håber, bliver til noget dejligt, grimt og vammelt.