Boomerbloggen - Revenge og andre oversete Kiss-perler

Tanker fra en uforbederlig Kiss-fan

Uanset hvor udsøgt og alsidig min metalsmag ellers er, lader redaktionen her på Heavymetal.dk mig aldrig helt slippe af med prædikatet: Uforbederlig og håbløs Kiss-fan. Det skyldes muligvis nok det faktum, at det er jo sådan set det, jeg er! Om snart tre uger spiller mine gamle helte på Copenhell som et led i deres End of the Road-tour. Når amerikanerne går på scenen torsdag d.16. juni, bliver det uden tvivl med hovedvægt på de klassiske sange fra 70’erne. Men at der er meget mere at komme efter på deres 20 studiealbummer, er dagens fødselar et fantastisk eksempel på. D. 19/5-1992 udkom nemlig mægtige Revenge, som trods tårnhøj kvalitet på alle parametre aldrig har fået det eftermæle eller den kommercielle succes, som albummet fortjener. Det var hverken første eller sidste gang, at det skete for Kiss, så lad os benytte lejligheden til en hurtig Top-5 over de mest oversete perler i gruppens mangfoldige diskografi, der er fyldt med sange som med stor fordel kunne være med på sætlisten, når det går løs på Helviti-scenen næste måned. 

Revenge (1992)

Trommeslager Eric Singer fik i 1991 det utaknemmelige job at skulle være stand-in for sin navnebroder Eric Carr, mens Carr var under behandling for en aggressiv kræftsygdom. Først efter Carrs alt for tidlige dødsfald, samme dag som Freddie Mercury i øvrigt, blev Singer fuldgyldigt medlem. Men fra dag et var det, som om han gav Stanley og Simmons et tiltrængt los i røven. Resultatet blev det mest aggressive Kiss-album i 10 år med et perfekt mix af fængende Paul Stanley-numre med hitpotentiale (”I Just Wanna”, ”Take It Off”, ”Every Time I Look At You”) og spydige/vrede Gene Simmons-sange (”Unholy”, ”Spit”, ”Thou Shalt Not”), samt ikke mindst den ret opdaterede coverversion af Russ Ballards ”God Gave Rock ’n’ Roll To You II”, der blev brugt til filmen ”Bill & Ted’s Bogus Journey”. Endnu en gang eminent produceret af Bob Ezrin, der i øvrigt står bag tre af gruppens allerbedste udgivelser, men det var ikke overraskende langt fra nok til at trænge igennem til det grunge-fixerede rockpublikum, der ikke kunne få nok af deprimerede fyre i flannelskjorter. 

 

Carnival Of Souls (1997)

I 1992 udgav Kiss altså et af deres stærkeste albummer nogensinde for stort set døve øren. Det betød blandt andet, at en stort anlagt turné i USA ikke blev helt så prangende, som gruppen havde håbet. Lettere forundrede, og utvivlsomt også frustrerede, gik Kiss allerede i løbet af 1993 i gang med forberedelserne til næste udgivelse, og det var endnu engang med nok den bedste besætning Kiss nogensinde har haft. Gene Simmons og Paul Stanley selvfølgelig plus Eric Singer og guitaristen Bruce Kulick, der havde været med siden 1984. Kiss har aldrig været bange for at lade sig inspirere af det, der foregik omkring dem (læs: havde kommerciel gennemslagskraft), og denne gang var det jo så grunge, ’der var den’. I sædvanlig stil udkom Kiss’ berygtede grungealbum, Carnival Of Souls, fra 1997 dog først, da bevægelsen fra Seattle mere eller mindre var gået i total opløsning. Det skyldtes ikke kun dårlig timing, men også det faktum, at den længe ventede genforening med de originale medlemmer Ace Frehley og Peter Criss kom i vejen. Carnival blev nemlig smidt i glemmebogen nogle år, og bizart nok valgte de at sende den på gaden midt i den stort anlagte reunion-tour. Det var jo dømt til at gå galt, og det er trist, for Carnival indeholder nogle eminente sange, hvor Gene og Paul tillader sig at åbne lidt op for deres følsomme sider. Det kom der nogle ret forrygende sange ud af – det lyder bare ikke rigtigt som Kiss. Men ”Rain”, ”Childhood’s End”, ”It Never Goes Away” og ”I Will Be There” er passionerede sange fra og til voksne mennesker. Og hvem havde lige set det komme? Paul Stanley har sjældent sunget bedre, men det er dog kriminelt undervurderede leadguitarist Bruce Kulick, der træder allermest i karakter. Ikke bare leverer han suveræne soloer overalt. Nej, han spiller såmænd også bas på seks af sangene, synger på en, og var medforfatter på hele ni sange på et album, der ellers led en krank skæbne på hitlisterne. Hvilket overraskede ingen.

 

MTV Unplugged (1996)

Da Kiss blev inviteret til at medvirke på MTV’s Unplugged-serie, fra dengang musikkanalens navn rent faktisk gav mening, var kravet klart: De tabte sønner, Ace Frehley og Peter Criss, skulle på en eller anden måde medvirke. Midt-90’erne var ikke just fyldt med triumfer fra de aldrende chok-rockere i Kiss, men i hjemlandet blev gryden holdt i kog af såkaldte Kiss Konventions, hvor alverdens Kiss-merch blev udstillet, byttet, købt og solgt. De startede egentlig som fanarrangementer, men med vanlig forretningstæft overtog Kiss efterhånden konceptet, og bandet sluttede som regel begivenhederne af med et akustisk set. Det var her kimen til deres optræden på MTV blev lagt, og bandet var i den grad klar til opgaven. De leverede en eminent koncert, som selv de notoriske Kiss-haters på Rolling Stone senere kårede som en af de bedste i Unplugged-serien. Den ene klassiker efter den anden blev leveret med overbevisning, og jublen blev enorm, da Ace og Peter kom på scenen til de sidste fire numre. Kort efter albummet udkom i 1996, annoncerede gruppen så den kommende Reunion Tour, der bragte Kiss tilbage til toppen, hvor de hører hjemme!  

 

(Music From) The Elder (1981)

Findes der er én ide i rockhistorien, der på overfladen er endnu mere vanvittig, end Metallicas samarbejde med Lou Reed på Lulu? Et godt bud er Kiss’ forsøg på at lave et episk konceptalbum inspireret af Pink Floyds The Wall. Efter diskohittet ”I Was Made For Lovin’ You” i 1979 og deres mest poppede album til dato, Unmasked i 1980, var gruppen (igen) i vildrede. Peter Criss var smuttet, Ace Frehley var stort set heller ikke til stede, så det var (igen) op til Gene og Paul at finde vejen frem. Og hvad gør man, når man er i vildrede? Jo, man går tilbage til det sikre, og i dette tilfælde var det producer Bob Ezrin, der havde stået bag gruppens største kommercielle succes, Destroyer, fra 1976. At kortet ikke var så sikkert alligevel, var der jo ingen, der kunne vide. Ezrin havde kort inden produceret The Wall for Pink Floyd, og i en konstant tåge af et massivt kokainmisbrug troede han, at han kunne gøre det samme for Kiss. Og det kunne han jo ikke. En utrolig banal historie om det godes kamp mod det onde blev tilsat noget storladen rockopera med kor, orkester og hele balladen. Det lød på ingen måde som Kiss, og blev kun endnu mere forvirrende af, at pladeselskabet insisterede på at ændre på sangenes rækkefølge, så historien gav endnu mindre mening. Er der mon et mere tydeligt eksempel på hybris i rockhistorien? Næppe, men resultatet er bizart nok en af de fedeste Kiss-plader nogensinde. Den smukke single ”A World Without Heroes” havde endda Lou Reed som medforfatter (der var han igen!). Da Kiss holdt releaseparty for albummet, kiggede alle målløse på hinanden og fattede intet af, hvad de var vidner til. Alle overmodige tanker om en film, turnè osv. blev straks skrinlagt,  albummet gik hurtigt i glemmebogen, og ikke engang Gene magter at tale det op i dag. Det er synd, for The Elder er propfyldt med fantastiske sange, hvor pathos er skuet helt op til 11.

 

Creatures Of The Night (1982)

Intet er som bekendt så galt, at det ikke er godt for noget, og skammen over The Elder fik Kiss til straks at gå i studiet og allerede året efter udgive deres mest aggressive album nogensinde. De fandt en ny, ung producer i Michael James Jackson, en talentfuld guitarist og sangskriver i Vincent Cusano (som vi senere skulle lære at kende som Vinnie Vincent) samt et hav af andre gæstemusikere. De skulle dels dække over, at Ace Frehley, som ellers er med på coveret, de-facto var stoppet i bandet, og dels spille bas på de sange, hvor Gene ikke gad at møde op. Det lyder som noget rod, men alligevel fremstår Creatures knivskarp. Super velproduceret blandt andet med en imponerende bombastisk trommelyd og en stribe ’all killer, no filler’-sange. Og som 15-årig superfan blev det på ingen måde dårligere, når man så videoen til ”I Love It Loud” med en kampvogn på scenen og Genes øksebas! Ja ja, vi skriver jo altså 1982. På trods af det fantastiske album blev det kun til et kortvarigt ophold på hitlisterne, og den efterfølgende USA-turné blev en fiasko med halvtomme haller. Kiss var faldet dybt på bare 3-4 år, og når et så stærkt album ikke kunne slå igennem, var der kun en ting at gøre: Året efter var Vinnie Vincent fast medlem i gruppen og maskerne var smidt. Men her 40 år senere er Creatures stadig blandt de bedste i Kisskografien, og vi får da helt sikkert også lov til at høre både ”I Love It Loud” og ”War Machine” til Copenhell, men titelnummeret, ”Rock And Roll Hell”, ”Keep Me Comin’” og flere andre ville pynte gevaldigt. 

 

Tilføj kommentar