Det var en simplere tid
Der er i tidens løb blevet lavet mange jokes om hvor nemt det er at spille black metal, hvor dårlig produktionen er, og hvor bassen er henne. Men netop simpliciteten og den sparsomme produktion, som man finder hos bands som Darkthrone og Mayhem, er måske årsag til, at der findes et hav af soloprojekter af mildest talt svingende kvalitet. Men et soloprojekt har dog et ganske stort problem, når det kommer til at spille live, medmindre man da er en noget ferm gademusikant. Men da bassen typisk har lige så meget at sige som en russisk oppositionspolitiker, så behøver man reelt set kun to mennesker. Hvilket er, hvad Wulfaz har gjort. Bandet udgøres af Simon på trommer og Malthe på guitar og vokal, og de er netop aktuelle med EP’en Sotes Runer.
Biroller og uventede indslag er altid velkomne
Er man bekendt med Wulfaz debut-EP Eriks Kumbl fra sidste år, er man også godt klar over, at Wulfaz synes umanerligt godt om black metal, specielt den norske slags. Men samtidig er duoen heller ikke bleg for at vifte med det store anarkistflag, kaste et par brosten og erklære deres kærlighed til punken og dens skramlede væsen. Dette burde dog heller ikke været gået nogens næse forbi, da sidste års Eriks Kumbl ofte var tættere beslægtet med War of Destruction end Darkthrone.
Punk er dog ikke det første, lytteren hører på Sotes Runer. Faktisk er EP’en noget mere black metalfokuseret end sin forgænger. Riffet på åbneren ”Vie Disse Runer” kunne ikke være mere anden bølge black metal, om det så ville. En mørk kælder og en gang corpse paint, så kunne Wulfaz nemt overbevise selv den største black metal connoisseur om, at vi befinder os i Norge i midthalvfemserne.
Højdepunkterne på Sotes Runer skal dog findes i EP’ens to andre numre, ”Sotes Runer” og ”Den Glammende Mand”. Førstnævnte bevæger sig for det meste i landet af d-beat og crust punk, men ud af ingenting springer Ole Luk, hvis skrig straks sænker temperaturen til 0 kelvin og spidder dig på den nærmeste istap. En uventet overraskelse, men bestemt en velkommen en af slagsen. ”Den Glammende Mand” følger lidt samme ide, men i stedet for black metallen kommer vi lige et smut forbi dødsmetallen, og Simon demonstrerer et udmærket growl. Et glimrende afbræk fra hans normale vokal, der er mere i retning af at råbe sin afmagt forvrænget af adskillige års whisky og tobaksforbrug. En vokal, der kræver tilvænning, men derefter har den et ganske glimrende særpræg.
Disse afbræk i Wulfaz skramlede black-/punkunivers fungerer fantastisk, og havde det ikke været for dem, ville Sotes Runer have været et lidt forglemmeligt bekendtskab, da der ikke ligefrem er i overflod af diversitet på EP’en. Så kan der være en vis rigtighed i, at bands, der spiller netop punket black metal, heller ikke er kendt for at være fulde af netop diversitet, men når det eneste parameter, man har at skrue på, er forholdet mellem black metal og punk, så bliver det hurtigt meget ensformigt.
I det års tid der er gået, siden vi sidst hørte fra Wulfaz, har duoen ikke ændret meget på deres oprindelige opskrift. Det er stadig et yderst rustikt mix af black metal og punk, der, på trods af at være ganske velspillet, er lidt svær at få pulsen op over. Dog med lidt hjælp fra Ole Luk og en hurtigt forbipasserende dødsmetal formår Wulfaz alligevel at køre overbevisende ud mod solnedgangen. Så kan det godt være, bilen er en falmet Golf 2'er, og der sidder et Darkthrone bånd fast i afspilleren, men det er i grunden ganske charmerende.