Den anden slags Orm
Jeg havde vel lyttet til Gloomlord fire-fem gange, da jeg kiggede på det medfølgende gruppefotografi med fire medlemmer og opdagede, at de alle var den samme person. Projektet Worm er noget så sjældent som et énmandsdødsdoomprojekt, hvis bagmand såmænd hedder Wurm, for at det ikke skal være løgn. Wurm henslæbnger tydeligvis sin tilværelse i et stinkende pløre, som hos de fleste mennesker ville udløse dybe næserynker, for Gloomlord tilhører den ækle variant af dødsdoom. Tag en dyb indånding.
Følsom forrådnelse
Stilen er afgjort fæl og beskidt, og i tråd med mange af Iron Boneheads udgivelser er Gloomlord tydeligt optaget i et mugbefængt gravkammer. Heftig rumklang præger instrumenterne, og Wurms tørre growls giver genlyd albummet ud. ”Putrefying Swamp Mists at Dusk (Intro)” er en velvalgt titel til første nummer, hvis indledende toner rigtignok giver indtryk af en tæt tåge, der stiger op fra en stinkende sump for at kvæle intetanende dødelige. Når tågen er taget til, hiver Wurm et tungt riff frem til at akkompagnere alskens ugerninger, førend tågen atter trækker sig tilbage til sumpens dunkle dyb.
Som under-under-under-genre kan man rimeligvis beskylde fæl dødsdoom for at være ensidig i sin æstetik, dvs. mange bands er fæle, døde og doomede hele tiden. Intet i vejen med det, men Worm afveksler med overraskende lead-guitar på ”Apparitions of Gloom”, som tager en brat drejning og benytter følelsesfulde guitarmelodier. Sangen spiller således mere på skiftende stemninger båret af guitaren end på riffet råddenskab. Midterstykket giver dog rigelig mulighed for at skære zombie-grimasser og ryste nakken, førend en overordentlig velskrevet sang slutter af med en glimrende udvidet heavy metal-solo.
Hvilken bedre måde at følge en følsom og vrælende solo op end med en serie absolut blytunge og slimede riffs? ”Melting in the Necrosphere” ørler en lind strøm af lægtehammer-riffs ud i ansigtet på lytteren, så man må søge tilflugt. Også her kommer mere klassisk inspirerede guitarsoloer ind i billedet, førend sangen slutter af med et nærmest Opeth-lydende stykke af guitar-prog. Albummets hovedstykke er dog stadig i vente i form af afslutteren ”Abysmal Dimensions”. Sangen skifter virkelig fornemt mellem at anvende mørkt højtidelig lead-guitar og ustandselige riffs som drivkraft, og fra start til slut er det en gribende oplevelse. Prøv selv nedenfor.
Gloomlord gør mange ting rigtigt og få ting forkert. Produktionen er egentlig fin med én undtagelse: Rrytmeguitaren er mikset temmelig lavt og har ikke så meget tilstedeværelse i bastonerne, hvilket letter en del af riffene. Afslutteren løser problemet efter et break, ogf forskellen er virkelig kolossal. Metal-archives beskriver Worm som et black metal-projekt, og måske er guitarproduktionen et levn fra en svunden tid, hvor Wurm ønskede et koldere udtryk; hvem ved. Kvaliteten stiger mærkbart, som albummet skrider frem, og selvom de første par numre er fine nok, blegner de en anelse i forhold til resten.
Dragende frastødende
Efter to numre havde jeg fastslået Gloomlord som et okay album af ulækker dødsdoom; kompetent, men ikke fremragende. Derfra hiver Worm dog nogle øjenåbnende overraskelser frem, fortrinsvist i form af spektakulære præstationer på lead-guitaren. Disse passager låner selvsagt fra en anderledes æstetik end den rent væmmelige, hvilket for mit vedkommende er helt fint, når udførslen udførelsen er god, og afvekslingen i øvrigt er velkommen. Jeg er sikker på, at jeg vil række ud efter Gloomlord i fremtiden, når trangen til væmmelse atter melder sig, og jeg anbefaler alle fans af dødsdoom at gøre det samme.
