Høje ambitioner og store armbevægelser er ikke altid nok

Endelig på banen igen

Fans af det engelske hard rock-band Voodoo Six kan endelig ånde lettet op. Bandet, der har været så grueligt meget igennem, er nu langt om længe klar med en opfølger til det godt tre år gamle album Make Way for the King. 

Trods deres relativt beskedne 17 år på bagen har kvintetten skiftet flittigt ud i lineuppet i tidens løb, og er nu på sin tredje forsanger. Faktisk er det lidt af en udfordring at have helt styr på, hvem der har været med i Voodoo Six på hvilket tidspunkt, men helt sikkert er det, at tidligere guitarist Richie Faulkner nu vrider strenge i Judas Priest, og at det kun er Iron Maidens lydmand, bassist Tony Newton, og guitarist Matt Pearce, der er tilbage fra det originale lineup. Og som om de mandskabsmæssige udfordringer ikke har været nok, fik covid-19 også lige udskudt udgivelsen af deres nyeste album, Simulation Game. Det skulle have været på gaden tilbage i marts og er nu endelig ude. Men har det været ventetiden værd?

For lidt smør på for meget brød

Forud for første gennemlytning af Simulation Game havde jeg, ærligt talt, ret høje forventninger. Jeg elsker en god omgang hard rock med masser af spade og fede omkvæd, og fra pålidelige kilder har jeg ofte fået anbefalet Voodoo Six, men desværre aldrig fået dem hørt. Og det startede da også godt. “The Traveller” åbner det 10 numre og 50 minutter lange album med et brag. Med solide riffs, medrivende omkvæd, en sublim lyd og en velsyngende ny sanger i den yderst talentfulde Nik Taylor-Stoakes blev jeg straks glad i låget, for her var endelig noget hard rock, der har fat i den lange ende. Troede jeg… For det ellers så potente nummer bliver trukket i langdrag efter langdrag, og selvom det har et superfedt hook, behøver man altså ikke gentage det så mange gange. Helt ærligt, et hårdtslående åbningsnummer på en plade som denne skal ikke vare seks minutter, men nærmere det halve. Og hvorfor også alle de symfoniske elementer alle vegne? Kan vi ikke lade Defecto være ene om at ødelægge fed tråd med den slags fis?

Jeg lyttede videre med mine forventninger lettere nedsat, dog nogenlunde intakte, men samme problematik viste sig desværre at være tilfældet på de fleste af albummets andre skæringer. Tredje nummer “Liar and a Thief” er umiddelbart også et utrolig solidt nummer, der straks inviterer til spontan luftguitar hjemme i stuen, men den gode gamle “vers-omkvæd-vers-omkvæd-solo-omkvæd-omkvæd”-struktur er også her blevet syltet til fordel for en fiks ide om at gøre nummeret bedre ved simpelthen at forlænge det med et par helt unødvendige minutters gentagelser og endnu flere symfoniske overdubs. Og sådan fortsætter pladen: et hamrende dygtigt band med fede ideer og numre med potentiale, men der bliver tænkt alt for meget over tingene, og Voodoo Six vil simpelthen alt for meget med alt for lidt. Bevares, jeg elsker nytænkning og eksperimenter. Men så skal man også have noget originalt at byde på.

For meget af det gode

Det ærgrer mig lidt, at et så velspillende og talentfuldt band som Voodoo Six har prioriteret, som de har gjort. Pladen lyder simpelthen så hamrende lækker på rigtig mange parametre, og numrene er sådan set fede nok, men der er særligt to ting, der skurrer i mit øre. For det første er det fuldstændig unødvendigt at forsøge at vride og flå mere ud af numrene, end de har potentiale til. Og for det andet er de symfoniske elementer alle vegne rigtig irriterende.

Egentlig er Simulation Game en rigtig fin hard rock-plade. Den har umiddelbart det hele med masser af solide riffs og sublime ørehængeromkvæd, men jeg har lyst til at råbe og skrige den gode gamle floskel om, at ‘less is more’. Selvom jeg tager hatten af for dem, der prøver at gøre noget anderledes og rykke lidt ved standarderne, så skal denne type hard rock holdes simpel, så den forbliver fed og hårdtslående. Forestil dig Alter Bridge med seks minutter lange numre og forprogrammerede keyboardstrygere. Nej vel? Jeg ville så inderligt gerne kunne holde mere af Voodoo Six, da de har hele pakken. Men i dette tilfælde er den desværre håndteret for ambitiøst.