Venues - Solace

Solace

· Udkom

Type:Album
Genre:Melodisk Metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: 5/10 baseret på 1 stemme.

Trve fans – beware!

Er du en af dem, der som trve metal-fan får knopper forskellige steder, når metal ikke lyder, som om at det er indspillet på en båndoptager i en mørk skov uden for Oslo? Så er genren modern metal helt sikkert ikke noget for dig. Det er ikke desto mindre en genre, som de senere år har fået en del medvind, og som ligger i den mest melodiske ende af spektret. Modern metal er blandt andet repræsenteret af bands som Amaranthe og Beyond the Black – og så dagens band i skysovs: Venues fra Tyskland.

Melodisk metal på formel

Solace sætter rigtig stærkt fra land, og første nummer “Razorblade Teeth” giver gode eksempler på bandets musikalske kunnen. Her har Lela Gruber (ingen info om, hvorvidt hun er i familie med Hans) og Robin Baumann en solid skønheden og udyret-dynamik kørende mellem Grubers skønsang og Baumanns growls. Alt dette spundet ind i en velproduceret, velspillet og velpoleret lydside. Det fortsætter på “Whydah Gally” og “Rite of Passage”, der også er en af singlerne fra pladen, og det går faktisk ret godt. Der er riffs, der kan få det til at kilde i luftguitaren, og melodier, som kan sætte sig fast i hjernebarken i dagevis. Så vidt så godt. 

Venues har utvivlsomt fundet sig en formel, der virker. Den virker også rigtig godt på den første håndfuld sange på Solace. Udfordringen med bands, der har fundet sådan en formel, er dog, at det så er fristende bare at tæske derudad med denne, og det er præcis, hvad Venues gør. Det betyder, at man som lytter bliver udfordret på opmærksomheden cirka halvvejs, hvilket faktisk kan ses på antallet af afspilninger af Solace på Spotify. Her falder antallet af afspilninger fra 65.000 ved “Whydah Gally” – pladens andet nummer – til 9.000 ved “Down Below”, som er det sjette nummer. ”Down Below”, der i øvrigt indeholder et segment med rap, der lyder, som om at man lige har hevet P.O.D. med på gæstevokal. Samtidig skal vi lige omkring lydsiden, der er så pæn, at den er svær at blive sur på. Men produktionen af guitarerne og især Grubers vokal bliver indimellem så poleret, at den næsten mister personlighed. Det betyder, at man som lytter falder fra omkring halvvejs på pladen, og det er ærgerligt, for faktisk ligger et af pladens bedste numre, “Shifting Colors”, lidt længere end halvvejs igennem. Den bliver så i øvrigt afløst af det dårligste på pladen, “Our Destiny”, som nok burde være blevet arkiveret lodret. 

Alt det gør, at Solace risikerer at blive en af den slags plader, som man glemmer efter at have hørt den. En af den slags, hvor en af deres sange dukker op i et metal-mix på Spotify, og man tænker: “Det er sgu da meget fedt, hvorfor hører jeg ikke den plade noget mere?”. Så sætter man den på og bliver mindet om, at nå ja, det var, fordi det faktisk kun var nogle enkelte af numrene, der rigtig holder. De holder til gengæld også.

Det middelmådige hængedynd

Venues får aldrig – trods en lille håndfuld hæderlige numre – løftet Solace ud af det hængedynd af middelmådige plader, som udkommer hvert år. Som lytter sidder man ikke med en fornemmelse af at have hørt en decideret dårlig plade, og især den første halvdel er rigtig godt skruet sammen. Man sidder nærmere med en følelse af “meh,” og det gør, at det bliver for nemt at åbne glemmebogen og tyre Solace ned i den. 

 

Tracklist

  1. Razorblade Teeth
  2. Whydah Gally
  3. Rite of Passage
  4. Uncaged Birds
  5. Into the Fire
  6. Down Below
  7. Shifting Colors
  8. Our Destiny
  9. Deceptive Faces
  10. Mountains