Et lille mesterværk fra vores norske brødre
Lad os kalde en spade for en spade
Der var engang i denne skribents unge dage, hvor metal bare var metal. Der fandtes ikke nogen “ambient post-shoegaze”, “introspective blackened doom-glam” eller lignende ekskluderende og elitære genredefinitioner. Nej, der fandtes bare god musik. Men af og til skal der altså benyttes et par gloser fra den store subgenreordbog for, som i denne anmeldelse, at kunne beskrive et band så dækkende og fyldestgørende som muligt. Men først og fremmest, og uden at nørkle rundt i subgenrer, så lad mig slå fast, at Currents – det fjerde album fra norske In Vain – er rigtig dejlig musik.
Hårdtslående og smukt
Tag en dyb indånding, og sig det tre gange hurtigt efter hinanden: “blackened technical extreme progressive/melodic death metal”. Og så måske endda “with a twist”… Ja, det lyder på grænsen til det åndssvage, når man kaster sig ud i brugen af subgenrer, når et band skal beskrives, men ovenstående betegnelse dækker nok meget godt, hvad den nye skive fra Kristiansand-bandet In Vain indeholder.
Med formidable numre som åbneren “Seekers of the Truth”, den storladne “Origin” og ikke mindst den decideret smukke “En Forgangen Tid” byder kvintetten sin lytter med på en fantastisk rejse rundt i store smukke musikalske landskaber, hvor det gode og det onde går hånd i hånd. Som flydende silke skylles bløde bølger af dragende vellyd ind over lytteren, der kun kan læne sig tilbage og nyde disse 42 minutters fantastiske musik.
Currents er et album med en masse lag og variation, konstant med det episke i centrum. Der er både growl og clean vocals, bløde akustiske passager og hårdtslående ditto med dobbeltpedal. Det er opløftende og sorgfuldt på en og samme tid – og kort og godt bare forbandet godt.
Ekstremt vellykket
Det er svært at sætte et band som In Vain i bås, så lad os ikke bruge mere tid på det, men blot konstatere, at nordmændene på tværs af en masse subgenrer har skabt et lille mesterværk i Currents. Fans af bands som Swallow the Sun og Persefone går ikke galt i byen her, men generelt vil jeg råde alle til at give pladen et lyt. Og hey, fik jeg sagt, at Triviums Matt Heafy er med på nummeret “Soul Adventurer”? Nå, men det er han. Og det understreger igen bare, hvor alsidige, vidtspændende og dejligt eksperimenterende In Vain er.
Det er tungt, blødt, drømmende, storladent og melodisk. Og ekstremt vellykket! Ni flotte kranier herfra.
