Wagga Wagga-core

Wagga Wagga er det fantastiske navn på den by, australske Windwaker kommer fra. Bandets navn har de fundet hos et Zelda-spil fra 2002, men bandet selv blev først formet i 2014. Windwaker udgav dog først deres debutalbum i 2022 med titlen Love Language. Pladen var på mange måder en stærk debut, hvilket man også kunne forvente af et band, der allerede havde spillet i otte år. Lyden på debuten var meget distinkt, og man kan stadig på det nyeste album i dag høre en klar rød tråd fra dengang til nu. Det var også først i 2022, at den nuværende forsanger, Liam Guinane, tog steppet op fra backing-vokaler til frontmand. Samtidigt blev Connor Robins også en del af bandet, som er krediteret for keyboards, synths og alt elektronisk. smile, you’re on camera er bandets tredje album, og hvor forgængeren, HYPERVIOLENCE, var en flot opfølger til debuten, så er spørgsmålet, om bandet har fortsat ad samme sti med deres unikke lyd, eller om de har bevæget sig i en helt anden retning. Vi har dog fået fem singler siden april, så har man lyttet til nogle af disse, har man nok allerede en idé.

Metalcore og alt muligt andet

Albummet lægger ud med “low”, som starter med et nedstemt guitarriff, der bekræfter, at bandet ikke fuldstændigt har bevæget sig væk fra sine metalcorereferencer. Det er dog stadig tydeligt, at det poppede og elektroniske, som har givet bandet en særpræget og genkendelig lyd, skinner igennem. Generelt svæver albummet mellem metalcoreguitarsekvenser med hård vokal og et decideret poppet udtryk med masser af elektroniske elementer. Desværre får vi også et par rappede sekvenser, og der står jeg altså lidt af.

Heldigvis kan Liam Guinane hidse sig op, og hans vokal lyder fremragende, når den bliver forvrænget og skreget for fuld kraft. På imponerende og kontrastfyldt vis kan Guinane i momentet efter lyde fuldstændig silkeblød og sårbar. Der er ingen tvivl om, at en af Windwakers store styrker er forsangerens alsidighed. Når Liam Guinane endelig kommer op i det røde felt som på nummeret “victory lap”, klapper undertegnede ivrigt i sine metalcore-entusiast-hænder. Jeg skal lige hilse og sige, at bandet også bliver hidsige på “overlord” mod pladens slutning.

“click.” med RinRin som feature og “do or die” er eksempler på, hvordan Windwaker tør vige fra den moderne metalcores efterhånden ret gængse bane. I stedet for at køre emotionelle og atmosfæriske passager, hvor elektroniske elementer blot er et lag i lyden, formår Windwaker at skabe et ekstra instrument med deres digitale passager. Musikken er derfor mindre forudsigelig, og under første gennemlytning har lytteren ingen chance for at gætte, hvad der kommer om lidt. Chancen for, at det er anderledes, er dog rimelig stor – og det kan jeg godt lide i en verden, hvor der bliver produceret enormt meget metalcoremusik, der lyder ens. “wait for me” er fuldstændig blottet for guitarer og giver mere en radiovenlig R’n’B-vibe. Det skulle ikke undre mig, hvis pop- og R'n'B-fans faldt over enkelte numre på skiven – og fejlagtigt troede, de havde fundet et nyt boyband. Heldigvis viser Windwaker dog gang på gang, at de stadig er skide sure, og at det australske liv i Wagga Wagga ikke altid er guld og grønne skove.

Atypisk innovativ metalcore kræver tilvænning

Efter at have dykket noget mere i bagkataloget og hørt albummet et par gange er det meget tydeligt, at Windwaker ikke forsøger at være ‘just another metalcore band’, men i stedet har raffineret en stil, som holder musikken frisk, underholdende og relativt unik. Det er bestemt ikke for alle – og ikke alle vores læsere på Heavymetal.dk vil være lige så begejstrede som jeg. Men jeg applauderer innovationen, samt når bands finder en speciel formel, der gør musikken anderledes og interessant. På udgivelsestidspunktet er Windwaker ikke blandt de 100 mest streamede metalcorebands på Spotify, men det er absolut ikke urealistisk, at bandet fortsætter sin rejse mod stjernerne.