The Undivine - Delusional Noise

Delusional Noise

· Udkom

Type:Album
Genre:Melodisk Death Metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Delusional Noise er album nummer to fra finske The Undivine, og det er slet ikke så ringe en skive endda. Den tager i hvert fald en med rundt i forskellige genrer i den ekstreme metal.

Grundstilen hele albummet igennem er solid moderne death thrash med en god dosis Pro-Pain-agtig hardcore groove, og dette betyder, at der den eklektiske tilgang til trods er en rød tråd og masser af sammenhængskraft på Delusional Noise. Eksempler på de mange forskellige stilarter, der bringes ind i billedet er åbningsnummeret "Columbian Tie", der byder på både bopti-thrash, groove og brutale blastbeats. "Satellite Monarchy" er tribal metal i bedste Sepultura-stil, mens "Landmine Marathon" er ude i både noget old school speed/thrash og noget black metal, og "One Step To Parabellum" blander melodød, black metal og Agnostic Front-inspireret crossover. Udover black metal, crossover, melodød, thrash og tribal metal kommer man også rundt i noget sludge, og titelnummeret byder også på nogle ret lange atmosfæriske stykker. Hvis man ikke gør det ordentligt, kan en så eklektisk tilgang sagtens komme til at lyde som en værre omgang rod, men The Undivine formår at skabe både variation og fokus, og dermed er denne skive en lektion i, hvordan den slags skal gøres.

Produktionsmæssigt, har skiven en moderne og lidt poleret lyd, men samtidigt er produktionen aggressiv og brutal nok til, at det ikke gør noget. Tværtimod passer den veldefinerede lyd- perfekt til skivens tunge grooves, og så er det også meget fedt, at man kan høre næsten alle detaljer. Hvor instrumentationen ikke fejler noget, kan vokalen, der primært består af growls og skrig, godt tære lidt på ens tålmodighed, men det er ikke værre end, at, hvis man ikke er til den slags, kan man sagtens ignorere det og fokusere på musikkens fede grooves.

Delusional Noise er groovy og tung og samtidigt en varieret skive, og, er synes man, at en blanding af Pro-Pain, Sepultura, Agnostic Front, Suffocation og Immortal lyder spændende, så kan man med fordel tjekke denne skive ud. Tracklist: 1. Columbian Tie 2. Satellite Monarchy 3. 'Till Dreads Come Home 4. Seduction 5. Landmine Marathon 6. The Walker Experience 7. One Step To Parabellum 8. Balisong Flip 9. Delusional Noise

Hør Columbian Tie her: