Tyrs seneste album udkom for efterhånden 4 måneder siden, men det er aldrig for sent med en anmeldelse af god musik. Og god musik er der her tale om.
Jeg har selv hørt meget godt om Tyr igennem en række gode anmeldelser på deres tidligere udgivelser, men det er første gang jeg har fået taget mig sammen til at lytte til deres musik.
Og her er der tale om noget godt svingende Viking Metal. Ægte viking metal uden inspirationer fra andre genrer. Færøsk folkemusik tilsat metaltoner. På albummet er desuden et par numre hvor der synges på færøsk, hvilket egentlig lyder ganske smukt, selv om jeg ikke forstår et ord af det.
Derudover er der tale om hyldest til vikinger, kamp, den hedenske hammer i stor stil.
Der er købetvang for folk der er vilde med viking metal, og folk med lyst til at tjekke genren ud kan passende starte her.
Jeg har kort forsøgt at lytte til noget af Tyrs tidligere materiale, så fans af Tyr skal ikke forvente noget revolutionerende nyt fra den kant. Nyskabelser er dog heller ikke nødvendigt, når man har fundet noget der virker.
Og det mener jeg helt bestemt at Tyrs musik gør. Lysten til øl, fest og råb og skrig stiger kraftigt når dette musik sættes på.