Så mange bands, så lidt tid!

Jeg tror efterhånden, at den gode hr. Skóggangr er den danske artist, jeg har anmeldt oftest. Om det er i form af Genfærd, Ildskær, Í Myrkri eller nu Tugt, så er der altid garanti for fremragende black metal af den melodiske, men deprimerende slags. Tugt startede egentlig tilbage i 2012 og udgav da også en demo – der dog primært var instrumental – året efter, men har ellers ligget i dvale i noget, der minder om et årti. Men når man så kigger på, hvor meget musik – og i hvor mange andre bands – han har udgivet, er det jo kun logisk, at han har måttet vælge noget fra – selv black metal-musikere har jo kun 24 timer i døgnet at arbejde med.

Generel weltschmerz

Det mest fascinerende ved Tugt er, at ser man bort fra den overordnerede ramme, der hedder ”black metal”, så formår Skóggangrs fjerde projekt alligevel at skille sig ud fra de andre samt at skabe sig en sonisk identitet. Det er nemlig ikke ”blot” tale om Í ”Myrkri 2.0” eller ”Genfærd with a Vengeance”. Musikken er mere riffbaseret, men uden at det bliver lige så storladent som Ildskær eller så aggressivt som Genfærd, og samtidig, trods fokus på den depressive atmosfære, bliver den aldrig helt så kvælende som Í Myrkri.

Det, der for mig er med til at bære Ved Lysets Ophør frem i lyset (ironisk nok, egentligt), er trommespillet, som Saxtorph står bag. Hans fokus på især bækkenerne kombineret med den dissonante guitar frembringer et kor så kaotisk og disharmonisk, at Lucifer selv overvejer at kigge forbi til en sludder.

Ligeledes hænder det, at der sniger sig overraskende livlige og behagelige melodier ind, som for eksempel på ”Fortabt” – som den endelige katarsis, der opstår, før man ser døden i øjnene. Det er den slags detaljer og finesser, der er med til, at de syv numre ikke blot føles som ét langt, hvilket ikke er unormalt, når vi er ude i nichegenren ”depressiv black metal”, hvor monotoni jo absolut er et varemærke. Og den slags får man skam også rigeligt af på Ved Lysets Ophør; numre som ”Mareridt”, ”Efterspil” og ”Sjæledød” formår virkelig at skabe en tung, og hypnotisk stemning af misantropi og generel weltschmerz.

Det, jeg dog ender med for alvor at savne på Tugts debut, er et hit. Her mener jeg det ene nummer, der får en til at føle og tænke, at man lige bliver nødt til at høre det nummer 17 gange mere, for her var der altså noget helt exceptionelt at komme efter. ”Fortabt” er nok det tætteste, vi kommer det, men jeg savner det der ekstra krydderi, som man ikke helt kan definere – det såkaldte ”je ne sais quoi”.

Kræver meget, giver lidt

Ved Lysets Ophør er en tung og krævende størrelse, det er ikke just easy listening eller noget, man lige hurtigt sætter på, mens man tager opvasken eller løber en tur rundt om blokken, så ens Endomondo-app ikke skælder en ud – igen. Det er musik, der kræver din fulde opmærksomhed, og du skal være i den helt rette sindsstemning, hvis du ønsker at få noget ud af det, som albummet tilbyder. Kombinationen af dette og det lidt ærgerlige faktum, at der mangler noget, der samtidig er så fængende, at man ønsker at sætte sig ned i sin bløde lænestol og lade Ved Lysets Ophør opsluge sig i sit totale mørke, gør, at Tugt ikke er det mest inspirerende output fra Skóggangr indtil videre.