Kommende storhedstid for prog-scenen?
Den københavnske trio Truth Untold har for nylig smidt sin anden udgivelse, Ommittance, på gaden. Det er en EP, som bandet selv beskriver som ”... et unikt og banebrydende bud på, hvad progressiv rock/alternativ metal kan gøre for sine lyttere.” En sætning, der kan få enhver anmelder til løfte øjenbrynene lidt, for hvis det er sandt, så snakker vi om en plade, man kun støder på en gang hvert årti. En ægte sjældenhed. Hvis det forholder sig sådan, så kan prog-scenen for alvor være på vej ind i en storhedstid. Der er i det seneste år poppet en del interessante og stærke bands op inden for den hårde progressive musik. Vi har for eksempel vendt gode udgivelser fra henholdsvis Danefae, Être, og Feather Mountain her på sitet. Derfor er det absolut spændende at se, om Truth Untold kan tilslutte sig den solide bølge af spændende, nye danske prog-bands.
Bundsolidt, men ej banebrydende
EP’en starter godt med de to sange ”The Day Music Died” og ”Critical Thinking”, der trods af de lidt kliché-klingende sangnavne faktisk har en række gode og spændende elementer at byde på. Det står lynhurtigt klart, at selvom bandet er af mindre karakter, så er produktionen, modsat forventningerne, stor og knivskarp. Nysgerrigheden og opmærksomheden fanges allerede fra første tone på udgivelsen, der åbnes med en musisk appetizer. Det er et melodisk og sørgmodigt guitarriff, der giver rungende ekko i tomheden, før et strygearrangement akkompagnerer det. Derefter slår det over i meget tungere instrumentering, som man hører det hos hardrockbands som Three Days Grace, Skillet og lignende. Musikken er velkomponeret med simple riffs, fin sangskrivning og ørehængende omkvæd. Der er mellemtiden proppet en del finurligheder ind i de to numre med lidt guitarsoloer og segmenter, hvor bassen får lov til at stå forrest i lydbilledet, og lidt skæve taktarter er der også noget af på ”Critical Thinking”. Derudover er forsanger og guitarist Johan Riis’ stemme også et plus for trioen. Den er rå og har en sprød sandpapireffekt. Hans klang minder gevaldigt om Nathan Gray fra Boysetsfire med en tillagt sprødhed fra Tim McIlrath fra Rise Against. Det er er utraditionelt for prog-genren at have en forsanger med så rå en klang, men Truth Untold får det faktisk til at spille. Det gør de netop ved have en noget tungere instrumental tilgang end for eksempel Danefae. Dette lyder jo alt sammen meget godt, desværre kommer der den mest brugte anmelderterm: ”men”.
Men alt det, som Omittance gør godt, bliver desværre tabt en smule undervejs på den fem numre lange EP. I den tredje sang, ”Always”, og fjerdesangen, ”Distorter”, bliver det legende og anderledes pakket væk, og det bliver gevaldigt lige-ud-ad-landevejen hardrocksange. Igennem alle mine gennemlytninger er det yderst svært ikke zone ud på dette tidspunkt. Denne del er simpelthen bare ikke en lige så interessant lytteoplevelse. Især sangen ”Always” er en meget klassisk hardrock kærlighedssang, der unægtelig føles som en, man har hørt i radioen tusind gange før i stil med noget, bands som Three Days Grace, Seether, Shinedown, Skillet med flere kunne have skabt. For noget, som er italesat som banebrydende, så flyder det simpelthen lidt for meget over med genkendelige floskler her. Selve fundamentet er dog stadigvæk bundsolidt, men det er en kedelig murermestervilla, som bliver bygget på det. De vender dog stærkt tilbage på Omittance med den sidste sang, ”Perception’s Fate”, som er udgivelsens højdepunkt, men den står desværre lidt i skyggen af det tabte momentum.
At slå for stort brød op
Der ingen tvivl om, at den medsendte promotekst fra Truth Untold har lovet lidt for meget i forhold til det, som bliver leveret. Omittance er langt hen ad vejen noget, som læner sig op ad mange ting, man har hørt før, så banebrydende er det ikke. Det behøver det jo faktisk heller ikke at være, for det er i virkeligheden yderst sjældent, at der udkommer en plade, som for alvor blæser folk bagover. Det vigtigste er jo sådan set, at man har styr på sit håndværk, hvilket Truth Untold har. Dog mangler der mere af det alternative og overraskende, som jeg håber, bandet vil satse meget mere på i fremtiden, så de for alvor kan nærme sig de helt høje klinger.