Gåsehud, tårer og tunge riffs

Fra Bulgariens kyst til den walisiske undergrund

Thrakian har ikke ligefrem taget den mest lige vej til deres debutalbum, The Way. Den bulgarskfødte kvartet har slået rødder i Wales, hvor de gennem de seneste tre år har gjort sig bemærket med en række hårdtslående koncerter på den britiske metalscene. Musikalsk befinder vi os i det mørke og tunge grænseland mellem sludge og post-metal, hvor knusende riffs møder atmosfæriske lydlandskaber og en god portion mytologisk mystik.
The Way er på mange måder også et personligt værk, der trækker tråde til bandets egen oplevelse med at forlade hjemlandet og opbygge en ny tilværelse i fremmede omgivelser. Temaer som identitet, tab, modstandskraft og genopbygning spiller sammen med inspiration fra thrakisk mytologi. Det er med andre ord ikke bare endnu en plade med tunge riffs og dystre skrig, men et album med noget på hjerte. Og heldigvis er der masser af musikalsk substans til at bakke ambitionerne op.

Årets ondeste riff kommer fra Wales

Åbneren “Labours of Insanity” er den slags tunge, stemningsfulde og dragende satan af et nummer, der kræver ro, fordybelse og et par lækre høretelefoner. Det er både ondt, smukt og mørkt på én og samme tid. En kombination, der måske kan lyde selvmodsigende, men som Thrakian mestrer til fulde. Og nej, det er bestemt ikke kun åbningsnummeret, der kan levere varen. Det gælder hele pladen. “Ancient Glory” er ligeledes en uhyre hårdtslående og samtidig enormt smuk oplevelse. Med en spilletid på mere end 12 minutter kunne man på forhånd godt frygte, at man skulle væbne sig med tålmodighed, og at der måtte være enkelte døde perioder mellem højdepunkterne. Men svaret er et rungende nej. Bevares, her er både stille og eftertænksomme passager, brutale riffs og onde skrig, men det hele hænger sammen på fornemmeste vis. Nummeret udvikler sig konstant og formår at fastholde en rød tråd samt lytterens interesse fra start til slut. Det er voldsomt dragende, og for pokker, hvor er det godt!

Titelnummeret lader umiddelbart en smule tilbage at ønske. Det føles som om det er for længe om at komme i gang, og i et kort øjeblik når man at blive lidt utålmodig. Men … Omkring to tredjedele inde i nummeret rammer årets ondeste riff pludselig højtalerne, og så er der ellers ikke meget at diskutere. Thrakian rammer igen et tårnhøjt niveau, og loftet letter for på ny at lande et sted mellem gåsehud, tårer og rendyrket velvære. Det er den slags øjeblikke, der gør det hele værd.
Starten på afslutteren “In the Grips of Illusion” kunne spøjst nok næsten gøre sig som hovedriff i et Rage Against The Machine-nummer. Men som man efterhånden har opdaget, når man er kommet hen mod pladens slutning, er der selvfølgelig ikke tale om rap-metal her. Thrakian opererer i et helt andet og langt mere stemningsfuldt univers, hvor sludge og post-metal får lov til at udfolde sig med både tyngde, skønhed og overraskelser rundt om ethvert hjørne. Nummeret kommer i havn efter knap otte minutters smertefremkaldende headbanging, og jeg er ganske enkelt vild med det! Det eneste problem er, at det allerede er slut. For med en samlet spilletid på blot 35 minutter føles The Way næsten kriminelt kort. Jeg vil have mere!

Tungt, smukt og alt for kort

The Way er den slags plade, der kræver tålmodighed, fordybelse og tid. Det er ikke et album, der skal fungere som baggrundsstøj, mens man ordner opvasken eller tjekker telefonen. Tværtimod. Det fortjener ens fulde opmærksomhed, gerne med høretelefonerne skruet godt op, så samtlige nuancer og stemninger får lov til at trænge igennem. Thrakian formår nemlig på imponerende vis at balancere den brutale tyngde med en nærmest hjerteskærende skønhed. De lange kompositioner føles aldrig som unødvendige omveje, men som velovervejede rejser, hvor de tunge riffs og de mere atmosfæriske passager supplerer hinanden perfekt. Samtidig giver bandets personlige baggrund og tematiske univers pladen en ekstra dimension, uden at det på noget tidspunkt overskygger musikken.
En spilletid på små 35 minutter er dog alt for lidt, når niveauet er så højt. Jeg kunne snildt have brugt et kvarter mere i selskab med bulgarerne, men man skal selvfølgelig også passe på med at klage over for meget af det gode. The Way er en fremragende debut, og Thrakian er et navn, jeg bestemt skal holde øje med fremover. En fantastisk belønning til dem, der gider fordybe sig.