Hvad skal barnet hedde?

Jeg forestiller mig, at det at navngive sit band er meget som at skulle navngive sit barn. Det skal helst være noget, folk husker, noget med pondus og gennemslagskraft, og ligeså må det gerne være lidt specielt. Ikke nødvendigvis så specielt som XAVLEGBMAOFFFASSSSITIMIWOAMNDUTROABCWAPWAEIIPPOHFFFX, Abörted Hitler Cöck eller Natasja Nikita, men gerne lidt mere unikt end Nemesis, Satan eller Peter. Ingen gider trods alt at være Nemesis N. eller Satan K. Finske I helvete har formået at finde et navn, som jo egentlig siger alt, hvad et metalnavn behøver.

Det er kort, det er koncist, og der er næppe nogen tvivl om, hvilken genre vi er ude i. Så point for det! Den finske kvintet har siden 2018 udgivet den ene omgang progressiv black-death efter den anden (hvis man da lige ser bort fra et Bathory-cover fra 2021).

Nu er bandets fjerde skive så landet, og i og med at titlen kan oversættes til ‘jordfrost’, er spørgsmålet jo så, om dens isnende kulde virkelig bider sig fast, eller om der måske mere var tale om en slatten omgang tøsne?

Summen af sine dele

Halla er dog ikke kun det finske begreb for jordfrost. Det er også navnet på en vinter-ånd, hvis blotte tilstedeværelse fryser alt tit is. Mon ikke Tove Jansson baserede Murren på denne ånd? Albummets tematik er netop også kampen mod mørket og kulden, både den reelle og den metafysiske.

Ergo er melankoli den bærende grundpille, som I Helvete har bygget sit album op omkring. Det er både klassisk finsk og, i særdeleshed, klassisk black metal. Halla er dog ikke rendyrket black metal i klassisk forstand. Jovist, det er bestemt den dominerende genre, men de fire finner er da heller ikke blege for at lege med genrekonventionerne eller invitere diverse venner forbi. Her er både plads til dødsmetal, thrash, klassisk heavy, folkemusik og en god sjat jazz.

På sin vis minder pladen her en hel del om svenske Wormwoods nyeste EP, Å. De to bands benytter sig af mange af de samme byggeklodser og formår endda at stable dem på omtrent samme måde. Men der er selvfølgelig heller ikke så langt fra Finland til Sverige. Den største forskel er dog produktionen. Hallas produktion er mere klassisk black, dog uden at der er tale om decideret necro sound.

Det er i sig selv intet problem. Hvad der dog er et problem, er, at mixet er ret ujævnt. Lydkvaliteten svinger op og ned, og ligeså gør volumen. Nogle sange lyder krystalklare, mens andre lyder mudrede. Det går hårdest ud over de numre, hvor der er diverse gæsteelementer med som eksempelvis violin og saxofon. Her er det, som om produceren ikke kunne greje, hvordan han skulle få de forskellige instrumenter til at overdøve hinanden. En mission som vedkommende desværre ikke lykkedes med. Det er virkelig en skam, for musikken – og I helvete – fortjener bedre, og netop fordi det svinger så meget fra sang til sang, som det gør, så får albummet her en uheldig aura af amatørisme, hvilket gør bandet totalt uret.

Hvad værre er dog, at selvom I Helvete spiller fremragende, og at Halla overordnet set er en stærk omgang, så mangler der x-faktor. Der er ingen dårlige numre, men der er heller ikke nogen numre, der sidder fast.

Trods de mange store ideer, gæsteinstrumenter og sprøde riffs, så er musikken af den art, hvor det går ind ad det ene øre og ud ad det andet.

Det tætteste, de kommer på et godt nummer, er sangen “Kaukana Kaukaisuudessa”. Det er ikke, fordi nummeret et det bedste, der nogensinde er skrevet, men det fungerer bedre end de andre – og de mange løjerlige elementer som glockenspiel, fortællerstemme, bassolo, saxofon og lyden af skrivemaskine, der bliver tastet løs på, gør da, at man husker det for ét eller andet. Problemet er bare, at man husker det på grund af dens dele og ikke delenes sum.

Frustrerende fladt

I helvete er måske et koncist og sigende navn, men samtidig også et utrolig anonymt ét. Hvilket egentlig matcher bandets musik ganske fint. De kan spille, de kan komponere, og de kan finde på, men trods alt dette, så har de ikke formået at overbevise mig om, at de kan skrive musik, der er værd at skrive hjem om. Det er på mange måder utroligt frustrerende at lytte til så kompetente musikere med så store ideer og så få så lidt ud af det. Det virker nærmest meningsløst. Halla er ikke en dårlig plade, men nøj, hvor burde den dog bare være så meget bedre!