Ud i overhalingsbanen
Som den opmærksomme Heavymetal.dk læser nok har opdaget, har de seneste anmeldelser fra min side været doom. Men der er nogen, der siger, lidt afveksling er sundt, så derfor giver vi ikke doom i dag. Vi skal i stedet op i tempo, en hel del endda. Ud med oksekærren og ind med ligvognen, for i dag står den på dødsmetal med odenseanske Terrorpy og deres debutplade, der muligvis fortjener prisen for årets titel, Stuffing Puke Into the Sockets.
Det er vammelt, det er ulækkert, og det er lige, som det skal være
Men bare at smække et dødsmetalmærkat på Terrorpy, klappe sig selv på skulderen og komme videre, ville være at springe over, hvor gærdet er lavest. For jo, det er da typisk Suffocation-inspireret New Yorker-død, bandet har givet sig i kast med. Men man burde nok overveje, om man ikke skulle udvide genrebeskrivelsen og tilføje, om end i parentes, et grind-mærkat. Det lugter nemlig lidt af både Napalm Death, Coldworker og Aborted.
Med en lækker basgang tyvstjålet fra Napalm Death åbnes ”Abominable Scene”, og med det samme sparker Terrorpy dig ned i kælderen, spænder dig op på korset og sætter ellers gang i en musikalsk foragt for menneskeheden sjældent set her til lands. Specielt bassen, skal det noteres, får noget mere plads, end man er vant til i død- og grindspektret. Et valg, der kun forstærker motivet for Terrorpys rovmord. Men efter en glimrende start stikker ”Premortem Exploration” og ”Dual Existence” kniven endnu dybere og viser absolut ingen nåde, mens tonstunge buldrende riffs og rytmer brækker ofrenes knogler og flår dem levende. Skulle man være så masochistisk, at dette ikke er nok, så toppes det hele af med en vokal, der bedst beskrives som blod og materie, der løber ned ad væggene.
Et åndehul får man dog på ”Acidic Solution”, men alle, der har set bare to splattergys, ved, at klavertoner sjældent varsler solskin og hundehvalpe. Der bliver skruet en anelse ned for grind-hærget, men det betyder dog på ingen måde, at Terrorpy slipper kvælertaget. Ovennævnte nummer, titelnummeret og ”Cordyceps Homunculus” afslutter pladen i et blodigt ensemble af teknisk guitar lir og grindhærg.
Det eneste reelle minus ved Stuffing Puke into the Sockets, er nummeret ”Maternal Sacrifice”. Hvor det meste af pladen er yderst leveringsdygtigt i åbne benbrud og flækkede overarmsknogler, så roder nummeret rundt med et udmærket, men gumpetungt riff, der aldrig rigtig kommer nogen vegne. Det får selvfølgelig den efterfølgende ”Twist the Blade” til at stå skarpere, så helt spildt var det ikke at ofre sin kære moder, men det var nu ikke strengt nødvendigt.
Kompetent meditativ afstraffelse
Når man lytter til Stuffing Puke into the Sockets, er det meget nemt at glemme, at det er en debutplade. Det er New Yorker-død tilsat en god portion deathgrind på et imponerende niveau. Det er yderst kompetente folk, der kan deres ekstremmetal til fingerspidserne, som står bag skiven. Derudover sniger skiven sig lige under de 30 minutter, hvilket gør det til perfekt afstressende meditation, når man er på vej hjem fra arbejde og overvejer hvilken slags reb, der gør sig bedst om sin chefs hals.
